delebørn
1. september 2005

Jeg skriver til dig fordi vi har et problem, vedr. vores fælles børn.
Vi er blevet enige om at gå fra hinanden og vi har 2 børn. Vi vil gøre det bedst muligst for børnene, derfor har bliver vi begge to, altså både mor og far, valgt at blive i lokal området så børnene kan gå i samme skole. Men bliver vi er nød til at flytte da ingen af os har råd til at blive i det hus vi bor i.
Jeg vil gerne se mine børn mest mulig og har foreslået at de bor hos mig fra fredag eftermiddag til fredag morgen ugen efter, altså deler børn udgifter og børnepenge. Men det mener deres mor ikke at børnene er stærke nok til, hvorimod jeg ikke mener at der kan ske noget ved at prøve. Hun siger, at hun skal have børnene og at jeg kun skal have dem fra torsdag til søndag og en dag i ugen efter, hvilket jeg mene er meget lidt.
Spørgsmålet er, kan børnene tage skade ved at prøve at bo hos mig den ene uge og derefter hos mor.
Håber du gider tage dig tid til at svare.
M.v.h.
Michael S.
_______________________________________________
Kære Michael
Tak for dit spørgsmål.
At opløse et måske mangeårigt forhold er en proces der er svær og smertefuld. Man kan i de allerfleste tilfælde beskrive det som en krise, som hele familien kommer i.
Der er en masse ting der skal tages stilling til, dette både på det følelsesmæssige og praktiske plan.
Jeg kan ud af dit brev læse, at du og din kone er enige om, at I skal skilles og at I på allerbedste vis forsøger at gøre det så lidt smertefuldt for jeres børn som muligt.
Jeg kan ikke ud fra dit brev vurdere, hvad der vil være den bedste løsning for jeres børn i forhold til hvordan de skal bo hos dig og din kone. Det vil kræve et meget nøjere kendskab til jeres situation, og til jeres børn.
Det er ofte, at forældre diskuterer hvor og hvordan børnene skal bo. Det er en meget svær situation som forældre pludselig at skulle slippe den daglige kontakt og samvær med sine børn. Dette er ofte noget der kan give store konflikter, at skulle komme overens med hvordan børnene skal bo hos henholdsvis mor og far.
At du og din kone har valg at bo i nærheden af hinanden, så børnene kan gå i samme skole og holde deres sociale kontakter er en god løsning for jeres børn.
Jeg ved ikke hvor gamle jeres børn er, men det er ideelt for børnene, at kunne besøge den anden forælder når de har lyst, og dette kan jo lade sig gøre når I har valgt, at skulle bo relativt tæt på hinanden. Når afstanden mellem jer er kort, slipper jeres børn for lang transporttid i hverdagen.
Om jeres børn skal bo en uge hvert sted eller fordelingen skal være anderledes afhænger af mange ting, og det må altid være hensynet til børnene der vejer tungest i beslutningen.
Det er en god ide at tale meget med børnene om hvad der skal ske, og om hvordan fremtiden vil se ud for dem. Hvordan I taler med dem må afpasses efter deres alder, men de har brug for stor støtte og omsorg i denne periode og specielt fra både dig og din kone.
Jeg kan se, at I formår at lægge et ”børneperspektiv” på de beslutninger I tager, om hvordan hverdagen vil kunne hænge bedst sammen for børnene og det er rigtig godt for jeres børn og er et rigtig godt udgangspunkt og en god og fin måde at støtte jeres børn i denne nye situation.
Det vigtigste i denne situation er dog, at det er jer voksne der tager beslutningen om hvordan det skal være. Børnene er ikke i stand til selv at vælge, før de er meget store, og så kan det også alligevel være meget svært for dem
Når I fortæller dem om den beslutning I har taget om hvordan I skal bo, er det godt, at I begge er der og fortæller og viser børnene at I er enige om denne beslutning og at den er taget i fællesskab.
Det er meget vigtigt, at børnene på ingen måde føler sig ansvarlige for den beslutning der bliver truffet.
Jeres børn må ikke blive inddraget i den konflikt i som voksne har om, at finde ud af hvordan samværet skal være. Jeg ved dette kan være rigtig svært, når man er fyldt af bekymringer, sorg og fortvivlelse over ikke at skulle have det daglige samvær med det allerbedste man har.
Ud fra dit brev lyder det til at du og din kone er gode til at snakke om og planlægge skilsmissen så nænsomt som muligt for jeres børn.
Om hvorvidt det er skadeligt for jeres børn at prøve din løsningsmodel kan jeg konkret ikke tage stilling til. Men hvis I vælger at ”prøve jer frem”, er det vigtigt I også så kan se nøgternt på det, når I skal tage op til vurdering om den løsning I har valgt er den bedste, eller der kunne være andre løsninger der kunne være bedre for jeres børn.
For øvrigt skal man selvfølgelig altid være åben for at se på, om tingene fungere godt og om der er mulighed for at det kunne være bedre. Uden dog at forstå det som, at beslutningerne altid står til forhandling.
Vær opmærksom på, at en forandring som den I er i gang med tager tid, og det kan tage tid at få tingene til at fungerer og vænne sig til det nye liv, hvor man er mor og far på en anden måde end I har været vant til.
Det er altid en god ide at rådføre sig med andre, enten nogle der kender jeres familie og situation, eller med en udenforstående som kan se på situationen med andre øjne, og råde og vejlede jer.
Det er også en god ide at fortælle skolen og fritidshjem om jeres situation i familien, så de har mulighed for at støtte jeres børn på bedste vis.
Jeg håber I finder en god løsning og kommer til enighed, så I kan forsætte jeres store omsorg og hensyntagen til jeres børn i denne situation.
Med venlig hilsen,¨










































