danone får endnu en bøde

Den franske mejerimastodont Danone er blevet idømt en bøde på 10.000 kr., for i en tv-reklame på TV2 at anprise produktet Actimel som sygdomsforebyggende.

Bøden kommer efter anmeldelse fra forbrugerorganisationen Danmarks Aktive Forbrugere.

"I praksis er der tale om at Danone har taget en A38 og tilsat dobbelt så meget sukker som i en almindelig frugtyoghurt, og så markedsført det som om det forbedrer ens immunforsvar og forhindrer f.eks forkølelse. Det er grov svindel", siger Klaus Melvin Jensen, Kampagneleder i Danmarks Aktive Forbrugere.

Det er tredje gang i år at Danmarks Aktive Forbrugere har taget Danone i lovovertrædelser. I februar fik Danone en bøde på 10.000 kr. for at for at vildlede omkring produktet Actimel. Danone påstod at produktet ikke indeholder tilsætningsstoffer.

I juni fik Danone et påbud om at stoppe ulovlig markedsføring af Danonino produktserien, som blev markedsført med sloganet: "Uden almindeligt sukker - kun med naturligt sukker fra frugt". Dette på trods af at produkterne er tilsat store mængder druesukker.

"Der tegner sig desværre et klart mønster af at Danone trods bøder og påbud fortsat bevist bryder fødevarelovgivningen. Vi opfordrer derfor fødevaremyndigheder til fremover at udskrive betydeligt større bøder i denne type sager. Dette vil forhåbentligt kunne få virksomheder som Danone til at respekterer lovgivningen," siger Klaus Melvin Jensen.



Kilde: Danmarks Aktive Forbrugere, 9. august 2005. Illustration: Danmarks Aktive Forbrugere