Fars depression påvirker deres lille søn

Jeg har en søn på 2 1/2 år, som er stærkt påvirket af hans fars depression. Jeg er meget bekymret for ham, og i tvivl om hvordan jeg skal/kan støtte ham og i det hele taget få ham igennem det på bedste måde.
Min kæreste og jeg har været sammen i 8 år, og vores søn er vores første barn. For ca. et år siden, begyndte min kæreste at vise tegn på stress, og blev for 2 måneder siden sygemeldt, pga. det selv samme. Mange af symptomerne, har helt fra start bl.a. været manglende tålmodighed og raserianfald, samt lidt voldsom opførsel (ikke voldelig eller korporlig) overfor vores søn. Det har desværre udviklet sig til depression, og det går kun ned ad bakke.
Vores søn har altid haft et stærkt temperament, så intet nyt i dét, men han er de seneste par måneder begyndt at slå eller skubbe, både til min kæreste og til mig, til hunden i huset, og til børnene i dagplejen samt dagplejeren. Han kan få nogle vilde raserianfald, eller overdrevene piveture over meget små ting.
Vi kan tydeligt mærke han er påvirket, og han er i forvejen et barn, som nemt bliver påvirket af forandringer eller hvis der sker en masse omkring ham. Jeg er meget bekymret og det er ren tortur, at være vidne til både min kærestes sygdom, og min søns svære situation. Har du nogle gode råd eller forslag til mig?

Hilsen en fortvivlet mor
_________________________________________________

Mange tak for dit spørgsmål.
Jeg kan af dit brev læse, at I befinder jer i en svær og belastende situation, hvor din mand, du og jeres lille søn har det svært.
Du fortæller, at din mand har haft det skidt gennem længere tid, og at han har fået det sværere og sværere som tiden er gået efter jeres søns fødsel. Jeg tænker over, hvordan din mand havde det inden han blev far og I blev forældre?
Jeg gør mig tanker om, hvorvidt din mands stress og depression kan sættes i forbindelse med at han er blevet far? – jeg kan ikke vide det ud fra hvad du skriver, men jeg vil alligevel fortælle lidt om, hvordan fædre også kan få en fødselsdepression.

Det har i mange år været anerkendt at kvinder kan få en efterfødselsreaktion/fødselsdepression i forbindelse med moderskabet. Men at mænd også kan få reaktioner i forbindelse med at blive far, er et forholdsvis nyt område der er kommet fokus på. I 2004-2006 blev gennemført et forskningsprojekt på Rigshospitalet, og resultaterne pegede på, at ca. 7% af alle mænd får en depression efter fødslen af deres barn.
Erkendelsen af, at mænd også kan få en fødselsdepression viser os, at lidelsen skal forstås som en reaktion på det at blive forældre og ikke kun er hormonelt betinget eller fremkaldt af forhold specifikt ved fødslen.
Det er stadig et forholdsvis nyt felt at der er forsket i fædres fødselsdepression, så der er ikke så mange undersøgelser og viden vi kan trække på. Der er stadig en lang proces forude, hvor vi forsat skal undersøge og kortlægge mænds symptomer og de præcise forhold, men der er noget viden vi allerede har tilegnet os, bl.a. ved den omtalte forskning på Rigshospitalet.

Man ved ikke om fædres fødselsdepressioner er et nyt fænomen, eller om det har eksisteret længe. Men der er blandt forskere enighed om, at problemets omfang og synlighed hænger sammen med de forandringer vi ser i samfundet, i forhold til faderens rolle og faderskabets betydning for manden. Den udvikling har gjort det mere naturligt at tænke mænds psykiske reaktioner ind i forældreskabets sammenhæng. Mænd føler sig i dag anderledes forpligtede, i forhold til det tidlige forældreskab og engagerer sig i tæt tilknytning til deres børn fra starten, også i nyfødthedserioden.
Forskningen viser, at mænd og kvinders symptomer på fødselsdepression er meget ens. Reaktionerne kan indeholde tilstande i form af stærke krisereaktioner, angst, depression samt tankeforstyrrelser. Forløbene vil altid ses forskellige, og i en fødselsdepression vil alle typer reaktioner optræde på forskellig vis og på forskelligt tidspunkt.

De klassiske symptomer på fødselsdepression (udviklet i forhold til kvinder er:
• Manglende glæde
• Manglende interesse/energi
• Selvbebrejdelse
• Angst
• Svært ved at overskue situationen
• Ked af det/ulykkelig
• Selvmordstanker

Ovenstående symptomer har fædre også og er i øvrigt velkendte fra depression i befolkningen i øvrigt. Fødselsdepressionen er dog kendetegnet ved at disse tanker, følelser, reaktioner og symptomer er knyttet til forældreskabet.
Følelserne kan være, at opleve sig som bundet og overvældet af det store ansvar. For både mænd og kvinder med fødselsdepression er mindrene om, hvordan de selv har haft det om barn, eventuelle problemer i egne forældres omsorg eller mangel på samme, dominerende tanker og følelser, der kan være svære at have med at gøre.

Selv om der er mange ligheder mellem kvinder og mænds fødselsdepressioner viser forskningen også nogle særlig symptomer hos mænd, som ikke så ofte optræde hos kvinder. De symptomer der hyppigere optræder hos mænd, er mere udadvendte og udadreagerende end de traditionelt anerkendte symptomer. Man taler derfor nu om ”en mandlig depression”, som har anderledes symptomer.

De symptomer, der særlig hyppigt optræder hos mænd er:
• Lavere stresstærskel
• Vredesudbrud, aggressivitet, udadreagerende adfærd, besvær med selvkontrol
• Følelsen af udbrændthed og tomhed
• Irritabilitet, rastløshed og frustration
Desuden ses symptomer i form af tilbagetrækning fra relationer, arbejdsnarkomani, benægtelse af at have det dårligt, rigide krav om autonomi og afvisning af hjælp. Disse symptomer optræder dog også hos nogle kvinder, ligesom mænd også reagerer med de ovenfor beskrevet klassiske symptomer på fødselsdepression.

Jeg kan ikke af det du skriver vurdere om din mands depression hænger sammen med fødslen af jeres søn, det vil kræve et nøjere kendskab til din mands og jeres situation. Men det er vigtigt for jer alle tre at din mand kommer over sin depression, både for hans egen skyld og din skyld og jeres lille drengs skyld. Det er vigtigt at være opmærksom på, at når en i familien får en depression rammer det ikke kun bæreren af depressionen, men det rammer hele jeres lille familie. Det er også belastende og pinefuldt at være partner til en med en depression.
Jeg ved ikke hvilken behandling din mand modtager i forbindelse med sin depression, men vil fortælle dig, at samtaleterapi er en vigtig og virkningsfuld bestanddel i behandlingen af depression. Din mand kan få en henvisning fra sin læge til psykologsamtaler, hvis han har en depression i mild eller moderat grad og er under 38 år gammel. Jeg vil anbefale at din mand/I får noget hjælp til at takle jeres vanskelige situation. Det er den allerbedste måde at passe på din mand og jeres lille familie på. Du skal tage din bekymring for jeres dreng alvorlig og tage en snak med din mand om at få noget hjælp til at komme gennem depressionen.

Læs evt. et tidligere spørgsmål og svar her i brevkassen, hvor jeg skriver noget om, hvordan man bedst kan hjælpe sin mand når han har en (fødsels)depression: Mænds følelsesmæssige reaktioner på deres rolle som far

Jeg ønsker alt det bedste for din mand og jeres lille familie.
Husk, at en depression går over, men den går hurtigere over, hvis man modtager hjælp og rådgivning.
Håber du kan bruge mit svar.

Venlig hilsen