ubang snakketøj

Denne sæson har ubang snakketøj endnu en gang skabt en pragtfuld’legetøjs-kollektion’ til børn. Overalt på tøjet kravler et vildnis af dyr og fantasivæsener frem ...

Som en nyhed i Dyresnak-serien kommer sprutteblusen, hvor en stor blæksprutte på
maven lader sine lange fangearme brede sig ud over det ene ærme, som kan foldes om hånden og bruges til at indfange farvekridt eller mor og far. De populære dyr fra sidste sæson, elefanten, giraffen og slangen, er gengangere i Dyresnak-serien, men i nye frække forårsfarver. I den mere praktiske afdeling finder man en lækker tyk sweatshirt med hætte, som kan benyttes som let overgangstøj. Sweatshirten er udstyret med en stor forlomme, der forestiller fantasivæsener i bille- eller sneglelignende form, hvis hoveder kan trylles væk ved hjælp af en snor inde i lommen.

Strømpebukser og sokker fra ubang er på ingen tid blevet en succes – ikke mindst fordi de også kan benyttes som hånddukker. Derfor lancerer designeren Ulla Bang Jørgensen da også tre helt nye strømpemodeller denne sæson. Spruttemodellen forestiller den sødeste lille blæksprutte, hvis arme snor sig op ad anklen, mens Fjollesokken er et lykkeligt væsen, der bærer briller, er fyldt med boblende prikker i en eksplosion af farver og som også fås i voksenstørrelser. Den sidste sok er Babysokken, der er skabt i praktisk frotté, så man sikrer sig, at den bliver siddende på de små urolige fødder. Denne sok forestiller et fantasidyr med klare øjne og en glad lille kyssemund.

Til babyen finder man en anden hurtig nyhed: babyracer-hatten, der er en sej og sød overgangshue med fartstriber på siderne og øjne i nakken. Men også heldragten Kuk-kuk har fået nye detaljer som stjernedrys eller tårer, der leder barnets blik ned mod hemmelige knæ-lommer, der gemmer på et par øjne, som man kan lege titte-bøh med.