anderledes end andre 5-årige
14. oktober 2010

Jeg er blevet kaldt til samtale i børnehaven, da de gerne vil have en fysioterapeut eller ergoterapeut til at vurdere mit barn.
Jeg har fået at vide, at han har svært ved at sidde stille når de spiser - blot en lille berøring, så er han urolig. Han kan ikke modtage en fælles besked ved samling og han kan ikke gennemføre en opgave som består af flere dele f.eks gå på toilettet, tage jakke på og gå ud på legepladsen. Han når højst at gå på toilettet, og så har han "glemt" alt det andet. Han kan gå i gang, og så kan han falder i staver eller begynde på noget helt tredje. Pædagogerne siger, at de kan se at han ikke er uartig og de kan se at virkelig gerne vil, men han kan bare ikke. Der er bare for meget uro - han bliver distraheret af lyd, lys og berøring fra de andre børn.
Han er vellidt blandt de voksne og de andre børn, han har mange kammerater, og han kender de sociale spilleregler. Han er et utroligt kærligt barn, og trøster gerne sine venner hvis de slår sig osv.
Jeg har godt lagt mærke til, at han ind imellem kan være svær, at komme i kontakt med, men hvem er ikke det, når man er begravet i en leg, tv eller andet - har jeg tænkt...
Jeg har altid sat mig på hug og søgt øjenkontakt, når jeg har bedt ham om noget, og har ikke lagt noget i det. Jeg har dog haft meget fokus på ham ved middagsbordet, for ellers vil han gerne rejse sig før han er helt færdig med at spise osv.
Jeg har spurgt pædagogerne om de har oplevet lignende tilfælde af andre børn med de samme "problemer" nede i børnehaven, men det har de ikke. Så tænker jeg jo... hvad er der galt med min søn, og hvad kan jeg gøre for at støtte ham, der er er ulidelig lang venteliste på en terapeut, når det går gennem kommunen. Jeg er glade for at de tager hånd om det, men hvad kan jeg indtil der sker noget, og hvad "fejler" han ??
__________________________________________________
Tak for dit spørgsmål.
Din dreng er 5 år gammel, og jeg tænker derfor, at det bl.a. er i forhold til skolestart, børnehaven nu er opmærksom på din søns udfordringer/ vanskeligheder på forskellige områder i forhold til, om han er skoleparat eller skolemoden.
Alle børn er indimellem meget uopmærksomme og aktive af flere forskellige grunde. Jeg læser det som, at din dreng i længere tid har haft vanskeligheder på disse områder, og at det er derfor børnehaven reagerer og vil indkalde forskellige faggrupper, for at få ham vurderet og undersøgt, for at kunne støtte ham bedst muligt i sin videre udvikling.
Du kan genkende flere af tingene hjemme fra, og har lagt mærke til, at der skal nær og direkte kontakt med ham, når han f.eks. skal have en besked. Du sætter dig på hug og får skabt øjenkontakt med ham, når du giver ham en besked. Dette er en rigtig god ting at gøre med børn, der kan have det svært med at skulle gå fra en aktivitet til en anden.
At et barn lader sig forstyrre og har svært ved at udelukke påvirkninger ude fra, kan der være flere grunde til. Jeg vil ikke her kaste mig ud i at vurdere hvad grunden er for din dreng, men det er godt og meget hensigtsmæssigt, at finde ud af hvorfor, for at hjælpe ham til at udelukke stimuli på forskellig vis, og holde koncentrationen om opgaver han skal løse.
Det er altid svært at få at vide, der er noget der ikke helt er som det skal være med ens barn. Jeg læser det også som at du er bekymret og spekulerer på, hvad der kan ligge til grund for at din dreng har disse vanskeligheder og udfordringer i hverdagen. Jeg kan godt forstå din bekymring og tænker derfor det er rigtig godt at få nogle ind over, der kan give dig en forklaring og råde og vejlede om, hvordan I støtter ham bedst muligt i at lære disse færdigheder, også så du kan blive lidt mindre bekymret.
Du har en lille dreng, der er god til at udvise empati for sine små kammerater. Du skriver også at din dreng er vellidt og kender de sociale spilleregler når han indgår i samvær med de andre børn. At din dreng kan dette er en rigtig god kompetence at have i forhold til at få venner og blive vellidt, det er en social kapital, som børn har behov for.
Jeg forstår det som, at din søn nu er indstillet til nogle undersøgelser, (som der desværre er lang ventetid på i det offentlige system)! Disse undersøgelser vil du tage imod, fordi det ligger dig meget på sinde, at der gives den helt rigtige og nødvendige støtte til din dreng. Du skriver du er glad for at de er opmærksomme på og tager hånd om det i børnehaven, og det er også rigtig fint, for det er vigtigt for din dreng, at få en god skolestart med positive oplevelser.
Hvis et barn i 5-6 års alderen ikke kan leve op til de sociale og intellektuelle krav, der stilles til at være i skolesystemet, er det ikke sandsynligt, at skolen bliver en positiv oplevelse. Man skal naturligvis ikke bare sætte sig og vente på det sker, barnet skal hjælpes og støttes, så det kommer videre i sin udvikling. Det er det opmærksomhedsfokus jeg læser, at der er på din dreng og hans udvikling, både fra dig som mor og fra børnehaven.
Indtil du får noget vejledning fra de mennesker, der skal være med til at vurdere, hvad den bedste hjælp til din dreng er, er der nogle ting du kan være opmærksom på:
For det første er det vigtigt, er at du og børnehaven har en fællesforståelse af din dreng og hans vanskeligheder, så i sammen kan tilrettelægge hvordan I kan støtte ham både i børnehaven og derhjemme.
Sørg for at han får nogle positive anvisninger på, hvad det er du og børnehavens personale gerne vil have han udfører, og hav fokus på det der lykkes for ham.
Giv han meget klare og korte beskeder om, hvad han skal gøre. Husk altid øjenkontakt, når en besked gives til ham – lige nøjagtig som du beskriver du sætter dig i øjenhøjde med ham, når du beder ham om noget.
Lav nogle meget klare regler og grænser, så han nøjagtig ved, hvilke rammer han har at handle i.
Giv ham inden han skal skifte fra en aktivitet til en anden, en ”advarsel” om, at der lige om lidt skal til at ske noget nyt i forskellige situationer, så han har mulighed for at forberede sig på det nye.
Overordnet vil jeg mene det er vigtigt, der bliver skabt:
• Struktur på hverdagen
• Faste rammer i hverdagen
• Forudsigelighed i hverdagen
• Tydelige voksne
Jeg læser i dit brev, at det er netop de ting du er opmærksom på i hverdagen derhjemme. Efter min vurdering vil dette også være vigtigt at få skab i børnehaven.
Jeg håber du får et rigtig godt møde med børnehaven, hvor I sammen får tilrettelagt nogle strategier, der vil hjælpe din dreng til at komme til at klare de udfordringer der er omkring, at skulle forlade børnehave og blive skolebarn, måske til sommer eller næste sommer?
Om et barn er skoleparat, er altid et spørgsmål, som forældre, pædagoger i børnehave og de kommende børnehaveklasselærere sammen må vurdere, og jeg tænker at det er noget af det I skal snakke om når I mødes.
Jeg ønsker jer alt det bedste.
Venlig hilsen










































