Kyllingesticks med jordnøddesovs

Superlækre kyllingesticks med en sovs af jordnødder. Bedre kendt som Chicken Satay!

Det skal du bruge:

  • 300 g kyllingebryst i tynde, lange skiver
  • 1 tsk hvidløg, finthakket
  • 2 tsk frisk ingefær, finthakket
  • 1 tsk karrypulver
  • 1 spsk fiskesovs
  • 1 spsk rapsolie
  • 2 spsk kokosmælk (gem resten af dåsen til sovsen)
  • grillpinde af bambus, 20 cm lange

Til en stor portion sovs

  • 1 dåse kokosmælk (400 ml fratrukket de 2 spsk kokosmælk til marinaden)
  • 2 tsk rød karrypasta
  • 1 spsk groft jordnøddesmør
  • 1 kop jordnødder, grofthakkede
  • 3-4 spsk limesaft
  • 1-1¼ spsk sukker
  • 3-4 spsk fiskesovs

Sådan gør du
Bland en marinade af hvidløg, ingefær, karrypulver, fiskesovs, olie og kokosmælk (rør kokosmælken glat i dåsen inden brug). Kom kødskiverne i og bland omhyggeligt. Lad kødet marinere i 30 minutter ved stuetemperatur, gerne længere – op til et døgn – i køleskab.

Læg grillpindene i vand i 10-15 minutter inden brug, så bliver de ikke helt sorte i ovnen eller på grillen.

Opvarm resten af kokosmælken i en lille tykbundet gryde og tilsæt under omrøring først karrypasta, jordnøddesmør og til sidst de hakkede jordnødder. Smag til med limesaft, sukker og fiskesovs. Lad sovsen simre 12-15 minutter, så den bliver tyk (ved svag varme, da kokosmælk nemt skiller ved for kraftig varme). Evt. overskydende sovs kan fryses.

Sæt kødet på grillpindene. Steg kødet på grill i 5-10 minutter eller i forvarmet ovn ved 250° i 10-12 minutter, eller til det er gennemstegt.

Servér sticks og jordnøddesovs varmt, og gerne med en frisk thailands agurk salat til.

Opskriften er udviklet af den dygtige kogebogsforfatter Hanne Holm, og indgår, som en af mange små lækre retter i hendes kogebog THAItapas, som er så elegant og indbydende illustreret af Torsten Graae.