moderne børns lege

af journalist Charlotte Frost Andersen

Vores lyst til leg er medfødt, og vores lege er kulturarv. Det betyder, at nye lege opfindes, mens andre forsvinder. Ændringer i samfundet betyder ændringer af børns lege. Det har i de sidste mange år haft den konsekvens, at særligt fysisk leg svækkes og at leg rykkes indenfor – men der er også gode ting i forandringerne.
”Mennesket er ikke født til at lege bestemte lege, men derimod med en lyst til at lege.”, siger Carsten Jessens, Lektor, ph.d., Center for Playware, Danmarks Tekniske Universitet & Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Og det er ikke uvæsentligt, for det betyder at alle de lege, vi kender nu, måske en dag forsvinder.
”I 1950´erne voksede man op i en søskendeflok. Her var man sammen på tværs af mange forskellige aldre, og uden for døren havde man naboens små og store børn at lege med. Det betød, at der var en stærk kulturarv af lege, der gik fra store børn til de mindre børn, og på den måde voksede man ind i legekulturen,” fortsætter Carsten Jessen, der forsker i blandt andet børn og digitale medier, computerspil og legekultur.
”I dag er søskendeflokken mindre, og vi deler børn op efter alder overalt i samfundets institutioner og skole, sport og aktiviteter. Det betyder, at kulturarven, som vi kendte den, svækkes. Inspirationen til leg kommer i høj grad fra medier som computer, TV og kommercielle afsendere.”

Inspiration til leg gennem medier
I de seneste årtier har der været en kraftig vækst i børns forbrug af legetøj og medier. Stigningen er sket inden for nye typer af legetøj, og børn foretrækker digitalt legetøj som computerspil og legetøj, der er forbundet med medier, herunder f.eks. med tegneserier i TV, fortæller Carsten Jessen.
”Børn leger anderledes og med andre ting end tidligere. For computerspils vedkommende er reglerne programmeret ind i spillet og kan læres, mens der spilles, mens legetøj, der er forbundet med tv, leverer reglerne via tv-udsendelserne, som børnene derfor må følge med i. Det betyder, at de får et fælles udgangspunkt for legen. Tidligere var reglerne for en leg noget, børn i højere grad arvede fra ældre børn ved at iagttage og deltage i deres leg.”
I dag er der er altså stadig regler for leg, fælles regler vel at mærke. Blot har voksne afsendere et markant større ansvar i forhold til at definere rammerne og reglerne for børns leg.

Leg er social oplæring
Mennesker er født med en glæde ved leg. Det gælder både børn og voksne. For voksne er det at gå til fest også en slags leg, og man skal passe meget på med at stille for høje krav til indlæring. ”Hvad lærer vi voksne fx. af at gå til fest?” spørger Carsten Jessen.
"Voksne får dækket et socialt behov og lærer – forhåbentligt – at gebærde sig i mængden, reglerne for armsving på dansegulvet, køkultur ved baren og så videre. Og det er jo vigtigt nok, men ikke afgørende for om voksne fungerer i samfundet."
På samme måde kan alt for store krav til indlæring også virke dræbende på børns leg. Leg fungerer nemlig kun, når den er forbundet med glæde.
”Men det er klart, at man lærer meget af leg. Man lærer at gebærde sig socialt, man lærer disciplin, at indordne sig ind under andre og betingelser for samvær. Det gælder også i høj grad for teknologiske lege og computerspil,” fortæller Carsten Jessen, der samtidig opfordrer alle forældre, der ikke kender til netspil, til at kigge med en gang imellem, når børnene fx. spiller computer på nettet. Ikke for at overvåge men for at opleve de mange sociale regler, som børnene lærer at fungere i.

Tidens børn er ikke mindre fantasifulde
Et særdeles populært spil blandt større børn er WOW eller World of Warcraft, og netop i disse år ruller en bølge af management- og strategikurser ind over skrivebordene hos de voksne. Gruppeadfærd, socialisering, alliancer, ledelse mv. udfoldes nemlig i fuldt flor i spillet og det kan de voksne lære noget af.
”Børn af i dag er ikke blevet mindre fantasifulde, og det gælder både på legepladsen og foran skærmen. Medier spiller en stor rolle for udviklingen af lege, og ikke mindst for den kognitive udvikling. I dag kan mange mindre børn engelsk, hvilket ville have været uhørt fra et par årtier siden. Desuden skal man huske på, at ideen til leg som oftest vil komme udefra, og det har den altid gjort. ”
Tidligere var der en overvægt af fysiske leg, men nu er leg rykket inden døre til leg foran skærmen. Det har den negative konsekvens, at børn rører sig mindre, påpeger Carsten Jessen.

Ryst en leg og find en legeplads
Skal der gang i lege udendørs, er det oplagt at finde legepladser i lokalområdet. Men legepladser kan mange steder være svære at finde og derfor lancerer Legepladsen.dk en ny applikation, som gør arbejdet lettere for både børn og voksne.
”Der bliver færre og færre legepladser i Danmark, og derfor er det en fin idé med en applikation der kan finde en ny legeplads i nærheden af, hvor man bor, eller hvor man er på ferie - måske endda en legeplads, hvor der er flere børn, end på den man plejer at komme på,” siger Carsten Jessen og understreger, at en legeplads fungerer bedst, når der er andre børn, som kan inspirere til lege. Faktisk mener Carsten Jessen, at legepladser i dag burde indrettes således, at det ikke kun er et fristed for børn, men også for voksne, så de også har noget at lave og kan lide at komme der, mens børnene leger.
Carsten Jessen fortæller samtidig, at mens det er historisk nyt, at forældre, bruger timer på at lege med deres børn, og dermed er med til at inspirere børn til leg, er der naturlige grænser for, hvor meget tid de kan bruge på dette.

Inspiration til lege
På sitet Legepladsen.dk, som er udarbejdet af Galle & Jessen, kan man finde mere end 200 lege, fint illustreret og forklaret, så det er nemt for børn selv at gå i gang og for forældre at forklare legen. Men husk: ”børn kan godt have svært ved selv at skulle læse om lege; de vil hellere lære lege at kende gennem handling,” slutter Carsten Jessen.

Fremtid for leg
Skal alle børn så igen til at lege dåseskjul og to-mand-frem-for en-enke?
”Vi kan ikke genoprette den traditionelle legekultur. Uden en sammenhæng med de moderne livsvilkår og børnenes hverdag risikerer voksnes favoritlege at blive et interessant og lærerigt, men kortvarigt, indslag. Vi kan arbejde på at skabe legemiljøer, hvor der er tættere kontakt mellem yngre og ældre børn og derfor også større udfordringer i legen, og skole- og institutionssystemet er et godt sted at starte. Der er naturligvis andre muligheder, for ny teknologi åbner nye muligheder for at udskifte stillesiddende aktiviteter med fysisk leg – wii er et godt eksempel.”
Men inden vi kommer så langt, kan man gå índ og hente applikationerne ”Find en Legeplads”, og ”Ryst en Leg” på