fødselsberetning

Her er min historie om min graviditet..

Jeg skulle have min menstruation, men den udeblev og jeg tænkte om det var muligt at jeg kunne være gravid. Efter en uge var det endnu ikke var kommet og det var med sommerfugle i maven, at jeg kørte ud og købte en test.

Jeg måtte tage testen i to omgange, for godt nok viste den første at jeg var gravid, men jeg måtte jo lige være helt sikker....

Så jeg tog også den anden test, men da den også var positiv, kunne jeg ikke vente med at fortælle den kommende far nyheden og jeg ringede med det samme.

Min mand er stiladsarbejder og jeg tror han var ved at skvatte ned, da han hørte at han skulle være far. Han blev ligeså glad som jeg, men vi var dog enige om ikke at fortælle det til nogen, før det var blevet bekræftet af lægen.

Jeg fik en tid ved lægen og fik atter bekræftet, at vi ventede en ny verdensborger. Vi fik udfyldt alle papirerne som lægen skulle sende til sygehuset.

I starten af graviditeten havde jeg meget ondt i lænden og jeg havde meget brunt udflåd. På et tidspunkt var der så meget, at jeg ringede til lægen og her blev jeg undersøgt og fik at vide at jeg skulle slappe af de næste tre dage, for ikke at tabe fostret.

I uge 8 startede kvalmen, men den holdt allerede op igen efter 3 uger. Jeg har aldrig kastet så meget op som i de 3 uger det varede. Jeg endte med at tabe 10 kg, men de kom langsomt på igen - og lidt til....

Trods lidt "start vanskeligheder" havde jeg en meget nem og fin graviditet. Blodtrykket lå meget fint og jeg slap for svangersskabsforgiftning, vand i kroppen og andre ting, som kan komme i en graviditet.

Så skulle jeg scannes og den sygeplejerske, som scannede mig var meget sød. Vi så på skærmen og hun fortalte os hvad der var hvad., Hun sagde at fostret lå rigtigt i livmoderen og ikke uden for livmoderen, men den lå, hvor den skulle. Vi snakkede om forskellige test, som tripletest, glukosebelastning også videre.

Min første jordmoderbesøg, var i uge 15 og jeg skulle have taget en blodprøve, da vi var enige om, at få taget en tripletest. Det gjorde ikke ondt, og der gik en uge før svaret kom med posten. Da jeg kom hjem fra arbejde den dag, hvor brevet lå i postkassen kunne jeg ikke vente med at få brevet åbnet. I brevet stod der at det hele så normalt ud, og at der ikke var grund til at foretage yderligere undersøglser. Det var så et sund og rask barn vi ventede.

Som tiden gik blev jeg større og jordemoderen sagde, at det blev et stort barn - nu er jeg også selv lidt stor i for vejen, så jeg fik en tid til glukosebelastning - for at se om jeg udviklede graviditetssukkersyge.

Jeg fik taget en blodprøve i øret, hvor efter jeg skulle drikke ½ liter sukkervand indenfor 5 min. Det var meget sødt og svært at få ned. Jeg skulle derefter vente i 2 timer siddende og jeg måtte ikke gå rundt. Efter de 2 timer fik jeg igen taget en blodprøve, og så måtte jeg gå.

Det var direkte ud af døren og med elevatoren op og direkte hen til kantinen for, at få noget at spise og drikke.

Svaret på glukosebelastningen kom nogle dage efter med posten. Alt var som det skulle være.

De sidste 4 mdr af graviditeten kunne jeg mærke meget liv. Hvis jeg sad helt stille kunne man se at maven dansede fra højre til venstre og omvendt. På dette tidspunkt kunne den vordende far også være med. Han snakkede meget med "junior", som lå varmt og godt i sin mor´s mave. Fostret svarede igen med kraftige spark. 2 gange havde den lille sparket så hårdt, at det gjorde ondt på far´s næse....

Omkring 2 måneder før termin fik jeg en slem kløe på arme, ben og ikke mindst i håret. Lægen kunne ikke finde en årsag, så jeg blev henvist til en hudlæge, hvad der egentlig var galt fik jeg ikke helt med,men jeg fik en creme til at smøre på de kløende steder, og det hjalp da også.

Som tiden gik og da der var 4 uger til terminen var min tålmodighed ved at slippe op, og det blev ikke spor bedre, da terminen blev overskredet.

Pladsen blev mere og mere trang og barnet bevægede sig mindre, til sidst blev den alt for stille efter min mening. De 3 sidste dage blev et mareridt, ret følelsemæssigt.

En morgen havde jeg planlagt at skulle ud at handle ind om formiddagen, men da jeg skulle til mit forhåbentlig sidste jordmoder besøg, kunne det også vente til om eftermiddagen.

Jeg slappede lidt af og ryddede op hist og her, men dag jeg ikke havde mærket meget til live hele formiddagen blev jeg lidt nervøs for, om der nu var noget galt.

Men jeg slog det hen, da jeg skulle til jordemoderen senere på dagen.

Efter frokost, gjorde jeg mig klar til at tage af sted, for jeg skulle være der kl.14.45, og på det tidspunkt er der meget trafik, så jeg tænkte at jeg hellere måtte kører i god tid, for jeg hader at komme for sent til en aftale.

Her snakker vi om fødslen og jeg fik lov til at hørehjertelyd, da jeg hørte den, var jeg meget mere rolig. Jordemoderen undersøgte mig indvendigt og fortalte at jeg var 1 finger åbnet, så nu var der ved at ske noget, men alligevel kunne der godt går en uges tid endnu. Men nu var jeg ligesom lidt mere optimistisk. Hun mærker mig også på maven og vurderer barnet til at veje 4100 gr.. Jeg gik glad derfra.

På fødegangen kommer vi ind på en modtagerstue, hvor en jordemoder vælger at køre en CTG, for at overvåge barnet, men hun kan se på strimlen, at barnet ikke er så aktiv som den skulle være, så de vælger at scanne. Ind på stuen kommer apparatet og en anden læge (tror jeg hun er) og en studerende. De scanner og fortæller, at alt ser fint ud.

Jeg får noget koldt at drikke og 2 boller med marmelade, for at sætte skub i den lille. Der køres atter en CTG, for at se om barnet er blevet mere aktiv, det er den. Vi får lov til at tage hjem.
Min kæreste skal på arbejde og tager af sted ved 6-tiden, jeg kan ikke sove mere, så jeg står op og tænder for computeren, her sidder jeg det medte af formiddagen og har hellere ikke mærket meget til liv i dag. Nu gider jeg snart ikke mere. Jeg ringer atter til fødegangen, men her bryder jeg sammen, den jordemoder jeg snakker med, er meget sød og venlig, og vil meget gerne have mig ind til et tjek.

Så jeg sætter mig ud i min bil og kører afsted mod fødegangen.

Bliver kl. 12.30 modtaget af en sød jordemoder, som viser mig ind på modtagerstuen. Her snakker viom, hvad der er sket de sidste 3 døgn. Jeg er meget grædende og spørg, hvorofr jeg ikke må blive sat igang,når jeg nu er 9 dage over termin.

Men jeg får at vide at kan kun sætter fødslen igang, hvis der er noget i vejen med barnet, eller hvis man er gået 14 eller flere dage over tid.

Jeg får også at vide, at der kan være komplikationer ved at sætte en fødsel igang, det kan være at fødslen trækker ud og det så ender med kejsersnit også videre.

Jordemoderen vælger at kører en CTG. Den bliver kørt i rigtigt lang tid. Hjertelyden ligger meget fint. Barnet er dog ikke meget for at røre sig, så jeg får noget koldt at drikke, for at få barnet til at bevæge sig. Jeg skal prøve at skifte stilling, for at se om det vil gøre at barnet bliver mere aktivt.

Efter det kolde vand er tissetrangen ved at være stor og jeg bliver nød til at komme af med vandet. Jeg spørger om man må snakke i mobiltelefoner på fødegangen, da jeg lige vil give min kæreste bedsked. Men det må man ikke, men man kan ringe ude fra altanen af. Jeg får fat i ham og fortæller, hvordanlandet ligger, han kommer ud til mig.

Mens jeg venter på ham, venter jeg også på lægen, der skal fortælle, hvad der videre skal ske.

Da han kommer forklarer han, at han lige skal snakke med overlægen om igangsættelse.

Der går lidt tid og jeg/vi får grønt lys for at blive sat i gang, der faldt en stor sten fra mit hjerte og jeg er ved at græde af bare glæde.

Kl.17.00 kommer jeg ind på stue 7 og op i sengen og slappe lidt af, efter ca. 40 min i sengen kommer en ung jordemor ind med en pille, som ligges op i skeden for at sætte fødslen i gang.

Jeg skal ligge stille med pillen i ca. 1 time. Kl. 18.36 får jeg CTG-apparatet på, som skal overvåge barnet. Jeg ligger og slapper af og lytter til barnets hjertelyd, den skønneste lyd i hele vrden, når man ikke har mærket meget liv de sidste 3 dage.

Kl. 19.10: Barnets hjerte slår med 150-160 slag pr/minut, men på et tidspunkt stiger den til 165-170 slag i minuttet og jordemoderen løber hele tiden med den strimmel, der kommer ud f maskinen for at vise den til en læge, men det hele er som det skal være. Jeg får også taget temperaturen som viser sig at være 36,5 gr.

Imens jeg ligger og slapper af kører min kæreste hjem og henter tasken og tager min mor med som skulle med til føslen.

Min mor har hele eftermiddagen prøvet at få fat i mig over mobien, men den var slukket, da den ikke må være tændt på sygehuset. Da hun ikke kan få fat i mig, ringer hun til min søster, som kører op til vores lejlighed for at se, hvad der er sket med mig.

Da min mor kommer ind på stuen er hun ved at græde af lettelse for at se mig.

Kl. 19.35: Skal jeg lade vandet og der er ingen veer endnu.

Jeg trisser lidt rundt på stuen, når veerne er der, må jeg hen og hænge over sengen og sidder ned og slapper af, når de ikke er der. Jeg bliver flyttet over på en fødestue.

Kl. 20.10: Prikkes hul på fostervandet, der kommer en lille skylle klart fostervand og der sættes en lille elektrode på barnet hovedet.

Som aftenen skrider frem for jeg flere og flere veer, men de er ikke regelmæssigt og det gør meget ondt, (jeg har en meget lav smerte-tærskel). Jeg græder meget og kæmper med veerne, men til sidst kan jeg ikke klare de "stærke smerter", min mor og min kæreste kæmper meget med mig for at jeg ikke skal rive ledninger af. Så der bliver snakket om smerte lindring, såsom varmt vand, lattergas, pethidin, akupunktur, ediduralblokade også videre. Jeg har svært ved at trække vejret rolig og dybt. Jeg græder meget og spørger om, hvorfor jeg ikke kan få kejsersnit. Jordemoderen og overlægen bliver enige om at gøre klar til kejsersnit.

Jeg er på flere måder lettet over at det bliver kejsersnit, men så siger min mor, at så må jeg tage de smerter, der kommer bagefter.

Jeg bliver gjort klar til kejsersnittet, får taget blodprøver, ladt kateter op i mit urinrør, så urinen bliver samlet i en pose, får lagt drop i hånden så jeg kan bedøves helt og ikke kun lokalt bedøvelse.

Der bliver ringet efter en portør, som skal kører mig til operationsstuen. Jeg kan huske, at jeg når lige at komme ind på operationsstuen med en ordentlig ve, og mere mærker jeg ikke, da jeg bliver lagt til at sove.

Min kæreste er med, men får at vide at det er bedst at han går ud og venter, han når lige at komme ud, så hører han et sug og et skrig, kl. 02.52 den 22.04.04 bliver den yndigste ille pige født, hun bliver tørret og kommer over til sin far, han fælder en tåre eller to, hun bliver derefter målt til at være 51 cm lang og vægten siger 3250 gr. Det var jo noget af et spring, da jordemoderen havde skønnet hende til at veje 4100 gr. Nu ved jeg godt det kun er et skøn, men alligevel.

Hun får apgar score 9/1, 10/5. Hun fik ikke topkarakter med det samme, da hun var lidt blå. Hun får lidt ilt og kommer over til sin far, som giver hendes første tøj på, men er dog bange for at brække de små arme og ben.

Jeg bliver kørt op på opvågningsstuen, hvor jeg vågner ved at en sygeplejerske niver mig i kinden, for at få mig vågen. Jeg løfter lige hovedet, men det kommer hurtigt ned på puden igen, da jeg er meget omtåget af narkosen.

Jeg får at vide at det er en lille pige jeg har fået og jeg tænker, at det var godt at den første blev en pige, da min oldemor fik en pige som den første, det fik min mormor og min mor også, så det er en tradition, men hvem siger at min datter får en pige som den første ???

Jeg bliver kørt op på barselgangen, hvor min mor og min kæreste kommer med vores lille datter, jeg får hende op til mig og eg fælder en tåre og tænker i mit stille indre, at det ente jo godt alligevel.

Lige i de dage, hvor jeg havde født, var der også andre, der havde født, så der var lidt trangt på stuerne, men da nogle af dem skulle hjem blev der en stue ledig til mig/os. Vi hvilede os ude på gangen, kærete og min mor tog hjem for at slappe lidt af, senere på dagen kom de så igen og havde min far og mormor med.

Vi endte med at være 4 dage på barselgangen, jeg havde hele tiden sagt at når jeg havde født, ville jeg hjem med det samme, men det var nu godt at vi blev der nogle dage, for at komme sig efter fødslen. Og få råd om omsorg, pleje også videre.

Jeg havde i den tid på barselgangen nogle smerter efter kejsersnittet og fik noget smertestillende, men der har ikke været noget siden. Og arret er næsten ikke til at se mere.

Personalet på fødegangen fik at vide, at de ikke måtte kalde vores datter ved navn, når familien var der, da det skulle være en hemmelighed indtil dåben, men det var mig, der næsten kom til at røbe, hvad hendes navn var.

Pigen kom til at hedde Line Kjerstine efter hendes oldemor.

Line blev på 4. dagen undersøgt af en børnelæge og hun var meget tilfreds, så vi blev udskrevet og kunne kører hjemad.

Tiden efter fødslen er gået stille og rolig, Line er nu blevet en stor pige på 4½ mdr. og vejer godt 6500 gr. og længden er blevet til 65 cm.