Rygsæk skal bæres på ryggen


Når børn cykler til skole, kan tunge tasker udgøre en risiko i trafikken, hvis de ikke bæres på ryggen. Dertil kan de mange stillesiddende timer på skolebænken kombineret med tunge tasker være hårde for barnerygge.

Bær altid skoletasken på ryggen, og sørg for at bevæge dig, hver gang du får muligheden. Det er de bedste råd, forældre kan give deres børn, nu hvor skoletasken igen er blevet barnets faste følgesvend. For mens forældre kan være bekymrede over taskens vægt, er den ikke i sig selv et problem. Det er til gengæld, måden den bæres på.

En rygsæk skal bæres på ryggen
Hos forsikringsselskabet Codan ser man ulykker, hvor skoletasker, der ikke er båret på ryggen, forårsager uheld på cyklen, og de fraråder derfor stærkt, at tasker og gymnastikposer hænges på styret eller på bagagebæreren. Hvis tasken kommer ind i hjulet, er der alvorlig risiko for, at barnet falder ud på kørebanen.

Gode råd:
• Undgå skoletasker, hvor gymnastikposen kan klikkes på. Posen ender alt for ofte på cykelstyret eller på bagagebæreren med fare for at ryge ind i hjulet
• Bær altid tasken på ryggen med begge stropper. En tung taske hængende i én strop over skulderen belaster lænden unødigt
• Anskaf en rygsæk med brede stropper
• Rygsækken bør ikke være bredere end barnets brystkasse
• Tøm tasken om aften og tjek barnets skema, så der kun er det mest nødvendige i tasken
• Fravælg alt for store tasker. Jo større en taske, jo flere tunge ting, kan der fyldes i
• Undgå tasker i tunge materialer som eksempelvis læder