nyt om kunstig befrugtning



Flere reagensglasbehandlinger
Flere og flere kvinder bliver kunstigt befrugtet. Reagensglasbehandlinger er i løbet af de sidste otte år steget med hele 60%. De nye tal fra Sundhedsstyrelsen fortæller, at i 1996 blev der udført 6.012 behandlinger. I 2004 var dette tal steget til 9.515.

Man forklarer denne store stigning med, at kvinderne bliver stadigt ældre, når de ønsker børn og at fertiliteten bliver ringere og komplikationerne større, jo ældre man er. Før i tiden var en kvinde ca. 24-25 år, når hun fødte første gang. I dag ligge alderen på ca. 28-30.

Fra lægelig side håber man på at kunne vende denne tendens, så alderen for de førstegangsfødende igen bliver lavere, men man er også klar over, at det vil kræve en ændring af selve samfundsstrukturen mht. en uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik, hvor mænd og kvinder er mere ligestillede, når det gælder barselsorlov.

Flere børn til verden ved medicinsk teknologi
I 2004 kom 2.338 børn til verden, efter at deres mor var blevet kunstig befrugtet. Det svarer til 3,6 procent af alle børn det år, og lægger man dertil de børn, som var blevet undfanget ved insemination, er tallet oppe på 6,2 procent af årgangen. Det svarer til, at der i hver eneste skoleklasse om nogle år sidder et barn, der kan takke den medicinske teknologi for livet.
Danmark er dermed det land i verden, der har den største andel af reagensglasbørn.

Fald i tvillingegraviditeter
Samtidig viser de nye tal at der vil blive født færre tvillinger i fremtiden. Tidligere var det hver fjerde barnløshedsbehandling, der resulterede i tvillinger eller trillinger, men sidste år var det tal faldet til hver femte.
"Da vi begyndte med kunstig befrugtning i Danmark, lagde man både tre og fire æg op i kvindens livmoder. Siden 1997 har det været begrænset til to æg, og vi går bevidst efter at få antallet af tvillinger endnu længere ned," siger næstformand i Dansk Fertilitetsselskab, Karsten Petersen, der også er cheflæge på fertilitetsklinikken Ciconia i Århus til Kristeligt Dagblad.