arthur 3: de to verdener
18. april 2011
Mærkværdig triologi om Arthur
Første film med drengen Arthur (2007), der ved et tilfælde rejser til parallelverdenen hos Minimoysernes folk, var jeg i den grad fascineret af. Da filmen sluttede, var Arthur returneret fra Minimoysernes land, hvor han var blevet forlovet med landets prinsesse Selenia, og havde fundet sin forsvundne bedstefar. I fortsættelsen (2009) kunne vi følge Arthur, der skulle vente 10 fuldmåner på genforeningen med sine mikroskopiske venner – deraf navnet Minimoysere – men nu får tingene en uventet drejning, da Arthurs rejse bliver spoleret af den onde diktator Maltazar. Maltazar er underverdens ondskab, og han vil bekæmpe de gode Minimoysere. Desværre slutter film nummer to skuffende og brat, uden en slutning eller forløsning. Udenfor skik og brug, bliver publikum opfordret til at komme i biografen igen og se, hvad der sker i film nummer tre.
Uhyggelig zombie på 3 meter
Nu er vi tilbage, for at se Arthur og Maltazar aflutte her i opgørets time i ”Arthur 3: De to verdener”. Denne gang i en film, der er meget voldsom, og som først og fremmest adskiller sig væsentligt fra det børneunivers, de første film foregår i. Filmene er da også mærket ”Frarådes børn under 7 år.” En mærkning, jeg oprigtig vil anbefale forældre og andre velmenende voksne, at skrive sig bag øret. I biografens mørke ér indtrykkene betydelig voldsommere, når den tre meter vansirede zombieuhyre Maltazar er klar til at lægge hele Arthurs hjemby øde med al sin vold og ondskab. Mikset af realfilm og computeranimation gør det ikke nemmere for børn, at forholde sig til ødelæggelser og farer, der hele tiden lurer.
Kitsch, kliche og kunstigt
Handlingen bliver i løbet af filmen netop flyttet ud i Arthurs menneskeunivers. Arthurs legetøj bliver levende og vigtige brikker i det store og endelige slutopgør om Arthurs hjemby, som oser af vold og dramatik. Det er næsten som at se en science fiction film, hvor bizare og groteske elementer kommer til at stå stærkt. Og så er det alligevel milevidt fra god science fiction. To ord, der presser sig på er kliche og kitsch! På den ene side er Arthurs familie blevet så sukkersød, at det er kvalmende og kikset. På den anden side har vi selve 50’er-amerikaner-stilen, der minder om noget fra en Coca Cola reklame! Og så er der selve de dramatiske og aktionfyldte scener, hvor jeg ikke rigtig bliver fanget af det, men sidder og kigger irriteret på billederne af byen, hvor fortovene er alt, alt for rene og pæne. Kunstigt og ja, kitschet!
Smagsdommeri og børns mening
At dette er en triologi af den franske filmmester Luc Besson, har jeg ganske enkelt meget svært ved at se. Det eneste der får mig til at tro på det, er det særdeles vigtige faktum, at ungerne generelt synes det er en helt fin film. Så meget at de da gerne vil se den på DVD. Engang. ”Men mor, jeg behøves altså ikke at få den. Det er ok, at vi nøjes med at låne den” sagde min tænksomme datter. Hendes kommentar til filmen var i øvrigt, at hun savner Minimoyserne univers, men synes at Arthur er sød og sej. Ja, det kan der være noget om!
