1-årig afviser mor

Hej Charlotte

Jeg skriver til dig, fordi jeg simpelthen er så ked af det. Min søn på snart 14 mdr. har i de sidste 5 måneder været tiltagende "farsyg", og efter han for 2 uger siden er startet i vuggestue er det blevet helt slemt. Når far er der, er jeg luft, og når vores søn bliver ked af det eller er træt, går han helt i flint, hvis jeg prøver at tage ham op og trøste. Hvis far går - eller bare går på toilettet i 5 min. - så bliver den lille ulykkelig og græder højt. Når vi er alene er der ingen problemer og så leger vi, tumler og pjatter - og det er faktisk også mig der er bedst til at lave sjov med ham og rigtigt få ham til at hyle af grin. Min mand er en super far - hvilket jeg er taknemmelig for, så jeg kan også godt forstå hvorfor vores søn er så forgabt i ham.
Jeg har tænkt meget over, hvorfor det er som det er og hvordan jeg skal takle af blive afvist på en konstruktiv måde, da jeg ikke ønsker at skabe afstand til hverken min mand eller vores søn ved at trække mig. Men det er meget svært for mig og det skaber også mange konflikter mellem min mand og jeg. Jeg føler at det er ham der få lov at bestemme/få ret i mange situationer fordi så græder vores søn ikke. Vi er ret enige om opdragelse, men de (meget få) grænser der er, er det mig der skal håndhæve. F.eks. hvis vores søn ikke vil have børstet tænder så leger han bare lidt selv rundt med tandbørstet fordi min man simpelthen ikke kan klare at se ham græde. Derfor bliver jeg tit den sure triste mor/kone.
"Farsygen" startede da vi for 5 mdr. siden rejste en måned sammen til udlandet (inden da havde jeg været alene på barsel). Min mand er meget rejseglad og rejsevant, mens jeg i mit stille sind nok ikke var helt tryg ved at rejse langt væk med en baby på 11 mdr. Så jeg tænker om vores søn har kunne mærke min urolighed og derfor har søgt sin far. Månederne efter har vi både været på en udenlandsrejse med mine svigerforældre, jeg er startet på job igen, vi har haft pasning herhjemme i 2 mdr. og nu er vores søn lige startet i daginstitution. Så der har været mange skift. Jeg syntes at omvæltningerne har været meget hårde og jeg har ikke haft så meget overskud. Jeg har været ked af det, fordi jeg ikke føler jeg er særligt meget værd, hverken for den ene eller den anden. Min mand mener at det er derfor at vores søn foretrækker ham, og det er hårdt at få at vide, at det er pga. mig, at vores søn afviser mig.
I dag har vores søn været syg og jeg alene med ham. Han var rigtig skidt, så jeg ringede til min svigermor (som er tidligere sygeplejerske, nu psykolog) for at spørge om hun ville komme forbi og se på ham. Jeg har på alle måder en fantastisk svigermor, som er utrolig varm og elsker vores lille søn højt og hun er også tilstede meget i vores hverdag. Da hun trådte ind af døren ville min søn over til hende med det samme, og her til aften ville han kun puttes af hende. Så jeg tænker - mens jeg bare har det som om luften er slået ud af maven på mig - at det jo må være´ mig, der er en dårlig mor siden mit barn foretrækker sin farmor frem for sin mor ...
Jeg håber rigtigt meget at du kan hjælpe mig med gode råde eller opklaring på min situation.

________________________________________________

Tak for dit spørgsmål.

Når vores børn i perioder foretrækker den ene forældre frem for den anden, kan det give anledning til, at den der ikke foretrækkes føler sig fravalgt, og det ligger lige for at få tanken, som du, at det betyder du ikke gør det godt nok og er en dårlig mor. Sådan hænger det imidlertid ikke sammen! De fleste børn bliver "morsyge" – eller "farsyge" i perioder. Og det er helt normalt.
Det handler ikke om at barnet bedst kan lide mor eller far.

Moderne fædre er på banen
Et lille barn kan godt knytte sig til mere end en person. Med nutidens fædres store interesse og deltagelse i deres børn, er "farsyge" faktisk blevet mere udbredt og man hører mere og mere om det. Prøv at tale med veninder, din mødregruppe eller andre mødre, og jeg tror, du vil opleve at det er noget de fleste kan tale med om og fortælle, at det også har været tilfældet hos dem.
Når I begge er på banen i forhold til jeres lille dreng, vil I opleve perioder, hvor det er far der er mest inde i varmen. Nogle gange kan det handle om, at barnet bliver rigtig meget optaget af de ting som far er god til – f.eks. at lege vilde lege. Det kan også være, at du som mor i en periode er opslugt af dit arbejde, hvilket gør at barnet søger far.

Mor er sat lidt på sidelinjen
Selv om man som travl udearbejdende mor faktisk burde være glad over, eller klappe i hænderne af glæde, når far og det lille barn er tætte, så er det et faktum, at det er svært for de fleste mødre, at stå lidt ude på sidelinjen i en periode. Det er ikke ualmindeligt at mødre i disse situationer føler sig jaloux på faren, eller kommer til at være sur på eller bebrejde sit barn, at det er sådan, og så er der faktisk skabt grobund for at farsyge bliver tabu.
Du skriver det er hårdt at blive afvist, og det tror jeg de fleste mødre der har oplevet, at deres barn i perioder er farsyg, kan skrive under på, det kan være svært at takle. Det er sårende at blive afvist, men det er vigtigt at du som mor ikke ”afviser tilbage”, fordi du er såret. Du må prøve at være glad for, at jeres dreng er knyttet til jer begge to og du skal, som du gør, blive ved med at tilbyde dig i forskellige situationer. Jeg er sikker på, at det vil gøre, at farsygen igen går over efter et stykke tid.
I vores kultur er det oftest sådan, at vi kvinder/mødre traditionelt har et stort behov for at føle os synligt elsket. Mange har det sådan, at hvis det ikke er tydeligt, at vi er vigtige for deres børn, bliver vi ofte meget bekymrede og også bekymrede for hvad andre tænker. Det kan være svært ikke at tage det personligt og tænke, at man ikke er god nok, når nogen fravælger os. Også selv om det er ens barn, som man jo godt ved elsker en.

Anerkend barnets følelser
Mit råd til dig, er at du øver dig i at sætte pris på det og ikke føle det som et nederlag. Din søn kasserer dig på ingen måde, men han er i gang med at lære og føle han har en tilknytning også til far. Det er vigtigt, at du anerkender din søns følelser og ikke afviser det. Det får din lille dreng til at føle sig rigtig og god nok med de følelser han har. Men du skal blive ved med at tilbyde dig og vise ham at du er her, for han elsker jeg begge, også selv om han i perioder viser det på forskellig måde.

Hjælp og støt hinanden
Det kan være hårdt efter endt barsel at skulle acceptere, at man ikke alene er den vigtigste, som da en lille barn var spædt. Det kan være svært ikke at blive jaloux på sin partner, når han får al opmærksomheden og man selv bliver ignoreret.
Det kan, som du skriver være svært ikke at lade fortvivlelsen over at ens barn foretrækker sin far gå ud over parforholdet. Det er vigtigt, at I fortæller hinanden om hvilke følelser der kommer i spil hos jer hver især, så I kan hjælpe og støtte hinanden. Aftal med hinanden, hvordan I vil takle det. Skal jeres dreng have lov til at bestemme, hvem der f.eks. skal børste tænder på ham og putte ham om aftenen? Hvis I ikke kan /vil holde til det, skal I anerkende jeres søns følelser, men det betyder ikke nødvendigvis at han skal have det, som han vil. I kan f.eks. sige til ham: ”Jeg kan godt se og høre at du er sur over det ikke er far der børster tænder og putter dig i dag – det er ok at være sur over, men i dag er det mor der gør det”.
Det er en god ide at lave nogle retningslinjer for, hvordan I vil gøre tingene, så I kan støtte hinanden.
Prøv også at tale med andre forældre om det, og jeg tror I vil opdage, at det er noget der opstår i de fleste familier i perioder, at børn er "morsyge" eller "farsyge".

Det undrer mig, at "farsyge" eller "morsyge" bliver kaldt ”en syge”, for det signalerer, at det er noget unaturligt. Det burde hedde ”morglæde” eller ”farglæde”, for det det er jo det det er.
Accepter, at jeres dreng søger den ene mere end den anden i perioder. Prøv at se det som en naturlig udvikling, som giver jeres søn mod til at prøve kræfter med verden.

Håber du kan bruge mit svar. Se dig om her i brevkassen, der ligger andre gode spørgsmål om dette emne.

Venlig hilsen