Et ængesteligt og bange barn
3. maj 2012

Vi er en ganske almindelig familie på 2 voksne og 2 børn; en pige på 10 og en dreng på snart 8.
Vi har et uoverskueligt problem, som vi haft siden vores søn var 2 år. Han er bange for alting. Han er bange for at gå alene på toilet og for at være alene på sit værelse. Han vil ikke sove alene på sit værelse eller puttes der, selv om vi er der.
Det er selvfølgelig utrolig belastende for os alle, hele tiden at skulle følge med ham rundt i huset.
Vi har haft kontakt til en psykolog og har haft samtale to gange uden vores søn. De første par uger gik det fremad. Vi fik nogle redskaber at arbejde med, og de syntes okay. Nu er det desværre gået i stampe igen. Alt er som før. Der må ligesom noget nyt til. Hvad skal vi gøre?
_________________________________________
Tak for dit spørgsmål.
Jeg kan af dit brev læse, at din søns angst har været der i mange år, og der har været vanskeligheder med at sove alene og færdes alene i huset derhjemme.
At det er belastende for jer hele tiden at skulle følge ham, er der ikke noget at sige til. Det er jo en yderst belastende og besværlig situation for jer og for jeres søn, som du kan være sikker på han også gerne vil være det foruden.
Jeg tænker at I, i familien har fået et helt fastlagt og bestemt mønster (helt ubevidst) i forhold til hvordan I forholder jer og reagerer på jeres søns angst. Det er meget sandsynligt, at I alle på en hel ubevidst måde fastholder et mønster, der gør at han er angst i specielle situationer.
I skal gå ”på opdagelse i” hvad det er der gør, at han fastholder ikke at ville gå alene på toilettet og ligge alene i sin seng om aftenen. Hvad er det han er bange for, er der nogle gange han er mindre bange end andre, og i hvilke situationer?
Prøv også at snakke med ham om, hvad han har af ideer til, hvordan I kan lave om på det. Lyt på ham og tag hans udsagn meget alvorligt. Anerkend han følelser af at være bange og utryg, vis forståelse. Men fortæl ham og snak med ham om, at I gerne vil hjælpe ham til at få ændret på dette mønster.
Det er rigtig svært at få brudt et mønster, der har stået på i mange år, og jeg tænker, at det er en god ide, at I har søgt hjælp til opgaven. Det er ofte vældig godt, at få andre øjne på situationen.
Det er meget svært ud fra den lille smule I skriver, at komme med helt konkrete bud på, hvad I kan gøre for at hjælpe jeres søn til at få ændret disse vanskeligheder for ham.
I har været til psykolog og fået nogle redskaber I kunne bruge og som virkede. Hvad var det der virkede, hvad var godt ved de redskaber?
Hvad var det der gjorde, at de holdt op med at virke, hvilke ændringer lå til årsag for dette?
Hvad ligger der til hinder for igen at bruge det der virkede? Kunne I evt. kontakte psykologen igen for yderligere samtale og rådgivning.
Jeg tror I skal være opmærksomme på, at det tager tid at få ændret et mønster der er så indgroet i jeres familie. Det vil kræve, først og fremmest en fast beslutning og dernæst (en stor) tålmodighed.
Jeg tænker på, hvordan jeres søn fungerer i andre sammenhænge og situationer, i skole,
fritidsaktiviteter og blandt andre venner og familie. Er han i disse situationer også angst for de samme eller andre ting? Hvis tingene ikke er ens her, hvad er det så der adskiller situationerne fra hinanden. Er der noget fra andre sammenhænge i han liv, I måske kunne bruge derhjemme?
Jeg vil anbefale jer at kontakte psykologen igen for yderlig samtale og råd og vejledning, hvis I synes det var noget der var brugbart for jer og jeres søn.
I har også den mulighed at kontakte psykologen, der er tilknyttet skolen (PPR), hvis det ikke allerede er denne I har haft kontakt til. I har altid ret til at bede om en samtale selvom jeres barn ikke er indstillet til psykolog.
I er også velkommen til at kontakte mig for en samtale, hvis det er noget I kunne have lyst til.
Du er velkommen til at skrive igen.
Jeg ønsker jeg held og lykke.
Se for øvrigt andre spørgsmål om børn der er bange her i brevkassen, måske I også kan bruge noget fra disse svar.
Med venlig hilsen,










































