barn vidne til voldsomt opgør

Hej Charlotte,
Vi er havnet i en meget ubehagelig situation, som vi ikke kan overskue, ej heller håndtere. Den har sat rigtig mange tanker og spekulationer i gang, og har udviklet sig til et sandt mareridt.
Baggrunden er at min datters forhold til sin kæreste igennem de sidste 3 år smuldrer, og det er ikke nogen lykkelig skilsmisse. Men ud over nogle uheldige skænderier og overensstemmelser med delingen af boet er der ikke noget nævneværdigt. Der er ingen værdier at slås om, og værdier og gæld går i nul. De tre børn har min datter fra et tidligere ægteskab.
Men under lidt mundhuggeri mellem mig og min nu tidligere svigersøn om udlevering af mit ældste barnebarns playstation spil, sker der noget meget ubehageligt.
Min tidligere svigersøns far dukker pludselig op, og kommer fuldstændig uforvarende skrigende med dødstrusler mod min datter, som ikke er til stede, og hendes ældste datter på 9 år, som står ved min side og vil have sine playstation spil. Hans eksakte ordlyd er, "Sker der noget med min søn, skyder jeg din datter og dit barnebarn”.
Jer er i chok og forlader øjeblikkeligt lejligheden med mit barnebarn i hånden.
Min tidligere svigersøns far har de sidste 5 måneder delt lejlighed med sin søn, min datter og hendes børn, da hans kone har smidt ham på porten. Naturligvis til min datters store ærgrelse.
Men hvordan kan det være at min tidligere svigersøns far pludselig kommer med dødstrusler mod min datter og mit barnebarn, endda imens barnebarnet er til stede, under et banalt skænderi mellem hans søn og mig over nogle playstation spil til børn?
Det er i første omgang ikke noget man forventer fra et normalt menneske, men den banale situation taget i betragtning fremstår disse trusler fuldstændig absurde!
Min datters tidligere svigerfar har ikke før udvist sådan en adfærd, og har optrådt som omsorgsfuld svigerfar og "pap" bedstefar de sidste 3 år. Hvilket gør situationen fuldstændig absurd og uforståelig. Disse trusler kom som et lyn fra en klar himmel.
Nu 5 dage efter episoden er stort set hele familien involveret. Og vi er både grædefærdige og rasende. Vi ved ikke hvordan vi skal håndtere situationen, eller hvorfor nogen kan finde på at komme med sådanne trusler, over noget så banalt.
Har I et bud på potentielle forklaringer på hvorfor svigerfaderen kommer med sådanne trusler, imens mit barnebarn hører det.
Og tror I at formålet kan være at "lukke munden" på hende, for at dække over noget hun måske ikke skal fortælle videre?
___________________________________________

Hej,

Tak for dit spørgsmål til mig her i brevkassen.
Det er en rigtig grim oplevelse du har været udsat for, og ikke mindst dit barnebarn på ni år har været udsat for. Du fortæller ikke noget om hendes reaktion og om hvordan I har talt med hende om episoden efterfølgende. Jeg betragter det som en meget alvorlig oplevelse for dit barnebarn og tænker at det er det der skal være i fokus i jeres tanker.
I det hele taget er det så vigtigt i skilsmissesager at se tingene fra børnenes perspektiv. Der findes ikke bare ulykkelige ægteskaber. Der findes også ulykkelige skilsmisser, og vores børn betaler en stor pris i disse og fortjener vores fulde opmærksomhed, så meget det er muligt for os at give og gerne lidt mere til.
Når dit barnebarn har hørt på trusler der går på at slå hendes mor og hende selv ihjel har hun været udsat for en aldeles voldsom oplevelse, som hun skal have hjælp til at forholde sig til og til at bearbejde.
Hun skal gives mulighed for at tale om det, tale om sine følelser og tanker og den angst som dette må indebærer for hende. Mon din datter har talt med skolen om at hun nu er flyttet fra sin kæreste. Hun skal fortælle om det, så skolen har mulighed for at støtte dit barnebarn og være lidt ekstra opmærksom på hende i denne tid, hvor hun har brug for noget ekstra omsorg og forståelse for at hun befinder sig i en situation, der ikke er let for familien og som påvirker alle. Måske kunne det være en ide at undersøge om dit barnebarn kunne få en samtale med skolepsykologen, for at få sat ord på sin oplevelse til en udenforstående.
Jeg kan ikke fortælle dig, hvad det er der får din datters svigerfar til at reagere så voldsomt og uhensigtsmæssigt som han gør med at formulere meget voldsomme trusler, mens dit barnebarn hører på det og er til stede. Han har åbenbart ikke kunne tæmme sine følelser og de har overtaget hans fornuft, hvilket desværre kommer til udtryk i de beskrevne voldsomheder.
Hvis I på anden måde skal i kontakt med kæreste eller dennes far, er det vigtigt at denne kontakt foregår mellem de voksne og at børnene på ingen måde er deltagere i dette. Det er altid et voksenanliggende at få orden på de ting der skal ordnes, børnene skal holdes udenfor og skal ikke være deltagende.
Det lyder som en meget svær situation din datter er i, og jeg vil anbefale hende at få noget hjælp til at takle situationen på bedste vis, for hendes egen og sine børns skyld. Jeg kan læse at I som familie støtter godt om din datter og børnene, og det er meget fint og vigtigt for dem i denne her situation. Men nogle gange kan det også være godt at tale med en udenforstående person, som ikke er følelsesmæssigt involveret.
Jeg vil råde jer til, at få noget hjælp/rådgivning anderledes end jeg kan give jer her i brevkassen, så I igen kan få skabt noget ro i familien, det har din datter og børnene brug for.
Jeg håber du kan bruge mit svar.
Jeg ønsker jer alt mulig godt i tiden fremover og håber for din datter og hendes børn at de voksne i dette her, formår at takle tingene på en for børnene hensigtsmæssig måde.

Venlig hilsen,