Babykaos

Mange nybagte forældre har forventninger om, at den første tid med baby bliver harmonisk og lyserød. Men sådan er det langt fra altid, skriver forfatteren til bogen "Babykaos", Tine Schrøder Lunøe.
For fem år siden blev hun mor til en baby, der ikke ville sove, som græd meget, og var urolig og utilfreds. Det var en hård tid.
”Inden man bliver mor, kan det være svært at forestille sig, hvor krævende det er at få børn. Og med en baby, som er vanskeligere end normalt, kan der opstå nærmest kaotiske tilstande i en lille, ny familie”, fortæller Tine.
I sin søgen efter måder at takle de nye, store udfordringer på, stødte hun på begrebet High-need baby. Begrebet er blandt andet beskrevet af den amerikanske børnelæge William Sears i hans bog The Fussy Baby Book. Det er på baggrund af denne, sine egne erfaringer og andre forældres erfaringer, at Tine Schrøder Lunøe har skrevet bogen Babykaos. Sådan overlever du din high-need baby.

Få tilliden til dig selv tilbage
Mange forældre vil kunne nikke genkendende til den frustration og magtesløshed, som bogen beskriver. Når man står med et utrøsteligt og uroligt barn, er mange af os hurtige til at konkludere, at der må være noget galt med vores evner som forældre. Tines nye bog kan i høj grad være med til at give opgivende forældre modet tilbage, for det har stor betydning at vide, at man ikke er den eneste, der har oplevet den magtesløshed og det kaos, som følger med det at stå med et utrøsteligt og uroligt barn. Samtidig rummer bogen rigtig mange gode tips og ideer til, hvordan man overkommer hverdagen, bliver klogere på sin baby og sig selv, og får plads til også at nyde tiden.

Ikke en diagnose, men en kategori
Som Jesper Juul skriver i bogens forord, så er ”high-need-baby” ikke en diagnose.
”Ikke desto mindre er det fordelene ved en sådan beskrivende kategorisering, der for mig vejer tungest: forældrenes lettelse når de genkender sig selv og deres barn i bogens beskrivelser, og som gør det muligt endelig at give slip på mistanken om, at de har gjort alting forkert i barnets korte liv. Også for barnet betyder denne lettelse og det langsigtede perspektiv en forøget livskvalitet, fordi det ikke mere skal opleve sig selv som en umådeligt frustrerende byrde for omgivelserne”, skriver Jesper Juul, som ikke er i tvivl om, at bogen vil give mange forældre hjælp og opmuntring.

Se også:
Facebooksiden: Orkide børn