En rar jul for skilsmissebarnet
20. december 2012

For skilsmissefamilien kan dét at skulle planlægge og holde jul hver for sig, være en vanskelig opgave. Især den førte jul efter skilsmissen, kan være rigtig svær. For julen er jo hjerternes fest, men hvis far og mors interesser går i hver sin retning, kan det fine julehjerte og alle de dejlige forestillinger vi har om julen, briste.
Julen er noget særligt, og i et barns forventningsfulde øjne, er julen den dejligste tid på året, fuld af hyggelige traditioner, fred og idyl som kulminerer juleaften når vi tager hinanden i hånden og danser om træet.
Så hvad gør man så, når hjemmet er delt i to, og forventninger, glæde og hænder om juletræet pludselig skal deles mellem far og mor? Hvad gør man når hele familien skal holde en anderledes jul end den de kender?
Accepter at det er svært
Først og fremmest må man som forældre starte med at se situationen i øjnene og acceptere, at det her er svært. Det er ikke let at skulle dele juleglæden med det fælles barn sammen med eksægtefællen, som nu bor et andet sted. Men det er jo en af konsekvenserne ved skilsmisse, at man ikke længere kan forvente at skulle være sammen med sit barn hver juleaften. For de flestes vedkommende bliver det i stedet hver anden juleaften.
Der er ingen, der kan fjerne de svære følelser man som forældre kan blive overvældet af i denne situation. Men frustrationen kan blive mindre, hvis man formår at tilsidesætte sine egne behov og bevidst fokusere på at julen først og fremmest skal blive en god, tryg og rar oplevelse på barnet.
Når det ikke kan blive som det plejer
Duften af brunkager i ovnen, hjemmelavet julepynt der ligger klar til træet og pakkerne, der er gemt bagerst i skabet, ligger klar til at blive båret ind og lagt under træet. Julens børnefjernsyn summer i stuen, mens anden simrer og dufter, og der ventes spændt på at gæsterne ankommer og bidrager til endnu mere juleglæde og endnu flere gaver under træet …
For de allerfleste er julen det tidspunkt på året, hvor vores forestilling og drøm om det idylliske kernefamilieliv står allermest klart og nærmest lyser om kap med julestjernen. Det gælder for os voksne, men i høj grad også for vores børn, som bliver bombarderet med idylliske reklamer for jul og familiehygge. Alt emmer af fryd og gammen i de små familier der vises i reklamerne.
Men lige så ligetil er det ikke altid i de små hjem. Nogle gange må brunkagerne pakkes i en fin kagedåse og fragtes over barnets andet hjem, hvor den anden forældre bor. Juletræet skal pyntes med børnenes flettede hjerter, men bare ikke her, hvor de hjerterne lige nu ligger og venter, for juletræet, står hos den anden forældre. Pakkerne skal fordeles, måske splittes op, så måske får man ikke engang at se at barnet pakker gaven op …
Det er jul, men ikke en jul, som den plejer at være …
Juleaften først hos far og så hos mor
Umiddelbart ligger det lige for at holde to juleaftener, så børnene får juleaften først med den ene forældre og derefter med den anden. Nogen skilsmisseforældre giver udtryk for, at det er den bedste løsning for dem, mens andre synes at det unikke og særlige ved juleaften forsvinder, når juleaften holdes flere gange. Uanset hvordan man vælger at afvikle julen, kræver det at I som forældre får aftalt og orienteret hinanden om jeres planer, så disse kan blive præsenteret for barnet på en positiv måde, så barnet føler sig tryg ved jeres beslutning.
Tal med barnet
Det er ofte, at vi undlader at tale med hinanden og vores børn om det der er svært og det der gør ondt, men det meste bliver lidt lettere, hvis vi får sat ord på. Børn kan, ligesom voksne, også være forvirrede og usikre på den nye situation, og måske også bekymret for om mor og far nu også får en god jul, når de ikke skal holde den sammen. Derfor kan det være en god ide at berolige barnet, ved at sige til barnet, at der jo kun er en juleaften, og at jeres nye situation blot betyder, at julen nogle gange foregår hos far og andre gange hos mor.
Så længe barnet føler sig forvisset om at begge forældre er enige om og har det godt med aftalen, vil barnet som regel acceptere, at der kun er én juleaften og at den fejres med enten mor eller far. Hvis I som forældre er afklaret med situationen, så vil jeres ro omkring situationen smitte af på barnet.
Abstraher fra din vrede og frustration
Det overordnede mål skal være at barnet skal påvirkes mindst muligt af situationens stress, sorg og kaos. Derfor er det vigtigt at holde igen på sin spontane vrede og frustration over situationen, når man taler med barnet. Børnene skal have lov til at glæde sig, og skal ikke opleve at mor eller far, fordømmer den andens måde at gøre tingene på.
Forudsigelighed giver tryghed - og plads til at glæde sig
Noget af det dejlige ved julen, er den rare forventningsfulde tid der går forud for juleaften. Men hvis barnet er i tvivl om hvor julen skal holdes og omstændighederne omkring arrangementet, så kan det være svært at glæde sig. Derfor er det en god ide, så tidligt som muligt, at blive enige om arrangementet, så barnet trygt kan se frem til arrangementet uden ondt i maven.
Tal om hvad der skal ske, og orienter også barnet om hvad du selv skal lave juleaften, hvis barnet ikke skal holde jul med dig. Børn har brug for at vide hvad der skal ske, både i forhold til det arrangement de selv skal deltage i , men også hvad den forældre de ikke skal tilbringe julen sammen med, har af planer.
Juleaften, o hvor er du sød…
Forsøg at bevare den gode julestemning. Al forskning viser, at børn hvis forældre er gode til at samarbejde klarer sig bedst. Julen er en speciel sårbar situation og derfor er det vigtigt at børnene oplever en god stemning, dem samler børn nemlig på og udvikler sig godt i.
Tænk på børnenes behov før alle andres
Der er mange familiemedlemmer at tage hensyn til i julen. Moster, mormor, farmor, onkel og måske flere hiver i jer og vil gerne være sammen med jer og jeres børn. Det er jo dejligt, men det betyder for nogle børn, at de har et meget hårdt program, hvor de pendler rundt fra den ene julesammenkomst efter den anden. Måske er den bedste løsning, at børnene er sammen hos den ene forældre i juledagene og med den anden i nytåret.
Det allervigtigste er, at have for øje hvis behov det er der skal tages hensyn til, når man træffer beslutninger, der involverer børnene. Nogle gange bliver man nødt til at tilsidesætte bedsteforældrenes og onkels behov ...
Anerkend børnenes følelser
Oplever du at barnet bliver ked af det og savner den anden, er det vigtigt at vise barnet, at man anerkende disse følelser, at følelserne er ok og gerne må være der. Fortæl at du også selv synes det er en anderledes situation og det er noget I alle skal have tid til at vænne sig til. Lyt anerkendende til dit barn og hjælp samtidig barnet med at finde glæden frem. Man skal ikke bagatellisere savnet, men udvise forståelse med en attitude der viser det er ok. Savn er jo kærlighed og betyder at man elsker, så det er også vigtigt at glæde sig til f.eks. at skulle være sammen med den anden forældre, hvor barnet så får lejlighed til at fortælle den anden forældre om hvad barnet har oplevet juleaften.
Giv børnene det der står øverste på ønskesedlen
Når brunkagerne er bagt og lagt i dåsen, julehjerterne klippet og lagt i tasken med de julegaver der skal bringes med, så glæd dig på børnenes vegne over at de skal holde en dejlig jul med sin mor eller far og deres familie.
Det er svært, men den bedste julegave du kan give dit barn, er en jul uden bekymringer og en jul i for vished om at mor og far er glade.










































