Er det angst?

Kære Charlotte,
Min datter på 6 år er blevet bange for at være alene. Hun har svært ved at lege alene og er meget bange for, at vi skal gå fra hende. Hun har flere rigtige gode veninder i børnehaven, som hun ofte har været hjemme hos, men det er desværre ikke muligt længere, da min datter siger nej, hver gang de spørger, om hun vil med hjem efter børnehaven. Hun vil heller ikke deltage i fødselsdage hos veninderne. Jeg må indrømme, at jeg er noget bekymret for hende, tænker hele tiden på, om det mon nogensinde går over igen. Jeg mindes ikke, at vi var igennem noget tilsvarende med vores ældste.
Jeg ved ikke, om det har nogen betydning, men vores datter er kun blevet passet ca. 3 gang i sit 6 årige liv. Det ene par bedsteforældre døde før hun kom til verden og det andet par bor langt væk. Hvad i alverden skal vi gøre?



Hej Lise-Lotte,
Tak for dit spørgsmål.

Bekymringer, frygt og angst ses hos de fleste børn i perioder i barndommen. Vi ved, at en vis bekymring og angst hører børnelivet til i et vis omfang. Men det kan være svært at vurdere, om angsten er passende i omfang sat i forhold til barnet alder.

Jeg tror, at mange forældre kan nikke genkendende til, at deres barn på et tidspunkt har været bange for fremmede, bange for hunde, bange for mørke, bange for at være alene og bange for, at der skulle ske mor, far, søskende eller dem selv noget grimt og uhyggeligt.

Jeres datter er 6 år gammel og det er en periode, hvor der sker stor forandring og udvikling på mange områder. Jeg har oplevet en del forældre med børn i denne alder være i tvivl, omkring angst hos deres børn. Hvor krydser barnets angst grænsen eller har angsten bevæget sig ud over det normale?

Men jeg kan læse, at jeres datters angst er forstyrrende for hende i en grad, der forhindrer hende i at deltage i alderssvarende aktiviteter, som at besøge veninder og være til børnefødselsdage.

De fleste børn på 6 år magter denne udfordring, måske med lidt usikkerhed i maven, men de indgår i aktiviteterne og gør sig erfaringer med at det lykkes.

Din datters frygt og usikkerhed er i virkeligheden alderssvarende, men den er overdreven og påvirker hendes hverdag og udfoldelsesmuligheder. Det giver jer forståeligt nok nogle bekymringer, men hun har brug for hjælp fra jer, så hun kan slippe den del af frygten, der er overdreven.

Ud fra de sparsomme oplysninger i dit brev, vil jeg tro at din datter har en form for separationsangst, - men jeg kan ikke være sikker. Separationsangst er en form for angst, der hurtigt kan skabes forandring i, og angsten varer som regel i kortere perioder, end andre angstformer hos børn. Den er oftest episodisk og ikke kronisk, så det vil formentlig gå over igen. Nogle børn har kun én episode, mens andre kan få flere episoder gennem deres barndom.

Er der mon nogle oplevelser, hændelser eller forandringer der kan ligge til grund for jeres datters frygt for at være adskilt fra jer. Tænk over, hvor længe hun har haft denne adfærd Hvordan er det startet? Er der mon sket noget i jeres familie, som kan have udløst det. Har I haft nogle oplevelser omkring flytning, familieforøgelse, skilsmisse, død eller andet?

Du skriver ikke noget om, hvordan det går når hun er i børnehaven. Er der sket forandringer her, eller leger hun forsat med pigerne derover? Er der problemer med at aflevere hende?

Prøv at ”gå på opdagelse” for at se, om der evt. kan være en udløsende årsag.

Hvis din datters angst har stået på over længere tid og bliver værre eller forsætter, så skal du kontakte en professionel, som kan hjælpe dig med at identificere om jeres datter har har brug for yderligere professionel hjælp.
Som sagt, så er de normale frygtformer vi ser hos børn som regel forbigående og forsvinder af sig selv. Men overdrevne frygtformer kræver ofte hjælp og vejledning udefra, så jeres datter kan blive fri af angsten.

Men I som forældre kan gøre nogle ting, for at hjælpe jeres datter igennem den frygt, hun har lige nu. Det er vigtigt, at I tager det roligt og ikke viser jeres bekymring, så jeres datter bliver mere bekymret og angst.

Snak med hende om det og fortæl, at I gerne vil hjælpe hende, så hun igen kan komme hjem og lege med veninderne og komme til fødselsdage.

Snak med hende om at det er rigtig væmmeligt at være bange og om, hvad det er, hun er bange for, så hendes følelser bliver anerkendt.

Børn med separationsangst har ofte bekymringer om, at vil ske dem eller deres forældre noget slemt. Lyt til hende og tag hendes angst alvorligt.

Fortæl historier om andre børn der oplever det sammen, hvad det betyder for dem og fortæl om, hvad de har gjort for at løse problemet. Hun skal have en fornemmelse af, at andre børn også synes, at det er lidt svært at skulle hjemmefra, men at de finder på noget, der hjælper. Måske har du selv været bange, da du var 6 år – fortæl gerne om det.

Snak med jeres datter om, hvordan hun kan tænke positive tanker, når hun får hjemve og bliver ked af det. Lav sammen nogle sætninger hun kan sige, medbrig en bamse eller andet, som kan ”hjælpe” hende med at klare situationen.

Begynd så hurtigt som muligt med at gennemføre små adskillelser, så hændelserne med dårlige oplevelser ikke får lov at stå urørt. Det kan betyde, at det bliver sværere og sværere. Aftal, hvor længe hun skal være hos veninden, start med små tidsrum hos den, hun er mest tryg ved. Snak med venindens forældre, så de er støttende og ved, hvordan situationen er.

Udvid efterhånden, så hun igen får gode oplevelser med at være ude. Måske skal hun bare være med til en halv fødselsdag første gang - med ”hjælpebamsen” i en lille taske.

Jeg håber du kan bruge mit svar og ønsker jer alt det bedste :)

Jeg vil også gerne anbefale dig at læse bogen "Når børn er bange - Hjælp dit barn med at overvinde angst og frygt" skrevet af: Cynthia G. Last. Bogen har jeg tidligere omtalt og anmeldt her på Barneguiden - Se mere her -->

Charlotte Clemmensen
Psykolog og familierådgiver.