Far til fire – tilbage til naturen
26. oktober 2011
Hygge og nostalgi
Far til fire rimer på familiehygge og falde-på-halen-komedie. Det ved de fleste. Så meget, at det er lykkes at sælge over 1½ million billetter samlet, til de første fire film i anden æra af ’Far til fire’-filmene. De første ’Far til fire’-film så som bekendt dagens lys tilbage i 1950´erne, hvor de blev en kæmpe succes. Også i dag er filmene om Far og hans fire børn: storesøsteren Søs, tvillingerne Ole og Mie samt lillebroderen Lille Per, kendt og elsket af de fleste børnefamilier. Vi nyder historien om den klodsede men elskelige alene-far, og sammenholdet der overvinder alt i den lille hyggelige familie.
Løftet pegefinger og politisk korrekt tema
I film nummer fem ’Far til fire – tilbage til naturen’ skal vi med Lille Per og familie på weekend i den svenske vildmark, hvor Fars kusine Annika har en vildtpark. Men inden Far og de fire unger samt Onkel Anders begiver sig af sted på telttur, skal de liiiige have læsset deres gamle køleskab, som de vil aflevere til genbrug i Sverige. Filmens miljørigtige tema bliver da også skreget ud over biografsalen inden publikum når at få hånden ned i popcornbægeret og slået måsen tilbage i sædet. Det lyser langt væk af løftede pegefingre og politisk korrekthed, men hvad pokker gør det når ungerne morer sig og skåler i dåsecola!
Det dumme danske skovsvin i den dejlige svenske skov!
Idyllen er ved første øjekast total i Annikas vildtpark, men efter kort tid må Lille Per og co. sande, at en bande skovsvin ødelægger naturen ved at smide folks køleskabe i naturen. Banden er oven i købet styret af en gemen dansker ved navn Rikart. Om det er af sproglige hensyn – til de små publikummer - eller fordi manuskriptforfatteren synes, det er oplagt at sætte en dansker frem for en svensker i rollen som et miljøsvin, skal jeg lade stå hen i det uvisse, men sværger dog mest til det første. Ligesom Annika der taler så fint dansk/svens qua de familiemæssige bånd til Danmark. Jo, det er da flot tænkt. Men meget halter i plottet.
Friluftsliv og sammenhold
Lille Per og familien sætter alt ind på at fælde banden, men det skal vise sig at kræve al familiens kreativt og snilde, før de får nedlagt de feje skovsvin. Gode gamle Onkel Anders er i spejder tøjet, og viser at friluftsliv ikke er noget man bare lige glemmer. Far derimod er som altid uheldig, men kæmper bravt. Man er vel tapper, når det gælder de grimme miljøsvin! Familien står sammen og får også hjælp af Annikas far, efter en misforståelse er blevet udredet. Annika er faldet i bandens klør og alle må klø på. Hyggelighedsbarometeret er så højt, at jeg nærmest er ved at blive kvalt at sukkerchok!
Pinlig scenografi
Filmen bliver så meget falde-på-halen-komedie, at min medanmelder på 10 år sagde, ”helt ærligt mor!” fordi handlingen simpelthen var for overdreven og fjollet. Også scenografien var uhyre kunstig og kikset flere steder samtidig med vi nød de skønne billeder fra det skønne svenske miljø. Især en scene, hvor Far og Onkel Anders lader tre ens kæmpe store runde sten rulle ned af en bakke i skoven, skriger i øjnene fordi stenene er identiske og fuldstændige runde med et unaturligt udseende. Scenografien er lavet ud fra devisen om, at overdrivelse fremmer forståelsen. Resultatet giver indtryk af sjusk og disrespekt for publikums evner til at ”læse” filmens virkemidler. Børn er også kompetente filmseere og fortjener meget, meget mere!
Løse ender og lune
Filmen har flere løse ender. Banden truer med at gøre Annikas far ”Gubben” fortræd, men vi får aldrig mere at vide om det. Hvad er det for en ”klemme” banden har på Annika? Ud fra handlingen at dømme, er ”Gubben” meget stærk og modig, så det virker ikke spor sandsynligt. Karaktererne er i sagens natur meget karikerede. Filmens svaghed er på sammen tid også dens allerstørste styrke. Dér hvor ’Far til fire – tilbage til naturen’ scorer point hos undertegnede, er netop på skuespilsiden. Jeg føler mig virkelig godt underholdt af såvel Lille Per, hans dejlige familie og de øvrige skuespillere. De faste rolleindehavere er uhyre velvalgte og fungere fantastisk flot, ligesom de der er særligt udvalgt til ’Far til fire – tilbage til naturen’ også er gode og overbevisende til formålet. Skuespillerne formår at træde ud over lærredet med deres lune og charme. Ikke mindst Lille Per. Han ér nu en hyggelig lille fætter!
