10 år og kan ikke sove

Hej Charlotte.
Min store datter på 10 år er en helt normal sød og dejlig pige. Jeg har intet negativt at sige om mit barn. Hun er virkelig dejlig.
Men hun har i flere perioder været bange. Først var det for spøgelser, så for at jorden skulle gå under og nu siger hun, at hun bliver stresset over ikke kunne falde i søvn. Jeg sidder inde hos hende indtil hun falder i søvn. Hun falder hen med savl på puden, men vågner ligeså snart jeg rejser mig fra sengen.
Inde for de sidste par uger er det blevet værre. Hun sidder og græder og det ender med at jeg giver op. Vi har prøvet i weekenden at sige at hun skal blive på sit værelse. Vi vil gerne putte hende og siger at hun skal lægge sig ned, men hun græder og kan fortsætte næsten hele natten.
Jeg ved ikke hvad jeg gør forkert. Jeg har prøvet at snakke med hende om der noget hun er bange for. Hun forklarer at hun er bange for at miste os forældre og bange for at vi bliver skilt, hvilket slet ikke har været på tale.
Det skal siges, at hun har en handicappet lillesøster som er mental retarderet hun er så sød ved hende også misundelig men hun har god forståelse for hende og jeg har så været syg(blodprop) men det var da hun var lille omkring de 5år så jeg mener ikke at der sket sådan noget alvorligt.
jeg ved ikke om det bare opmærksomhed men det bekrymre mig meget hendes bange faser mener jeg at hun er kommet godt igennem. Men det her er bare så meget anderledes end før men mand mener dog at det er opmærksomhed jeg er lidt bange for at hun har undertrykt nogen følelser som bare vil til overfladen. jeg ved det ikke måske er det ganske normal.
Knus, den meget trætte mor
_______________________

Tak for dit spørgsmål.

Jeg kan i dit brev læse, at det er svingende hvordan, hvornår og hvad din datter er bange for. Jeg vil starte med at fortælle dig, at det er meget almindeligt. Alle børn er bange for noget og for forskellige ting i deres opvækst. Det er de såkaldt "normale frygtformer", der viser deres ansigt på forskellige udviklingstrin. Hver af de forskellige frygtformer hos børn, er knyttet til bestemte aldersperioder.
De tidlige skoleår er en alder, hvor mange børn er bange for uhyrer og unaturlige væsener – spøgelser, hekse, mumier, varulve og vampyrer. Din datter har haft perioder, hvor hun har været bange for spøgelser, men jeg forstår at det ikke er det hun er bange for på nuværende tidspunkt.

Du beskriver at, det der nu bekymrer din datter er, at hun skal miste mor og far og at I skal skilles. Mange børn i den alder din datter har, bliver i en periode bekymret og bange for død, og kan også være bekymret for at kunne præstere det de gerne vil i skolen. Udseende er f.eks. også noget man ofte ser de bekymrer sig om og tænker meget på. Altså overordnet flytter frygten sig fra at handle om f.eks. spøgelser, til at omhandle præstationer og sociale problemer.
Mange børn bliver optaget af forestillingen om sin egen – og andres – dødelighed, og bliver bange for at dø. Det er ikke altid man kan finde nogen grund til at denne angst kommer, ud over at det hører udviklingen til. Men nogle gange kan det være hændelser fra barnets liv i øvrigt, der igangsætter angsten. Det kan f.eks. være hvis barnet har en veninde hvis hund er død, eller en bedsteforælder eller andre barnet er tæt på, eller det kan være hændelser barnet ser og oplever i tv eller andre medier. Det kan få børnene til at begynde at tænke over, hvad der sker med dem når de dør, og de opdager - og får en forståelse af, at når man er død, så er det definitivt, og man kommer ikke igen. Det er for de fleste børn en skræmmende erfaring at få, og kan bevirke de bliver bange.
Disse former for frygt – for præstationer, social status og død – kan forsætte en rum tid og det er ikke ualmindeligt at det kan være til barnet er 11 – 12 år gammelt, for andre kan det endda vare længere indtil og ind i pubertetsalderen.
Når dette er sagt om de naturlige frygtformer, er det naturligvis vigtigt at være opmærksom på, om den frygt barnet oplever og udviser, er mere end det der udviklingsmæssigt er alderssvarende.

Din datter er meget bange for at skulle adskilles fra dig, og som jeg læser dit brev forstå jeg, at det påvirker hende og jer rigtig meget. Din datter har det svært og er påvirket af situationen, og tages hendes alder i betragtning skal hun naturligvis have noget hjælp og støtte til at få brudt denne angstreaktion hun oplever hver aften, når hun skal sove.

Hun er bange for død og bange for at mor og far skal skilles, så det er ting hun gør sig mange tanker og bekymringer om. Det er ikke unaturligt for alderen, at hun er optaget af dette, men det skal naturligvis ikke påvirke hende i en grad, så hun slet ikke kan sove eller falde i søvn alene og betyde at hun holder sig vågen i mange timer.

Hvis det bliver ved, vil jeg anbefale dig at søge noget rådgivning anderledes end jeg kan give dig her i brevkassen. Du kan evt. kontakte din læge eller tale med skolen eller med PPR-psykologen, der er tilknyttet skolen hvor din datter går. Prøv evt. at tage en snak med hende igen om situationen. Fortæl at du og hendes far har snakket om det og er enige om at der skal laves om på det, og at I gerne vil hjælpe hende til at kunne sove alene om aftenen og om natten. Spørg hende, om hun har nogle ideer til hvad I kan gøre, så hun ikke skal være så bange. Lyt på hvad hun siger og lav evt. nogle aftaler med hende, om hvad I sammen vil/kan gøre. Måske kan I lave en aftale om, at I kigger ind til hende når der er gået en vis tid, at I lader et lille lys brænde, at I fortæller hende hvad I laver inde ved siden af i stuen, og at I passer godt på hende selv om I er inde i stuen – eller hvad I kan nå frem til ved en fælles snak om hvordan I løser det og hjælper hende.
Du må prøve at møde hende i en snak om det der bekymrer hende. Når hun siger, at hun er bange for at mor og far skal skilles, så kommer man meget let til som forældre, at sige: ”Det skal du ikke tænke på, for vi skal ikke skilles”. Prøv måske i stedet at møde hende ved at sige: ”Du går og tænker på om mor og far skal skilles, og det gør dig lidt bekymret at have disse tanker, det er da også væmmeligt at tænke på. Kender du andre, hvis forældre er blevet skilt eller skal skilles?” Hvis hun svarer ja, så spørg ind til det. ”Nå for søren - er det Mettes mor og far der skal skilles? Hvad siger Mette til det, er hun ked af det? Hvor skal de bo? Skal hun blive i klassen? Det er derfor du kommer til at tænke på om mor og far skal skilles, det gør dig lidt bange….” osv. osv.
Det vil være godt for din datter, at få lov til at sætte ord på sine tanker og bekymringer og dele dem med dig. Derefter siger du til din datter, at du godt kan forstå, at hun bliver ked af det, når hun oplever, at Mette er ked af hendes mor og far skal skilles og at du tror det betyder, at din datter kommer til at tænke på om det også kan ske at hendes mor og far skal skilles. Du må fortælle hende, at I ikke skal skilles og at hvis det nogen sinde kommer på tale, så vil du fortælle hende om det, så så længe du ikke fortæller om det, så behøver hun ikke at være bekymret for det.

På samme måde kan du tale med hende om, at hun bekymre sig om mor og far vil dø. Mød hende i hendes spørgsmål og snak, lyt til hende og kommenter på det hun siger. Vær nysgerrig på hvad det er hun går og tænker på og udvis forståelse og accept af det hun tænker på. Måske skal du også tale med hende om dengang du var syg, og spørge hende om hun kan huske det. Snak med hende om hvordan det var, om hvordan hun blev forskrækket og bange over at du pludselig skulle på hospitalet og var væk fra hjemme. Fortæl hende du godt kan forstå hun blev bange og forskrækket. Fortæl måske en lille historie om et andet lille barn du kender, hvis mor også blev syg og at det barn også blev rigtig bange og forskrækket. Børn kan godt lide at høre, at der er andre børn der har det som dem selv. De kan også godt lide at høre noget om, at alle mennesker bliver bange og at høre om at du også kan blive bange og at det aldrig er rart at være bange.
Du må også berolige hende lidt, ved at snakke om, at det var godt du kunne komme på hospitalet da du var syg, så du kunne blive rask igen.

Det er store og vigtige spørgsmål og tanker hun går med inde i sit lille hoved, som det er nødvendigt for hende at få fortalt og talt med dig om. Og det er bare helt fantastisk hvilke gode og dejlige snakke man kan få med sin 10-årige.

Måske kan det også være en god ide at få en snak om at have en søster der har et handicap.

Jeg tror du vil opleve, at hun vil blive glad og mere rolig over, at du taler med hende om tingene på ovenstående måde. Men hvis det ikke hjælper og skaber en forandring, så søg noget yderligere rådgivning, for din datter skal ikke blive ved med at have det sådan, hun skal ikke blive ved med at være så bange og angst.

Jeg håber du kan bruge mit svar og ønsker jer alt det bedste.

Venlig hilsen