utroskab

Hej Ingrid Ann Watson.

Min mand og jeg har været sammen i 6 1/2 år og gift i 5 år. Vi har to små drenge, en på 5 år og en på 2 1/2. Da vi mødtes var jeg 22 og min mand 26. Jeg blev gravid ret kort tid efter at vi mødtes og vi giftede os. Min mand havde haft en ret vild ungdom, med druk, kammerater og byture. Han ser rigtig godt ud og har haft ry for at være byens "scorekarl" førhen.
Da vores ældste dreng var ca. 1 år havde vi for første gang en krise som vi efterfølgende troede handlede om at det hele var gået ret stærkt for os med at blive gift og stifte familie. I denne krise var min mand utro en enkelt nat hvilket jeg siden har brugt meget tid på at tilgive.

Vi har siden haft et godt forhold, men han har måttet arbejde ekstremt meget for at få det økonomiske til at hænge sammen. For en måned siden kom han hjem efter en fest. Han sagde at han ville skilles, at han ikke elskede mig mere, han var træt af økonomiske problemer, skænderier i hverdagen og følte ikke han havde nogle følelser for mig længere. Han var meget afklaret omkring det og jeg kørte dagen efter i sommerhus med en veninde og børnene. Hele ugen var jeg ude af mig selv, vi sms´ede med hinanden men han stod fast.

Da jeg kommer hjem efter den uge taler vi sammen igen og han er stadig afklaret. Ingen følelser. Så finder jeg ud af at han til den fest jeg ikke var med til, har mødt en som han sms´er med. Jeg konfronterer ham og han indrømmer at han spurgte om hendes nummer og at de siden har haft kontakt via sms. De har ikke mødtes ifølge ham og han ville selv have fortalt mig om hende men ville vente til han viste om de skulle ses igen.

Jeg bliver vred, beder ham flytte - men nu vender han helt! Vil kun have mig, kan se alle sine fejl, kan godt se han har prøvet at flygte fra konflikterne osv. Han siger han virkelig mener det nu, jeg har åbnet hans øjne osv. Mine nærmeste synes jeg bør tænke mig om, for hvornår sker det igen?

Spørgsmålet er om jeg kan leve med at han siger han ikke elsker én og derefter ændrer mening? Jeg er i syv sind. Jeg elsker ham og vil gerne have det til at fungere. Men tilliden er brudt helt. Jeg er ikke sikker på om han ikke kan finde på at gøre det samme igen, når der en anden gang er problemer i hverdagen. Hvad kan du råde mig til?
Kh. Den kriseramte

___________________________________________________

Kære du,

Du elsker ham jo stadig - og hvis du mærker efter i dit hjerte, tror du ikke også han elsker dig?
Sikke en situation. Øv. Den minder mig lidt om et tidligere bragt brevkasseindlæg, som du evt. kan læse her.

Med hensyn til din familie og venners advarsler, så er det jo sådan at de pr definition skal holde med dig, fordi du er deres nærmeste. Men derved mister de objektiviteten. Vi giver alle råd på baggrund af hvad vi selv har oplevet og utroskab er noget de fleste frygter.

Som jeg forstår dit brev, så blev du i sin tid tændt ved tanken om score byens playboy. Du scorede ham – og stiftede familie med ham. Måske troede du at han ville droppe playboystilen, når I stiftede familie. Når du så oplever at han stadig er en playboy, så må du jo huske at det jo netop var det du i sin tid var så betaget af. I elsker stadig hinanden. Håndter situationen som voksne og så lyt til jeres hjerter. Sådan som jeg ser det, kan jeres forhold sagtens overleve og I kan få mange, mange gode år sammen.

Om han gør det igen? Tja....det vides jo ikke, men én ting ved du nu. Du dør ikke hvis det sker. Du har opdaget hvor stærk du egentlig er. Du ved hvad du skal gøre og kan måske til den tid glæde dig over at der er gået mange gode år imens.

Ingen af os kan i bund og grund vide om vi kunne begå utroskab eller om vores partner kunne det. Vi prøver ihærdigt, at sørge for, at det ikke sker bl.a. ved vores vielsesritual, men sandheden er, at rigtig mange bliver skilt pga. utroskab.
Men er det værd at dø for? Værd at bryde din familie op for? Værd at slippe den mand du elsker for? Værd at forære ham til en tilfældig kvinde?
Hvis du heller ikke syntes det er det værd, så har jeg et par forslag til hvordan I kan komme godt videre i jeres liv sammen:

1. Gå i parterapi mindst 10 gange
2. Bede din familie og venner respektere dit valg og holde mund om hvad de mener om det
3. Stå sammen - bogstavelig talt side om side når I næste gang skal deltage i familie- og vennekomsammen, for det kan blive hårdt for ham med de mange skulende blikke
4. Skriv hver især en liste over de ting der manglede i jeres forhold og byt lister
5. Skriv sammen en stor seddel, hvor I med store bogstaver skriver hvilke gode ting I har sammen og hvad I, når I mærker efter, er taknemmelige for. Den store seddel skal hænges op hvor I begge ser den hver dag
6. Indfør 2 gange om ugen ægur-øvelsen. Hvor I skiftes til at have taletid uden afbrydelser. Giv skiftevis hinanden 5 minutter af gangen
7. Begynd at gå i seng med hinanden regelmæssigt
8. Når du bliver vred, så skriv på et stykke papir hvad du er vred over. Stamp hårdt i gulvet, skrig høj - og riv herefter papiret i stykker. Regn med at det tager ca. 3 mdr. før den værste vrede har lagt sig.
9. Aftal at du, de næste 3 måneder, frit må give udtryk for din vrede over ham, når du har brug for det - og at han skal lytte, uden at bebrejde dig. Når de 3 måneder er gået skal du stoppe dine bebrejdelser og vrede.
10. Husk at I elsker hinanden. Kys hinanden hver morgen og aften. Gør det glad og kig hinanden i øjnene imens. Husk hinanden på, at I elsker hinanden og sig det hver dag. Sid tæt sammen når I ser fjernsyn, gå ture sammen, grin sammen - Hvad med den seneste mr. Bean film?..
11. Klæd dig lidt lækkert og gør lidt ekstra ud af dig selv .. også i hverdagen
12. Tal med din mand om jer og måske én udvalgt veninde, som du ved er positiv overfor at I bliver sammen
13. Lad være med at tale med nær familie om jeres forhold da de, formenligt i en lang periode fremover, ikke vil kunne være neutrale - og måske vil de kunne så tvivl i dit sind
13. Stol på ham igen. Hvilke andre valg har du egentlig hvis du vælger kærligheden?

Du og I er velkommen til, at skrive igen.

Så følg hjertet... og lev livet.

Kærligst,