Grønt hitter på grillen

En grillfest behøver ikke at være et kødorgie. Grønne småretter og en smule kød på grillen, er sommermad, som ligger let i maven og er en fryd for både øjet og ganen.
Spidskål, blomkål og broccoli. Den knasende kål fra mormors køkken har fået comeback. Med hele nordisk mad-bølgen har gamle kendinge vundet stor indpas, og især spidskål er blevet en rigtig modegrøntsag. Samtidig passer kål til en tid, hvor vi har større fokus på sundhed, for de grove grøntsager giver os masser af fibre, vitaminer og mineraler. Derfor er det oplagt at grille grøntsagerne, da det bevarer deres gode egenskaber.

Pift op med krydderurter
Når knasende kål og andet grønt skal finde vej fra køkkenbordet til terrassens grill, kan man snitte grøntsagerne i mundrette bidder og pifte dem op med smagfulde krydderier.
Halvér for eksempel spidskål eller grøntsager som gulerødder og persillerødder, pensl dem i en lækker olie og lad dem få flotte grillmærker. Vend herefter de grillede grøntsager i en lind basilikumpesto og servér dem til fisk, fjerkræ eller i en sandwich dagen derpå.