Konflikter med 5-årig

Brev: 

Kære Charlotte,
Jeg har med stor interesse læst rigtig mange af dine brevkassesvar og har haft et godt udbytte af det. Men der er et ”område”, som jeg slås med og ikke har fundet emner omkring:

Jeg er alene med min søn på 5 år og har været det siden, han var knap ½ år. Vores sociale omgangskreds er lidt begrænset, da vi er flyttet 2 gange, men vi har jævnligt kontakt med mine forældre, hvor især min far udgør en vigtig manderolle for min søn.

Min søn har i det meste af sin barndom foretrukket at lege selv eller med voksne – det har dog ændret sig meget indenfor det sidste halve år, hvor han har fået en ”bedste ven” i børnehaven, hvilket jeg støtter ham meget i. Alligevel føler jeg, at han er meget bundet til mig, - for meget. Det er i og for sig naturligt nok qua vores familiære situation, men jeg mærker, at konflikterne, nu hvor han er 5 år og snart skal starte i skole. Han sover stadig i min seng, hvilket ikke generer mig, men han har svært ved at sove, når jeg ikke er hos ham. Han har overnattet hos mine forældre og været væk i 4 nætter med børnehaven, men han er absolut ikke glad for det. Han bruger stadig sut til at falde i søvn og vil gerne have den, når han er træt. I det hele taget virker det som om, han synes det er rart og hyggeligt at sidde og ”gumle” på den (det kan ikke ses på hans tandstilling..). Han bruger ble om natten men har også adskillige ”uheld” om dagen, vi har været hos en speciallæge, der mener han har en ”hysterisk blære”, så det er vi ved at undersøge nærmere.

Vi har daglige konflikter om sengetidspunktet – jeg kan se, at han er træt, men han vil simpelthen ikke i seng. Han sidder gerne oppe til kl. to om natten og spiller eller ser film, hvis han kan komme af sted med det. Jeg har forsøgt ad diplomatisk vej: "Kan du ikke godt mærke, at du er træt?..", Jesper Juul-vejen: Lader det være op til ham at mærke, hvornår han er træt, - og den konservative vej, hvor jeg nærmest bare slæber ham ind i seng, men intet synes at virke – ej heller, at jeg går i seng og han således sidder alene i stuen.
Det er trættende med den daglige konflikt, foruden de andre ”normale” konflikter omkring ikke at ville i børnehave, ikke ville have jakke på, at ville have legetøj hver gang vi handler, at nægte at hjælpe i dagligdagen (tage af bordet mv.) med mindre han ”får noget for det” og jeg er ikke tilhænger, af at man skal belønnes for at hjælpe hinanden.

Jeg ved ikke, om alle disse konflikter knytter sig til hans alder eller om det er en proces i en frigørelse fra mig – eller måske en reaktion på det modsatte: På at han synes, det er for svært at løsrive sig, og at han lider under det, at han er overansvarlig og reagerer på det?!? Han er sikker på, at vi skal giftes og have børn sammen, når han bliver stor og bliver decideret ked af det, når jeg fortæller, at han skal giftes med en anden pige osv. Han mener, at han så mister mig .. men det er vist meget normalt?

Jeg ved ikke, om du kan se problemets kerne, i det jeg har skrevet – men min intuition siger mig, at vi er ved at køre ud af et helt forkert spor.

pinthis
Svar: 

Kære bekymrede mor,

Tak for dit brev. Jeg er glad for at du har haft udbytte af at læse andre spørgsmål og svar her i brevkassen :)

At din søn har fået ”en bedsteven” i børnehaven er dejligt for ham og det er godt, at du støtter ham i dette venskab. Når han nu er begyndt at knytte venskab til en lille kammerat i børnehaven og vælger en person uden for sin familie eller dig, så tager han også et skridt til at lægge lidt afstand til dig som mor. Han bevæger sig ud i verden og søger nye oplevelser, fordi han ved, at han har dig i baggrunden. Han opdager, det er muligt, at han som lille selvstændigt menneske kan knytte nogle venskaber med et andet menneske, der ikke er ens far eller mor eller andre voksne mennesker.

Det er ikke alle børn, der har lige let ved at komme i gang med at danne små venskaber uden for familien, nogle gør det tidligere og lettere end andre. Ligeledes tænker jeg, at det kan have betydning, at I er flyttet flere gange. Jeg tænker, du skal være glad for, at det er nu han er parat og klar til dette, og det er rigtig godt du støtter ham op i det. Men det er også vigtigt, at du ikke er for ambitiøs på hans vegne. Giv ham lidt tid til at finde ud af det og respekter, at han stadig har brug for din hjælp og støtte til det.

Inviter den lille nye ven hjem til jer, så din søn har tryghed i, at du er der, selv om det er vennen han har lyst til at lege med og ikke dig.
Når børn er i børnehavealderen har de allerede udviklet mange sociale færdigheder og det sociale liv sammen med kammeraterne kommer til at spille en stor rolle for barnet. I denne periode bliver barnet bedre til, at udtrykke følelser på en social acceptabel måde, de begynder at kunne lege rollelege, og de bliver bedre til at sætte sig i andres sted, - altså udvikler evnen til empati.

Det er vigtigt at huske, at alle børn udvikler sig forskelligt, både fordi vi alle er unikke personer fra fødslen, og fordi vi lever i forskellige familier med forskellige voksne, der heller ikke er ens.

Venner og kammerater har betydning for, hvordan børn udvikler sig socialt, så forsæt endelig med at støtte op om hans lille nye venskab.

At du har konflikter med din dreng om mange forskellige ting som sengetid, hvad han må få, når I er ude at handle e.t.c. - er der mange forældre der kan nikke genkendende til, og det kan være rigtig hårdt og opslidende arbejde.

Det er også spørgsmål jeg meget ofte bliver stillet, når forældre opsøger mig for at få rådgivning. "Hvad gør vi?", spørger forældrene.

Det ER svært med de der grænser, og ikke mindst når man føler sig presset i sin hverdag og er træt og udmattet, og synes man har prøvet alt, uden at det virker.

Som forældre er vi jo vidt forskellige personer med forskellige personligheder, forskelligt temperament, forskellige normer mm. – lige så forskellige som vores børn er forskellige.
Man er nødt til som forældre,, at finde sine egne personlige grænser, som selvfølgelig også hele tiden må være under udvikling alt efter vores situation, vores børns alder osv. osv. Men det er vigtigt, at vi sætter ord på vores grænser: ”Jeg vil” og ”jeg vil ikke”, så vores børn ikke er i tvivl om hvad far og mor mener.

F.eks.: "Jeg vil ikke have, at du skal have slik hver gang, vi er ude at handle", "Jeg vil ikke have at du slår, fortæl mig i stedet for, hvorfor du er så vred".

Konflikter med vores børn er noget vi er nødt til at tage, da de har brug for at vi fortæller dem, om hvad de må og ikke må, og om hvad vi vil have og ikke have.

Nogle forældre har den ide, at de kan undgå konflikter med deres børn og prøver også at leve derefter. Disse forældre sætter sig i en umulig situation, hvor de ikke kan leve op til målsætningen, hvilket heller ikke (efter min bedste overbevisning) tjener det bedste for børnene. Børn fra ca. 0-6 år er styret af deres behov, og fysiologisk er deres hjerner slet ikke udviklet til at kunne styre og undertrykke deres følelser og behov, det har de brug for forældres hjælp til at lære.

Barnet er ikke i stand til sådan lige at udtrykke sine følelser på socialt accepterede måder, man kan ikke forvente at barnet kan lade være med at handle impulsivt, når det ikke får sit umiddelbare behov tilfredsstillet. Som f.eks. når det vil have slik i Netto og mor siger "Nej!", så vil det hænde at barnet lægger sig skrigende ned på gulvet og siger, at man er verdens dummeste mor.

Det er ok at blive gal og sur over ikke at må få slik, og også at give udtryk for dette, for følelsen er ok, at det er surt, men at lære at takle situationen på en anden måde end at skrige og lægge sig på gulvet, det skal barnet have hjælp til at lære og forstå. Dette lærer man bl.a., når man oplever, at selv om jeg skriger og hyler, så mener mor, hvad hun siger: Hun siger jeg må gerne være sur og synes ikke det er forkert, men hun giver ikke slik derfor alligevel.

Jeg kan læse, at konflikterne omkring sengetid er et problem. Du bliver nødt til at finde og sætte dine grænser over for din dreng. Han skal ikke være oppe til kl. 02.00 om natten og sidde og spille eller se film, det har han ikke brug for, og ej heller skal han have så få timers søvn.

Også for din skyld tænker jeg, at det er nødvendigt at skabe forandring. Du må ind imellem helt naturligt også trænge til noget tid for dig selv?

Det er dig, der bliver nødt til at tage beslutningen om at skabe forandring, og jeg ved, at det kan være vældig hårdt og udmattende, specielt når man står alene med opgaven.

Måske kunne det være en god ide at søge noget rådgivning, til at få ændret på tingene. Mange gange kan en enkelt eller få samtaler være nok til at få vendt situationen, og blive inspireret til at handle anderledes.

I nogle kommuner kan man få gratis forældrerådgivning, prøv at se på din kommunes hjemmeside eller ring til PPR kontoret i kommunen og forhør dig om, hvad der er af muligheder.
Du har også den mulighed at kontakte en familierådgiver/psykolog uden for kommunen, men det vil i så fald selvfølgelig koste penge.

Med hensyn til at din dreng bruger ble om natten og også har uheld om dagen, synes jeg ikke du skal foretage dig noget før undersøgelsen af din dreng er færdig. Så længe der er tvivl om, hvorvidt der være tale om noget fysiologisk, er det vigtigt, at du ikke gør det til et problem for din dreng. Bliv ved med at brug ble og skift ham om dagen ved uheld, uden at blive vred på ham.

Hvis det så viser sig, der ikke er noget i vejen, så må du tage fat og finde ud af, hvordan du bedst hjælper ham til at undgå uheldene. Tal evt. med børnehaven om det, så i sammen kan støtte ham.

Jeg håber du kan bruge mit svar, og jeg ønsker dig alt mulig held og lykke fremover.

Brevkasse: 

Tilføj kommentar

Psykolog og familierådgiver Charlotte Clemmensen

Charlotte Clemmensen er Familieguidens fast tilknyttede psykolog og familierådgiver. Du kan skrive til Charlotte på brevkasse@barneguiden.dk. Hverken dit navn eller din e-mail vil blive offentliggjort - du er således helt anonym.

Profesionelt tilbyder Charlotte terapeutiske samtaler og rådgivning til enkeltpersoner, børn, unge, par og familier og har bred erfaring. Læs mere på Pyskologcc.dk og følg Charlottes blog Forældreklubben.dk.