Astrid Lindgren åbner døren til magiens verden!
17. januar 2012

Titel: Astrid Lindgrens allerbedste historier
Forfatter: Astrid Lindgren
Forlag: Gyldendal
Bestilling: Bestilling online >>
Klassiker
Variationen er stor og imponerende. Indlevelsen ligeså fantastisk og fin. Sproget smukt og poetisk. ”Astrid Lindgrens allerbedste historier” består af en perlerække af den svenske forfatters mange kendte såvel som mere ukendte historier for børn. En rejse til fantasien verden, hvor uskylden og glæden har hjemme!
Knuselskelige karakterer
Astrid Lindgren hører til på ethvert børneværelse. I et ethvert hjem! Med sin unikke forståelse for barnets begrebsverden og sfære, rækker hun hånden ud til sin læser på fornemmeste vis. Som voksen er det en udsøgt fornøjelse at læse højt, af Astrid Lindgrens fortællinger, der i den grad ligger godt i munden. Mundret, let og levende formåede hun at skrive om hverdagen og fantasiens land ikke mindst. Hun forstod om nogen, at skabe stemninger og billeder, som både barnet og den voksne straks kunne fange og tage til sig. Oftest med et smil på læben.
Nuanceret forfatterskab
I” Astrid Lindgrens allerbedste historier” møder vi ganske mange forskellige fortællinger fra den dygtige forfatters hånd. Heraf flere i uddrag. Som eksempel de elskede og velkendte glade historier med Pippi Langstrømpe (Pippi finder en spunk) og Emil fra Lønneberg (Emil og suppeterrinen). Særligt bemærkelsesværdigt er det, at vi også får lov at glæde os over de mere tænksomme, triste og tårepersende fortællinger, som I Skumringslandet, Allerkæreste Søster og Pelle flytter til Komfusenbo. De er med til at vise, hvor vidtfavnende den svenske forfatterinde var. For også barndommens land kan som bekendt indeholde sorg, smerte og spekulationer. Det formidler Astrid Lindgren flot.
Frydefyld fantasi!
Den ny samling af Astrid Lindgrens historier til oplæsning, udmærker sig ikke mindst ved at have genoptryk af de oprindelige illustrationer af Ingrid Vang Nyman, Ilon Wikland, Björn Berg, Hans Arnold, Kristina Digman og Marit Törnqvist. Disse illustrationer gør samlingen af Astrid Lindgrens dejlige og kloge fortællinger endnu mere levende, fine og vedkommende. Hvor er det overordentlig skønt, at kunne lade sig fange af stemningen og glide ind i fantasiens vidunderlige verden. Bogen her giver om noget lyst til at dykke endnu dybere ind i forfatterskabet, og læse mere i en fart. Vi skylder stadig Astrid Lindgren stor tak for at fylde os med drømme, glæde og mod.










































