en livlig fantasi

Hej Charlotte.

Jeg skriver til dig fordi jeg har brug for et godt råd. Min 8-årige søn, der går i 2. klasse, fortalte mig i går, at han flere gange havde bildt nogle piger fra sin klasse forskellige ting ind, fordi han gerne ville have opmærksomhed. Og nu er de begyndt at være mistroiske og sige til ham, at han lyver.
Han føler sig virkelig i en knibe og ved ikke, hvordan han skal redde sig ud af kniben igen. "De vil aldrig tilgive mig, hvis de finder ud af det", siger han.
Det er nogle ret alvorlige ting, han har løjet om. Bl.a. har han sagt, at hans 15-årige storebror har slået en mand ihjel med en baseballkølle og at han selv er adopteret!!
Han siger at han vil aldrig lyve mere, men kan ikke se sin vej ud af kniben. Jeg har naturligvis snakket med ham om, at jeg er glad for, at han fortæller mig det, og om det ikke allerede har hjulpet lidt, hvilket han bekræftede.
Samtidig har jeg selvfølgelig prøvet at forklare ham alvoren i det han har gjort, (fx. beskyldningerne imod sin storebror) uden at skælde ud (hvad jeg måtte love, inden han betroede sig til mig!) Og jeg har på bedste mor-vis prøvet at overbevise ham om, at han er unik og ikke behøver at lyve for at få opmærksomhed.
Men hvordan takler vi det bedst i forhold til klassen?
Det skal nævnes, at han skiftede skole for et år siden, altså i slutningen af 1. klasse pga. flytning og at han er vildt forelsket i en pige fra sin klasse, som er forelsket i en anden dreng fra klassen, "der altid spiller så sej" (citat slut).
Har du nogle gode råd til, hvordan vi kommer videre?

M.
_____________________________________________

Kære M

Tak for dit spørgsmål.
Når man er 8 år, har man sommer tider så livlig en fantasi, at den i tilfælde kan løbe af med en!
Din dreng har formentlig stået i en situation, hvor han har følt det var nødvendigt, at lave ”en god” historie for at få en opmærksomhed fra sine kammerater.
At din dreng kommer og fortæller dig om episoden er rigtig godt, og det viser, at det ikke er en strategi han er vant til at bruge og bruger uden at tænke over det.
Det lyder til, at du har haft en god snak med din søn om episoden, og det lyder til det er en rigtig god måde du har forholdt dig til det han har fortalt dig. Det er dejligt at opleve mor hører på en og tager stilling og synes man er dejlig og unik, selv om man er ”kommet til” at fortælle en historie der ikke er sand.
Jeg tror ikke du behøver at have den store bekymring over episoden. Børnene vil formentlig ikke gå og huske på det. Og da det ikke er noget han dagligt bruger, tror jeg ikke det vil få videre konsekvenser for ham i forhold til kammeraterne.
Hvis du oplever det bliver et stor problem for din søn, kan det være en god ide at tale med klasselæreren om det. Måske hun kan tage en generel snak med børnene om at lyve, og en snak med dem om hvorvidt de har prøvet at ”komme til” at lyve.
Støt ham også i at fortælle at det var noget han fandt på hvis de spørger ham igen, at han godt ved at det ikke var særlig smart, og at han ikke vil lyve mere.
Og endnu engang så sæt pris på, at han vil dele ”sine bekymringer” med dig, og forsæt med at støtte ham på den dejlige måde du beskriver du allerede har gjort.

Med venlig hilsen