En 3-årigs raserianfald

Kære Charlotte,
Har virkelig, virkelig brug for jeres hjælp da vi ellers ikke ved, hvad der skal gøres. Jeg er 34 år, er skilt og har min datter hver anden uge. Allerede april sidste år besluttede vi, at vi skulle skilles, og i oktober flyttede vi fra hinanden. Det var en meget fredelig skilsmisse, vi er gode venner nu og bor tæt ved vores 3-årig datters børnehave.
Og her kommer så vores "problem". I øjeblikket har hun med jævne mellemrum skrigeture hos moderen, der kan vare op til 1 1/2 time – og ind imellem længere. Det har vel stået på en måneds tid og på et tidspunkt var det hver dag hos moderen. Det er primært dér det foregår. Det er mig en gåde, hvorfor det sker hos moderen, som bor i samme, trygge omgivelser, i rækkehus som hun altid, men jeg nu bor i lejlighed.
Det kan være i forskellige situationer det sker, hun vil ikke stå op, ikke have tøj på/af, hun vil ikke i børnehave eller noget helt tredje.
Hun er ellers en glad pige og har taget hele skilsmissen utroligt godt. Vi var "grundige” i vores forberedelse omkring, at jeg skulle flytte, så hun kunne følge med og vende sig til tanken.
Jeg oplever ikke vores datters ”anfald” i samme grad hos mig. Det er måske sket et par gange af ti minutters varighed. Så plejer jeg at sidde med hende lidt og snakke, indtil hun er faldet ned. Det lykkes desværre ikke for moderen, at tale hende ned, der bliver vores datter bare ved og ved.
Det gør ondt og er dybt frustrerende, når moderen ringer og fortæller, at nu kan hun snart ikke mere. Jeg vil gøre alt for at det kan fungere begge steder for vores datter.
Vi ved ikke hvad vi skal gøre. Måske kan lægen eller kommunen henvise os til en som kan hjælpe. Men alt det med børnepsykologer/terapeuter, koster vel en bondegård, og det har ingen af os råd til.
Håber der kan ydes "førstehjælp"

________________________________________

Tak for dit spørgsmål.

Du beskriver, at I har en glad og veltilpas lille pige på 3 år. Du og din datters mor er blevet skilt og er flyttet fra hinanden i december måned. Jeg kan læse, at jeres skilsmisse har været ”fredelig” og at du og din ex. er gode venner og taler fint sammen. I har forberedt skilsmissen på en måde, så jeres datter har kunnet følge med og har gjort det på en skånsom måde. Det er alt sammen rigtig godt og det bedste I kan gøre for jeres lille datter i forbindelse med, at I har valgt at være familie på anderledes betingelser end I har været tidligere. Jeres datter har taget det fint, og det er fordi I har klaret det fint.

Et lille barn på tre år, har på ingen måde noget forhold til, hvad en skilsmisse er, eller hvad det indebærer, når mor og far siger de skal flytte et andet sted hen. Hun kan ikke på forhånd forestille sig en anden livssituation end den hun er i, hun er endnu ikke udviklet til at kunne forstå abstrakte forklaringer. Det hun forstår med tiden, det er at mor og far nogle gange er forsvundet, at I nu ikke er der altid og hele tiden. I virkeligheden oplever hun det uforklarligt, og hun vil derfor reagere på det. Det er ikke ualmindeligt, at børn i denne alder kan reagere ved at være mere konfliktsøgende og vrede, fordi de bliver ængstelige over alt det nye der sker og ikke helt kan få sin lille verden til at hænge sammen. Efterhånden vil hun finde ud af det og finde en ro i det, når I hjælper hende og støtter hende godt, som jeg kan læse, at I er meget opmærksomme på at gøre.

Generelt vil jeg sige, at der som regel vil komme en reaktion fra barnet ved en skilsmisse, hvilket må betragtes som en naturlig ting på en omvæltning i livet og hverdagen. Små børn reagerer ofte ved ændret adfærd, f.eks. regressiv adfærd. Det vil sige, det kan gå tilbage til tidligere måder at reagere på. Nogle børn kan reagere ved at begynde at tisse i bukserne igen, vil ønske sin sut mere eller lign. Nogle børn kan også reagere med at blive forvirret, irritable eller angste.

Men jeg tænker også, at jeres datter er kommet i selvstændighedsalderen og reagerer som et lille barn, der er lige nøjagtig i den periode i livet. Hun er på opdagelse i hvad hun kan og ikke kan. Som forældre kan man blive helt forskrækket over, hvilken kraft den lille kan udvise i raserianfald, når der er noget de vil og ikke vil. Det kan være svært at forstå hvad det er der sker og er på spil i jeres lille pige, når hun eksploderer i en skrigetur eller i et raserianfald. Man ønsker jo kun at hjælpe med f.eks. at give hende tøj på, når hun skal i børnehaven.

Jeres datter er i færd med en frigørelsesproces fra jer i forhold til hendes totale afhængighed af jer. Hun prøver kræfter med hvad hun selv kan og også med hvad hun selv kan bestemme. Hendes udvikling gør hun får lyst til at gøre ting selv, men det kan jo til tider være svært at få det hele til at lykkes, selv om lysten er der. Dette er rigtig frustrende for hende og hun bliver rasende og skriger.

Den store udfordring som forældre til børn i denne alder, består i at lade hende opleve at hun kan selv, så hun ikke hæmmes i lysten til at udfordre sig selv og kaste sig ud i nye opgaver. Samtidig skal hun rådes og vejledes, og have grænser at bevæge sig i og udvikle sig i.
Som forældre kan man blive helt forpustet over den energi og kraft den lille kan lægge for dagen, i forhold til at udvise den frustration hun føler og oplever.

I skal blive ved med at hjælpe hende, ved at sætte grænser for hende, støtte hende, anerkende hendes vrede og frustrationer, hvilket ikke betyder hun altid kan få det lige som hun gerne vil. Det kan naturligvis være rigtig irriterende for hende, og kan give konflikter (sommetider store og lange), men det er den måde I viser hende, at I passer på hende og hjælper hende i det der er svært for hende at overskue og se konsekvenserne af.

Det kan være en hård og anstrengende periode at komme igennem som forældre (og børn), men den går over…:o)