Fra A til Undergang

af Mette Frobenius og Thomas Wivel

Kærlighed, kernefamilie & karriere
Vi er generationen, der tappert dør af stress. Vi vil det hele. Kærlighed, kernefamilie og karriere. Nærvær, ømhed og urimeligt mange arbejdstimer. Vi er et folk, rullet i økologiske pinjekerner, kvalt i kernesunde pamfletter og derefter svøbt af vejen i økologiske uldtæpper i de energimærkede korrekte hjem. Efterladt med hovedet hvilende på bunken af nyhedsbreve fra jobbet, skrivelser fra Puljeinvest blandet med de ikke færdigudfyldte separationspapirer. Vi har nummeret til daginstitutionen som Foretrukken på vores nye iPod - For vi husker da at give besked om afhentningstider til daginstitutionen! Men vi kan ikke huske, hvornår vi sidst har kysset rigtigt igennem ...

Mangler mål og retning
Vi er ikke uansvarlige forældre. Eller partnere. Vi har bare ikke lige så meget tid til noget som helst i det her liv. Vi er selv vokset op i 60’erne og 70’erne – uden grænser, uden krav og uden retning. Og derfor kan vi nu på ingen måde stille vores eget sigtekorn og stille skarpt på, hvad der er rigtigt og forkert. Ellers ville “spelt” da aldrig være blevet sådan en stor succes.
Vi aner ikke, hvor vi vil hen, og hvordan vi kommer videre. Vi har intet kampgen, og det er for os altid lettest bare at stikke af fra problemerne eller begrave os i arbejdet. For kun dér føler vi os for alvor trygge.

Nuet drukner i fremtidens planer og fortidens fejl
Vi har travlt. Alt for travlt. Til os selv, vores familier og vores job. Og fordi vi er vokset op i en tid uden grænser, kan vi ikke finde ud af det lille ord “nej” med den store betydning. Vi
prioriterer ikke. Vi er altid et andet sted i tankerne. Vores bekymringer går på fremtidens planer og fortidens fejl. Sjældent nyder vi nuet. Vi lever i en verden af planlægning og køber – uden at skamme os – plakatstore familie-kalendre, så alle med blot et enkelt blik på køleskabet kan se, hvilket hæsblæsende program familien skal igennem den dag for at have bestået.
Selv vores erotiske liv bliver degraderet til noget, der kan indhentes på en romantisk weekend en gang om året. Vi lever mere hidsigt end fluer i flasker, og vores børn har konstant en oplader proppet op bagi, så deres mobiler, Nintendoer, Wiis og bærbare computere ikke løber tør. Vi nikker samstemmende til idéen om en kødfri dag for at skåne miljøet. Det, vi alle havde brug for, var dage helt uden elektricitet. Hold da op, hvor ville vi kede os. Og gud, hvor ville det være sundt...


Tre uddrag fra stand-up komikerne Mette Frobenius og Thomas Wivels bog Bestilling: ”Fra A til Undergang”, som netop er udkommet fra Gyldendal ...