gravid og alene i et fremmed land

Hej Charlotte,

Jeg skriver til dig fordi jeg har brug for hjælp.

Jeg er 22 år gammel og sidste år flyttede jeg til udlandet da jeg blev genforenet med "min første kærlighed". Han er mexicaner. Vi blev begge meget forelskede igen efter 5 års adskillelse og jeg besluttede mig for at blive boende her i Mexico og give vores forhold en chance.

Da jeg skulle vælge, opgav jeg en uddannelse i England, som jeg ellers altid har drømt om.

Jeg flyttede til Mexico og gik i gang med at lede efter et ordentligt universitet. Det har ikke været nemt da de gode skoler er dyre og få. Til sidst fandt jeg dog et universitet der var godt - og forholdsvis billigt.

Udover det, har vi kæmpet med opholdstilladelse og andre ting - det har ikke været nemt. Til december tog jeg hjem og besøgte mine forældre og da jeg vendte tilbage i januar med frisk mod på det hele, ja så blev jeg gravid.

Jeg træf det sværeste valg i mit liv – og valgte at beholde barnet. For det første fordi jeg ikke kunne gå igennem med en abort og fordi jeg vidste at jeg ville miste ham hvis jeg fik en abort (det er jo ulovligt her i Mexico).

Nu er jeg så 8 måneder gravid og sidder i min lejlighed alene. Jeg føler mig trist, deprimeret og uden nogen form for energi. Jeg føler at mit liv flyver forbi mig og jeg kan ikke gribe ud efter det. Jeg føler lidt at jeg har ødelagt min fremtid og mine tanker vender hele tiden tilbage til universitetet i England og dengang jeg tog mit valg.

Jeg fortryder ikke at jeg tog mit valg og jeg fortryder ikke at jeg skal være mor - det er vidunderligt og jeg har enormt støtte i mine forældre. Men jeg føler en mangel på støtte fra min kæreste - og det er ikke fordi han ikke støtter mig - han gør det bare ikke på den måde jeg har brug for.

Han læser stadig og jeg bliver tit enorm jaloux når jeg hører om deres opgaver, foredrag etc. Jeg føler det er uretfærdigt at jeg skal gå hjemme mens han uddanner sig. Jeg ved ikke om det er mig der er noget galt med men jeg trænger bare sådan til at snakke med en der er dansker og ikke alle de mexicanere. Fordi et eller andet sted så er det umuligt at forholde sig til deres ideer og tanker - det er en hel anden tankegang.

Jeg har også problemer med min svigermor - hun er så alt dominerende...og jeg får det helt dårligt når hun begynder at tale om min søn - som om det var hendes egen. Hun siger ting som "når min dreng bliver født så køber jeg det til ham" eller "du kan bare overlade min lille baby til mig de første par dage så du kan slappe af oven på fødslen".

Jeg skal føde på deres klinik og jeg har prøvet på at slippe udenom men jeg sårer familiestoltheden hvis jeg siger fra.

Men det er ved at blive for meget med alle de forventninger jeg skal leve op til. Mest af alt har jeg lyst til at slippe væk og føde barnet alene.

Og udover det så er jeg i den alder hvor de fleste andre på min alder går i byen og det sidste de tænker på er babyer. Så hans venner har svært ved at sætte sig ind i vores situation - og nogle gange føler jeg at han selv har svært ved at forstå at det nu er alvor og ikke for sjov. Han bliver sur hvis jeg gerne vil tidligt hjem fra en fest og han vil ikke kommunikere med mig. Det er altid min skyld. Og det er svært at hele tiden skulle påtage sig skylden for at blive gode venner igen. Jeg ved godt at jeg er den der skal ændre sig og adaptere mig til den kultur jeg nu er i.

Men jeg føler at han godt kunne adaptere sig lidt til mig. Vi er jo trods alt et internationalt par og ikke et mexicansk par.
Nå - nu er det her også ved at være en roman. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre for at igen få kontrol over mit liv og føle at jeg lever og at jeg bevæger mig fremad og ikke står fast i tiden mens alle andre har det fedt. Jeg græder meget og savner mine veninder - jeg har ikke en eneste veninde endnu herovre - de er meget anderledes pigerne.

Jeg elsker min kæreste - og vi har det generelt godt sammen (når jeg opfører mig som jeg ved han vil have) men når det danske kommer op i mig går det galt. Jeg vil så gerne redde vores forhold. Men først og fremmest vil jeg gerne redde mig selv.

Med venlig hilsen, Julie

________________________________________________


Kære Julie

Tak for dit spørgsmål og tillykke med at du skal være mor.

Jeg kan læse af dit brev, at du har foretaget rejser i dit liv.. Du fortæller, at du har rejst til og boet i England, og sidst rejst til Mexico og har bosat dig der med din store kærlighed.Det får mig til at tænke, at du nu står over for og er på vej i en af de allerstørste rejser i dit liv.

En psykologisk rejse, hvor din identitet ændres fra at være nogens barn til at være nogens mor. Det er en meget markant overgangsfase i enhver kvindes liv, der oplever at skulle være mor.

Der sker rigtig mange ting med dig i den periode du er gravid, og bliver mor. Det er forbundet med mange forandringer både på det fysiske og psykiske plan.

Den store omvæltning og de tanker og følelser, som det medfører at være gravid og skal være mor, gør for mange at de oplever at komme i tvivl om det nu er den rigtige beslutning de har taget om at få barn.

På den ene side har man en masse tanker om den lykke og glæde det vil bringe at få et barn. Men mange kvinder oplever på samme tid en masse tanker omkring det, at man vil få et tab af frihed når barnet bliver født, og de allerfleste kvinder gør sig også tanker som du, om hvad det vil få at betydning for ens parforhold, uddannelse og karriere mv. når man pludselig bliver en familie.

Gravide kvinder kan opleve pludselig, at blive tynget af en følelse af ansvar og bundethed og det kan virke skræmmende, og man kan blive bange og ked af det.

Det kan være medvirkende til at man mister overblikket og føler livet kører forbi en.

Yderligere er der for dig rigtig mange ting der forandres lige nu. Du bor i et nyt land, skal vænne dig til den nye kultur, finde nye venner, starte nyt udannelsessted og alt det andet det byder af forandringer i dit liv at bosætte sig i et nyt land.

Det tager tid og er ”ikke bare lige til”, at bryde op og flytte til et nyt sted. Det må kræve mod og en masse styrke og kræfter, at gøre som dig.

De valg du har taget, har for dig også medført, at der er andet du har valgt fra, og jeg læser, at du nu reflekterer og tænker meget over dine valg og fravalg.

Det er ikke ualmindeligt, at man i sin graviditet bliver fyldt af ambivalente følelser over de valg man har taget, og du beskriver dit valg har været det sværeste valg i dit liv.

For alle er det at vente sig og skulle føde et barn både dejligt og svært.
Det er vigtigt at du giver dig selv lov til og accepterer alle følelserne, både forventningens glæde, sorgen og bekymringerne. Det er alt sammen med til at forberede dig til at skulle være mor.
Hvis man ikke accepterer følelserne og fortrænger dem, kan det resultere i at man bliver meget ked af det og kommer til, at opleve en bekymring der optræder som diffus, og det kan være meget belastende og pinefuldt.

Ambivalente følelser udspiller sig inde i de allerfleste gravide kvinder, og følelser af sorg, glæde, vrede og frygt i forskellig grad er helt almindelige. Der er dog desværre ikke så mange der taler om det. Alle forventer man er glad og lykkelig, og der bliver ikke talt om, at denne lykkefølelse ikke altid står alene, men at man ved siden af lykkefølelsen også er præget af følelser der er lidt mere triste og knapt så lykkelige.

Det kan som du skriver være en stor belastning, at skulle leve op til alle de forventninger, især hvis man ikke har det sådan som omverdenen forventer det.

I den sidste periode i graviditeten, svinger man ofte meget rent følelsesmæssigt mellem at være glad og samtidig bange for, om man nu kan klare det store ansvar. Så du er ”helt normal”, når du oplever det på denne måde. Det er godt du skriver her til brevkassen, da det er sundt og lindrende at få sat ord på sine tanker og følelser. Det der er det vigtigste at gøre for dig, er at tale om det og få sat ord på over for nogle der kan lytte og sætte sig ind i din situation.

Har du evt. nogle gode venner du kan maile med eller ringe med. Brug både din familie og hvis du har nogle nære venner. Det vil også være godt, hvis du kender nogle der har småbørn som du kan snakke med.

I forhold til din svigermor, kunne det måske være en god ide, at få hende til at fortælle om hvordan det er at blive mor i Mexico, hvilke traditioner de har. Få hende til at fortælle om, hvordan det var da hun blev mor og hvilke tanker hun gjorde sig. Fortæl hende derefter om hvordan det er i Danmark, hvad vi har af traditioner og fortæl hende om, hvad du tænker og hvad du forventer i forhold til at blive mor og forældre sammen med hendes søn. Prøv at gå lidt på opdagelse i hvordan det er at blive mor i deres kultur, vær nysgerrig og få så meget information som muligt.

Du må også prøve at fortælle og tale med din kæreste om hvordan du har det, hvordan du tænker og føler. Du skriver han støtter dig, men ikke på den måde du har brug for.

Det er der mange kvinder der oplever, og den bedste måde at få gjort noget ved dette er, at tale med sin kæreste om helt præcist, hvordan han bedst kan støtte dig.

Mange mænd er faktisk i tvivl om hvordan de bedst støtter deres kæreste, og kan have brug for lidt hjælp og vejledning fra kvindens side. Vi kvinder er lidt slemme til ”at forvente” at vores partnere ved hvordan de støtter os, men sådan er det ikke altid!!

Du og din kæreste må også tale sammen om hvilke forventninger I har til hinanden i forhold til at I nu skal være forældre og er et internationalt par. At i kommer fra to forskellige kulturer, hvad betyder det, hvad vil i gerne hver især bringe med jer til at danne jeres egen lille familie.
Spørg ham også hvordan det er at være far i Mexico, og hvilke forventninger han har til sig selv og til dig.

Fortæl ham også om dine forventninger og dine drømme om hvordan det skal være.
Jeg tror det vil hjælpe dig til at føle du får lidt mere kontrol og en følelse af at du bevæger dig fremad, at du får ”italesat” dine forventninger og ønsker.

Du føler dig ensom i dit nye land og savner veninder at dele dine tanker med. Det er en svær situation at stå i og også noget du må fortælle din kæreste, så han har mulighed for at støtte og hjælpe dig.

At føle sig ensom og alene er en belastende situation at være i og det kan være medvirkende til at man blive meget trist og ked af det.

Når man bliver gravid får alle kvinder et meget stort behov og en øget interesse for andre kvinder. Man får stort behov for at dele tanker og følelser med andre kvinder, der står i samme situation som en selv og man får også en øget interesse i, at tale med andre kvinder der selv har født.

På nettet er der flere sider om børn, hvor der også er oprettet terminsgrupper og mødregrupper.
Disse grupper er et sted, hvor du kan møde andre kvinder, som enten har termin, eller har født i samme måned som dig. (bl.a. Netbaby og Morsside) Der er også en side: ungmor.dk som er en side for gravide og mødre i alderen 15-25 år, måske du kan finde nogle at dele dine tanker med på denne side.

Jeg ved der er mange kvinder, der har stor glæde af disse grupper, og er glade for at dele tanker og følelser med andre der er i sammen situation som de selv.
Prøv at se dig omkring og find det sted der passer bedst til dig.

Pas godt på dig selv og held og lykke med din fødsel og kommende moderskab.
Håber du kan bruge mit svar, har du yderligere spørgsmål er du velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen