banditten børstes bedrifter!
28. marts 2011

Titel: Børste
Forfatter: Annette Bjergfeldt
Illustrationer af Kirsten Raagaard
Forlag: Forlaget Alvilda
Bestilling: Online>>
Pendant til Pippi
Mangler I en sjov, munter og overraskende fortælling til sengekanten, så er der godt nyt fra forlaget Alvilda. ”Børste” hedder bogen om pigen af selvsamme navn. En frisk, anarkistisk og fræk 7 – 8 årig pige, der på mange måder er en moderne pendant til den elskelige Pippi. Børste er også forelsket i livet, vild med brusende hindbærsodavand og så kan hun lide at sige sin mening. Hun er ærlig som bare pokker og det er befriende, skønt og forfriskende.
En rigtig ven
Børste er på mange måder indbegrebet af den retfærdige pige vi gerne vil se. Som navnet antyder, er Børste ikke helt som andre piger. Faktisk er hun både vild og fræk. En rigtig drengepige! Derfor har Børste da heller ingen veninder og drømmer om en ven. Hun længes! Og her får historien den dybde vi gerne vil se samtidig med at vi kan more os over Børstes herlige og umiddelbare væsen.
Børste får sig en rigtig ven, da Ludvig flytter til kvarteret. Nu bliver Børste den gode ven til Ludvig, der også har brug for en rigtig kammerat, og så er Børste i øvrigt sød mod sin ven naboen fru Potersen. Fru Potersen er en elskelig gammel dame med et barnebarn der, når han prutter, ”rydder op i numsen”. Så kan vi selvfølgelig ikke lade være med at overgive os til latteren endnu en gang, og glæde os over Annette Bjergfeldts debut som børnebogsforfatter.
Børstes eventyr
Bogen om Børste er skrevet så både de små og de større børn vil elske den, ligesom de voksne vil glæde sig til læsetimen. Her er mange fine sproglige detaljer og finesser, det er en fryd at iagttage danse hen over papiret, mens historien om den skønne Børste udspiller sig. I tilgift får vi en cd med titelsangen vedlagt og også det er sand fryd og fornøjelse. Her er det naturligvis også Annette Bjergfeldts smukke stemme vi får lov at lytte til. ”Børste” fortjener ros og bifald til såvel forfatter som illustrator. Vi håber, at vi må få lov at følge Børstes bedrifter fremover. Hun er nemlig en gæv lille bandit!










































