når gravide vælger kejsersnit

Mange kvinder vælger at føde ved kejsersnit. Angst for ulidelige smertefulde presseveer og maraton fødsler, er nogle af de katastrofefantasier, som gravide kan tumle med under graviditeten - og det får mange til at vælge kejsersnit.
Men hvis den gravide ellers er sund og rask, er det bedst for både mor og barn at hun føder almindeligt. Der er altid risiko for komplikationer ved et kejsersnit, fordi det er et kirurgisk indgreb. Samtidig kan kejsersnit også have betydning for fremtidige graviditeter.
Alligevel viser opgørelser fra Sundhedsstyrelsen, at lidt over 12 pct. af landets kejsersnit udføres efter moderens eget ønske. Det har fået Sundhedsstyrelsen til at anbefale, at alle gravide med fødselsangst bør tilbydes særlig støtte

Samtaler fremmer modet
På Herlev Hospital har man siden 2004 tilbudt gravide hjælp gennem samtale til at overkomme den værste frygt for fødslen. Samtalerne har betydet, at halvdelen af de kvinder, der ellers ville have bedt om at få kejsersnit, i stedet valgt at føde naturligt.
”Når hun kommer ind, så er det hele bare kaotisk. Hun skal føde, og hun er bange. Derfor skal hun have hjælp af professionelle til at finde ud af, hvor angsten ligger,” siger jordemoder Benthe Dandanell fra Herlev Hospital til DR Nyhederne og forklarer at det er vigtigt at kvinderne mærker, at der er åbenhed og forståelse for deres bekymringer og ønsker, og at de kan få hjælp og støtte til at finde ud af hvad det egentlig er der gør dem bange.

Alle skal have tilbudt rådgivningssamtale
I Jordemoderforeningen er man begejstret for resultaterne af projektet i Herlev, men bekymret for om økonomien i regionerne rækker til at alle landets hospitaler kan tilbyde støtten til de gravide. Derfor har SF´s sundhedsordfører opfordret sundhedsministeren til at følge op på initiativet.
"Fødselslægerne og jordemødrene på Herlev Sygehus har vist, at man både sparer penge og øger patienttilfredsheden, hvis man tager nogle gode rådgivningssamtaler med gravide, der ønsker kejsersnit", siger Kamal Qureshi, sundhedsordfører for SF. "Jeg har i dag stillet spørgsmål til sundhedsministeren om, hvordan han vil sikre, at andre regioner følger det gode initiativ op, når regionerne pt fattes penge til nye initiativer", siger Kamal Qureshi.