2-årig med mareridt
11. maj 2012

Min dreng på 2 år er inden for de sidste 6 døgn begyndt at vågne op om natten. Det sker næsten hver gang med et ordentligt skrig, hvorefter han kalder på en af os. Han sover på eget værelse, som er mørklagt.
Når vi kommer ind til ham er han lysvågen, derfor tager vi ham med ind i sengen til os. Her ligger han og roder rundt og kan ikke finde ro. Det virker som om han er frisk og tror det er morgen og tid til at stå op.
Vi har prøvet flere ting: gentager at det er nat og at han skal sove, nusser ham lidt og vi har også forsøgt at være mere kontant og sige "godnat!"
Vi er ved at være meget desperate, da nattens seance de fleste gange har en varighed på 2 1/2 til 4 timer.
Vi er meget åbne for forslag!
Med venlig hilsen
____________________________________________________
Tak for dit spørgsmål.
Det er altid hårdt at blive afbrudt i sin nattesøvn og man vil bare så gerne finde en forklaring og en løsning, så det kan stoppe igen. Dels fordi man selv trænger til sammenhængende søvn og fordi det er hårdt, når ens barn græder og er plaget af mareridt og urolig søvn.
Når jeres dreng vågner med et skrig, tyder det på at han har mareridt, har drømt noget der har gjort ham bange og utryg. Du skriver han er lys vågen, når I kommer ind til ham, hvilket får mig til at tænke, at det ikke er ”natteskræk” han lider af. Læs evt. om dette her i et tidligere svar i brevkassen .
Det er ikke usædvanligt at børn i 2-års alderen har mareridt. Det der er at gøre, er at trøste ham, berolige ham så han bliver tryg igen. At tage ham ind i jeres seng er en løsning der kan være god, men det virker som om han ikke falder til ro ved det. Har I mon prøvet at stå lidt ved ham, stryge ham på kinden og roligt sige til ham, at mor/far er her, jeg passer på dig, nu skal du sove igen. Putte ham med ynglingsbamsen og putte dem i dynen, alt imens I er rolige og helt stille i stemmen. Når jeres lille dreng har mareridt, har han brug for at mor og far genskaber trygheden. Hvis han ikke falder til ro ved dette er det bedste, lige som I gør, at tage ham ind til jer i jeres seng. Det er jeres ro, der skal forplante sig i ham, så han bliver rolig igen.
I bliver nødt til at finde den store tålmodighed frem og blive ved og være helt overbeviste i jeres stemme og kropsholdning, når I taler til ham og han skal sove igen. Jeg ved det er netop det der er svært, fordi man kan blive helt stresset over at kigge på klokken og vide, at om 4 – 5 timer skal vi op og klare en lang arbejdsdag.
Når man er en lille fyr på 2 år, oplever man meget i løbet af dagen, og små børn gør som alle andre det, at de bruger drømme til at bearbejde dagens mange oplevelser. Drømmene små børn kan have kan være voldsomme, og det er ikke ualmindeligt at børn græder, skriger og snakker i søvne. Han kan formentlig ikke huske drømmene når han vågner, så selv om børn i 2 – 3 års alderen har lidt sprog, er der ingen mening i at ville tale med em om det, med mindre de selv begynder at italesætte det.
I kan også prøve at tænke over, om der er sket noget usædvanligt i jeres og jeres lille drengs liv inden for de sidste dage. Har han været adskilt fra jer? – eller kan der have været ubehagelige oplevelser i hverdagen, enten hjemme eller i pasningsordningen?. Sådanne oplevelser kan nemlig også godt påvirke børns søvn.
Jeg håber I kan bruge mit svar og ønsker for jer, at det blot er en lille periode der hurtig er overstået.
Læs evt. også andre gode spørgsmål om søvn her i brevkassen, der ligger en del, da der er rigtig mange forældre der oplever udfordringer med hensyn til deres børns søvn.
Venlig hilsen,










































