peddersen & findus 3 - nissemaskinen

Titel: Peddersen & Findus 3 - Nissemaskinen
Instruktør: Jørgen Lerdam og Anders Sørensen
Medvirkende (stemmer): Per Pallesen, Carl Christian Winther, Preben Kristensen mf.

Julen stunder til, og en dag hører katten Findus nogle børn omtale Julenissen. Findus har aldrig fået besøg af Julenissen og styrter hjem til Peddersen for at få en forklaring. Peddersen fortæller, at nissen måske kommer til jul, men at man aldrig kan vide det med sikkerhed. Det er ikke nok for Findus, han forlanger, at Peddersen lover ham, at julenissen kommer juleaften – ellers vil Findus aldrig mere fejre jul!

Således hårdt presset må Peddersen love, at nissen kommer. Findus bliver jublende glad, men Peddersen er bekymret. Som alle andre voksne ved han jo, at julenissen ikke eksisterer – hvordan skal han så kunne opfylde Findus ønske?

Men nu er Peddersen jo en rigtig opfindertype, så han får en idé. Hvad nu hvis han kan konstruere en mekanisk nissedukke, som kan ankomme, aflevere en sæk med julegaver og forsvinde igen? En nissemaskine!

Problemet er bare: Hvordan skal han nå det inden jul, og hvordan kan han holde projektet hemmeligt for Findus?

Findus synes, at Peddersen opfører sig underligt og føler sig udenfor. Samtidigt begynder der at ske mærkelige ting på Peddersens gård: En vigtig møtrik forsvinder, et mystisk postbud afleverer en uventet pakke, og senere dukker et forunderligt postordre¬katalog op.

Findus ved, at når der sker mærkelige ting, er det ofte Buklerne, som er på spil. Buklerne er de små væsner, der bor i potte¬planterne, inde i væggene og under sengene – og som kun Findus kan se. Peddersen kan ikke se dem, men Buklerne kan nu heller ikke være forklaringen på alt det mystiske, der sker. Er der magi med i spillet?

Mistro og gensidige beskyldninger fyger mellem Peddersen og Findus, og deres venskab kommer ud i en alvorlig krise... Vil det lykkes Peddersen at gøre sin nissemaskine færdig? Vil den virke overbevisende, så Findus får sit ønske opfyldt? Vil julestemningen atter indfinde sig i det lille hjem? Og bliver Peddersen ved med ikke at tro på julenissen?