de nye samværsregler omkring mindre børn

Den 1. oktober 2007 trådte en ny forældreansvarslov i kraft. I vejledningen af de nye regler står der under punktet ”Samvær med mindre børn”: ”Hvis barnet og samværsforælderen allerede på tidspunktet for fastsættelse af samværet har etableret en følelsesmæssig relation, vil der i mange tilfælde kunne fastsættes samvær med overnatning med små børn i 9-12 måneders alderen.”...


Hej Charlotte

Ifølge den nye forældreansvarslov er det nu muligt for samværsforælderen, at have samvær med overnatning fra barnet er 9-12 måneder gammelt.
Men jeg forstår det ikke. Hvordan kan det være i barnets tarv? Barnet forstår jo ikke hvorfor mor ikke er der. Vil det ikke opleve det som et kæmpe svigt?
Tidligere var det sådan at samvær med overnatning først var noget samværsforælderen kunne kræve når barnet var 2 - 2 1/2 år, hvilket jeg finder meget mere passende, da et 2-årigt barn kan forstå at når mor går, kommer hun også tilbage.
Min søn er absolut ikke klar til at sove ude, og jeg kan ikke bære tanken om, at han vil opleve at jeg svigter ham. Jeg har været alene med ham fra han blev født. Han er 1 år nu, og faren har stadig samvær hos os.
Kan han virkelig gå ind og kræve samvær med overnatning? Og vil det ud fra et psykologisk synspunkt, være klogt og ansvarligt? Er så små børn klar til det?

____________________________________________________

Hej

Tak for dit spørgsmål.
Når man taler om samværsaftaler for helt små børn, er udgangspunktet, at barnet har meget brug for tryghed, nærhed og forudsigelighed. Barnet har brug for at have det man kalder en tryg base at vokse og udvikle sig i. Det betyder din dreng har brug for at være fast hos dig og at far kommer på besøg, lige som du beskriver I har gjort.
De første ca. 6- 9 måneder af et barns liv, ved det ikke at når mor går, kommer hun hjem (tilbage) igen. De kan tro hun er forsvundet for altid, hvis hun er væk mere end nogle timer af gangen.
Børn helt op til 3 års alderen kan have det svært med at mor eller far (den primære omsorgsperson) er væk mere end få dage, og de kan forsat tro, at de er forsvundet for evigt.
Ud fra et psykologisk synspunkt, kan man ikke lave samværsaftaler omkring små børn, som man laver med større børn. Først når barnet er omkring 2½ - 3 år, kan man forklare barnet hvad der skal ske og hvordan, på en måde som gør det muligt for dem at forstå hvad der skal ske, og at mor og far kommer igen selv om de tager hjem og er væk fra barnet en tid.
Din søn som fra fødslen har været hos dig og har haft samvær med far udelukkende hos dig, vil ikke kunne forholde sig til pludselig at skulle være væk fra dig. Man vil altid skulle forholde sig til hvor meget og hvor ofte far har været inde i billedet og dermed hvor knyttet han er til sin far. Hvornår man kan starte med overnatning vil selvfølgelig altid være forskellig ud fra hvordan samværet har været tilrettelagt.
Når man taler om samvær for helt små børn skal der altid være meget fokus på hvordan barnet reagerer, og det skal i starten kun være korte samvær med den som ikke bor sammen med barnet og gerne med den primære omsorgsperson tilstede. Jeg kan læse, at du har sådanne aftaler med din søns far, og det er en god løsning set ud fra jeres søns synspunkt. Det er vigtigt at udgangspunktet altid er barnet behov og ikke kommer til at handle om, hvad der er mest retfærdig for forældrene.
Barnet skal kunne føle sig tryg ved samværet og det vil kun ske hvis den primære omsorgsperson er tilstede.
Når I begynder med samvær hvor du ikke er tilstede skal I starte med at gøre det i korte tidsrum, måske du kan gå en lille tur så din søn stadig er i vante omgivelser, når han skal være alene med far i starten.
Hen af vejen kan i udvide tidsrummet og far kan starte med at gå en lille tur med ham i barnevognen. Hvis I kan finde ud af det, vil det også være en god ide du er med de første gange hvor han er hos far i hans hjem. Det er vigtigt din søn fornemmer på dig, at det er ok at være der og at du synes det er ok. Det er også godt, hvis der er nogle rutiner der kan være de samme hos far som hjemme hos dig. Og hvis han har en bamse eller andet han er glad for og føler tryghed ved, skal denne med når han er hos både mor og far.
En deleordning hvor barnet er lige meget hos begge forældre bør først vælges og gennemføres når barnet er så udviklet, at det kan forstå en sproglig forklaring på at mor/far kommer tilbage igen.
Deleordning omkring et helt lille barn vil altid kræve et godt og nært samarbejde mellem forældrene, og det vil kræve af jer, at I også formår at være en del sammen begge to omkring jeres barn. I er nødt til at forvalte samarbejdets kunst, når det gælder at få givet hinanden informationer om jeres lille barn. For at skiftet mellem at være hos mor og far, vil kræve at I får formidlet til hinanden hvordan det er med barnets forskellige rytmer omkring sovetider, spisning mm., for det er ting, der ændrer sig med hastige skridt i denne periode hvor barnet er lille.
Hvis barnet er under 3 år når det skal være flere dage på skift hos forældrene, vil det bedste være hvis I magter at besøge hinanden når barnet er hos henholdsvis mor og far.
Jeg ved at disse ting for mange kan være svære at gennemføre, men ser man på det ud fra et barneperspektiv vil det være det bedste. Alle undersøgelser viser, at det er lettere for børn at være på skift hos forældrene, når de har en god tone hinanden imellem og formår at tilrettelægge samværet ud fra barnets behov.
Børns Vilkår har i 2007 udgivet en ny lille bog der hedder: Skilsmissefamilien – gode råd og redskaber til forældre. Det er en lille bog som på en god og overskuelig måde formidler om de ting der kan være svære, når man vælger at være familie på en anden måde end at bo sammen.
Jeg håber du kan bruge mit svar. Du er velkommen til at skrive igen, hvis du har yderligere spørgsmål.

Venlig hilsen