at blive storebror og starte i børnehave

Hej Charlotte,
Vores søn skal starte i børnehave den 1. august, og da jeg har termin ultimo juli, bliver han storebror stort set samtidig. Vi er i tvivl om, hvordan vi skal gribe hans start an, når nu han samtidig oplever en så stor omvæltning derhjemme.
Det skal siges, at han vil være 2 år og 10 mdr. til august. Han går i dag i vuggestue og skal starte i børnehave i en anden institution. Stort set alle andre børn i vuggestuen skal fortsætte i den børnehave, der er tilknyttet til vuggestuen.

____________________________


Tak for dit spørgsmål.
Hjertelig tillykke med at du skal have endnu et barn og at din søn skal være storebror.
Det er jo dejligt at blive storebror, men som du skriver er det også altid en stor omvæltning for den store at blive storebror eller -søster både på godt og på ondt, og det er også altid en stor omvæltning og udfordring at være forældre til to børn. Det har barnet på ingen måde forudsætning for at forstå, og det er godt at I som forældre er forberedt på denne situation.

Der er faktisk mange der mener at den bedste aldersforskel mellem søskende er omkring tre år. Barnet begynder i denne alder så småt at frigøre sig fra den helt tætte tilknytning til forældrene, og har som oftest fået et sprog, så det er muligt at gøre sig forståelig i en gensidig verbal kommunikation. Selv om forældre og børn naturligvis rent sprogligt har forskellige forudsætninger og forstår ord og begreber forskelligt, så er der mulighed for at kunne tale sammen. Som lille treårig begynder man at være sig selv bevidst og er begyndt at knytte små venskaber i leg med andre børn. De fleste børn på tre år er ofte glade for og interesserede i små børn og nogle børn begynder også i denne alder at ønske sig at få en lillebror eller søster (selv om de ikke ved hvad det medfører, for det har de ingen forudsætninger for at kunne gennemskue).

Der skal ske store ting i den kommende tid for din dreng og for jer forældre. Det er jo stort at skulle starte i børnehave, og det er stort at skulle sige farvel til vuggestuen. Det er altid vigtigt at få sagt ordentligt farvel og få sat en markering med et farvel. Samtidig skal der siges goddag til en ny børnehave med nye voksne og nye børn og det er en omvæltning af de store, både for barn og forældre. Madkassen skal indkøbes til børnehavetiden og det er for mange en ”festdag” at skulle indkøbe dette, fordi det for barnet er med til at markere der skal ske noget nyt og udfordrende.

Måske er du gået på barsel og har mulighed for at besøge børnehaven med din dreng et par gange inden du skal føde, så både du og han bliver trygge ved det sted han skal starte til august. Få evt. at vide hvem der vil være jeres ”kontaktperson” i børnehaven, så I både har et navn og ansigt på, når I skal tale om det derhjemme. Hvis det er muligt, kunne det også være en ide at få aftalt et møde med børnehaven inden du føder, hvor I fortæller om jeres dreng og om jeres familie, og hvor I bliver orienteret om hvordan de arbejder i børnehaven. Aftal indkøring med børnehaven og indret jeres indkøring i børnehaven sådan, at kontaktpersonen er der, når jeres dreng kommer i starten, så I kan fortælle ham at hun er der og vil tage imod jer når I kommer.

Hvis din mand er hjemme på ferie eller barsel når jeres dreng skal i børnehave, er det måske en god ide at det er ham der kører ham ind i børnehaven. På denne måde vil ”afgangen” til børnehaven ikke komme til at afhænge af om den lille lige skal have mad eller skiftes inden i går, og det er muligt for din mand at give jeres dreng den fulde opmærksomhed i børnehaven når de er der.

Hvor lang en indslusning I skal regne med er svær at sige, men mit bud vil være at 14 dage er nødvendigt, men det afhænger selvfølgelig af ,hvordan jeres dreng har det med at skulle nye ting og indgå i nye relationer. Måske vil han reagere på at mor er derhjemme og derfor også har lyst til at være derhjemme. Mit råd vil være at I prøver at give jeres dreng en rytme med at skulle i børnehaven hver dag, så han kan finde en tryghed i at vide hvordan hans dag ser ud. Det betyder selvfølgelig ikke at han aldrig kan holde en lille fridag, men blot at udgangspunktet er at han kommer af sted de allerfleste dage, måske kan han så få kortere dage i børnehaven i stedet for.

Jeres dreng vil naturligt reagere på alt det nye der sker for ham og jer og han vil naturligvis have brug for jeres støtte til at klare alle de nye udfordringer. Det er vigtigt at I fortsat er opmærksomme på at det er en store forandring for ham, både at blive storebror og starte i børnehaven. Når man bliver storebror har man ekstra brug for at føle sig set, elsket og forstået og man har også ekstra brug for at få lov til at blive ved med at være lille. Nogle børn begynder i en periode at ”spille baby” som den lille ny, og det skal han have lov til, fordi han på denne måde er ude i at eksperimentere og sikre sig at mor og far stadig elsker ham og holder af ham.

Han prøver at finde ud af hvordan det nu lige er at være så lille og f.eks. skal pusles og sidde hos mor og spise. Måske vil han også prøve at ligge i liften eller pusles på puslebordet igen eller andet. Det er helt ok og det skal I blot lade jeres dreng gøre hvis det opstår. Jeres dreng vil også være stolt af det han kan i forhold til den lille, så I skal bare spille med på disse babylege hvis de opstår, de vil forsvinde igen.

Det kan også være en god ide at lave nogle ting med ham alene sammen med mor og far uden den lille er med, f.eks. gå på biblioteket eller svømmehallen eller hvad han nu kan lide at lave, så han på denne måde ind imellem har jeres fulde opmærksomhed - helt for sig selv. Dette er også godt at gøre i jeres dagligdag, når I f.eks. putter ham om aftenen. Hvis I har en fast rytme for hvordan i afslutter dagen med godnathistorie og en lille sang, så bibehold denne rytme, så noget er som det plejer og han har jer helt for sig selv uden at skulle dele!

Lad ham være med i de praktiske ting omkring baby som han har lyst til. Der er jo mange ting man kan ”hjælpe til med”, når man er tre år, og det vil han måske også have lyst til at udforske.
Jeg ønsker jer alt mulig held og lykke og håber I kan bruge mit svar.

Der ligger her på BarneGuiden flere andre gode spørgsmål om det at få søskende, som I måske kan have glæde af at læse.

Mange venlige hilsner og tanker fra