Find dig i larmende legetøj - det udvikler dit barn
19. september 2013

De fleste forældre har oplevet at få nok af bamser, lejetøjsbiler og bondegårdsdyr, der synger sange, siger øf og andre ord i et væk. En ny undersøgelse gennemført på vegne af legetøjsfirmaet Mattel, der blandt andet står bag mærket Fisher-Price, viser, at over 40 procent af alle voksne finder larmende legetøj irriterende. De høje lyde og melodier går især mændene på. Her svarer kun 17 procent, at de ikke bliver irriterede over det larmende legetøj.
Men på trods af at larmen generer mange forældre, bør de stadig lade deres børn lege med legetøj, der eksempelvis spiller melodier eller siger ”kykkeliky”. Legetøj med musik og lyde er nemlig med til at fremme børns udvikling, forklarer lege- og legetøjsforsker Jørn Martin Steenhold, der er forskningschef i Knowledge Wheels Groups.
”Legetøj med lyde er i meget høj grad med til at stimulere børnene, fordi det er med til at udvikle deres sanser, intuition og følelser. De lærer, at bestemte lyde knytter sig til bestemte ting, situationer og mennesker, og samtidig lærer de at skelne mellem det behagelige, voldsomme og udfordrende omkring dem. Derfor er det meget afgørende for børns generelle udvikling, at deres forældre giver dem lov til at lege med legetøj, der spiller musik og siger lyde,” uddyber han.
Lyden skal passe til barnet
Men det er ikke alt larmende legetøj, som virker udviklende på børn. Hvis lydene skal være brugbare for de små, skal de være tilpasset børnenes alder og have en tæt forbindelse med den fysiske udformning af legetøjet, forklarer Kristy Villems-Jørgensen, Country Manager Nordics i Mattel.
”Når vi udvikler legetøj med lyde, er vi meget opmærksomme på, hvilken aldersgruppe vi laver legetøjet til. Det er vigtigt at skelne mellem legetøj med lyde til små og større børn. Hos de små børn skal lydene hjælpe dem med at lære at genkende oprindelige lyde – som f.eks. at en ko siger ”muh”. Det kan lyde banalt, men legetøjets lyde skal være med til at give tryghed og melodisk nydelse. Større børn har derimod brug for legetøj, hvor lydene lærer dem at interagere og skelne mellem kunstig og rigtig lyd,” forklarer hun.
Som forældre er det derfor en god idé at følge aldersanvisningerne på produkterne og gå efter kvalitet, når de køber legetøj med lyde, understreger Jørn Martin Steenhold:
”Hvis lydene skal have nogen form for effekt, så er det afgørende, at de er en sanselig oplevelse for barnet. Det kan de kun være, hvis legetøjet har lyde af en ordentlig lydkvalitet, der passer til barnets udviklingstrin.”
Mattels undersøgelse er udført i maj 2013 blandt 505 forældre med børn i alderen 0-7 år.










































