Konflikter og grænser
2. maj 2012
Jeg har brug for et råd omkring min søn som er meget temperamentsfuld og vred.
Han blev født ved akut kejsersnit og var som spæd meget urolig. I de første 4 1/2 måned havde jeg ham altid på armen – også når han sov og spiste. Så snart han blev lagt, skreg han. Jeg forsøgte alverdens ting for at få ham til at falde til ro, men intet lykkedes.
Det blev faktisk først bedre, da min kæreste og jeg accepterede, at der ikke var andet at gøre end at se tiden an. Så havde barnet pludselig ikke noget problem med at falde i søvn …
Vores søn har udviklet sig til en dejlig, glad dreng der nysgerrigt leger og snakker en masse. På et enkelt område kæmper vi dog stadig - og det er omkring forbruget af slik, sukker og chokolade. Jeg har det sådan, at jeg hellere vil have, at han får lidt en gang imellem, end at han skal overfalde hver slikskål, når vi er ude.
Han kan sagtens gå forbi en slikskål uden at tage noget, men hvis han sætter sig i hovedet, at han skal have slik, så skal det være nu! Hvis han får et "nej", følger et vredesudbrud der varer 30-45 minutter, hvor han skriger og skriger. Til sidst ved han slet ikke hvad han vil, og det er ligesom om, at han ikke kan stoppe med at græde igen. Der dukker nye ting op undervejs som han så vil i stedet for og jeg prøver at være konsekvent. Jeg tilbyder ham frugt i stedet - og kiks nogle gange, men han vil kun have slik.
Det har hidtil være nemt for ham at køre rundt med mig, fordi jeg har været for blød og bare givet ham hvad han ville have. Jeg har forsøgt at forklare ham, at han må stoppe med at plage og hidse sig op. Men nu er det blevet sådan, at når jeg ikke kan tale ham til ro, går jeg ud på toilettet og lukker døren, så han ikke kan følge efter mig. Jeg siger roligt men bestemt, at han skal stoppe med at græde og at jeg kommer ud når han er færdig. Men ligeså snart jeg kommer ud, starter han igen. Når han så endeligt falder til ro kan man se på ham, at han er så ulykkelig og jeg prøver igen at forklare ham, at han ikke skal spise slik før han skal have mad. Jeg holder om ham og siger, at han er en god dreng, at jeg elsker ham og at jeg gerne vil have, at han skal snakke med mig, når han bliver vred. Om han forstår det eller ej, ved jeg ikke. Men han lytter og siger ”Ja, mor..” osv. Jeg prøver at slutte anfaldet på en positiv måde.
Mit spørgsmål er: Skal jeg konsekvent gå på toilettet, når der er optræk til et anfald? Det er så hårdt at høre ham blive så vred og ked af det
_________________________________________________________
Tak for dit spørgsmål.
Jeg kan læse, at I har haft en lidt hård start med jeres søn. At have ham på armen i det omfang du beskriver, må have været hårdt og anstrengende for dig. Men du oplevede, at det gav et godt resultat, da du og din kæreste accepterede, at jeres lille søn havde brug for tid til at blive klar til at sove selv. Beslutningen om, stille og roligt, at se tiden an, har måske også give dig en form få ro, hvilket jo også påvirker din søn …
Jeg tænker, om du måske kunne finde noget af den samme ro og accept frem nu, i forhold til de konflikter du oplever med ham omkring hans slikplageri. Han er i en alder, hvor han prøver grænser med dig. Han begynder at forstå hvad han må og ikke må, prøver hele tiden om det nu kan passe at mor mener nej, når hun siger det. Han er på opdagelse i verden, han er nysgerrig, leger og snakker en hel masse. Det er jo bare rigtig dejligt. Han er i en alder, hvor du skal hjælpe ham med at kende forskel på ja og nej, og det kan være rigtig anstrengende. Det kræver, at du mange, mange gange er nødt til at sige nej til ham. Han bliver meget vred på dig og det er der jo i virkeligheden ikke noget at sige til. Det er jo irriterende, når man har sat sig noget i hovedet, at det så ikke kan blive sådan.
Det der for os forældre kan være svært, er at kunne rumme vores børns vrede og frustrationer, fordi det er anstrengende og påvirker os på det følelsesmæssige plan. Men vi bliver nødt til at øve os på det. Det allerbedste er, hvis du kan bevare roen, når han bliver vred og græder. Udviser over for ham, at du godt kan forstå, at han bliver vred over ikke at må få slik. Det er ok at blive vred, men at det ikke ændrer din beslutning og dit svar.
Det er ikke nogen god ide at du lukker dig inde på badeværelset, så han ikke kan se dig. Han bliver angst og usikker over, at du forsvinder for ham. Han kan få en fornemmelse af, at han ikke er værd at være sammen med når han viser vrede følelser og han vil kunne komme til at føle sig skamfuld og forkert og ikke føle han er ok selv, om han nogle gange bliver voldsom vred.
Prøv i stedet, at sige stille og roligt til ham, at han ikke må få slik, og tag ham væk og tilbyd ham noget andet som du også gør, for det er altid godt at vise ham hvad han må i stedet for. At sige nej til ham mange gange i denne alder er helt nødvendig, men det er godt hvis du kan gøre det i en tone der er rolig og forstående. Nogle gange kan børn blive så frustreret og kede af det, at de ikke lige med det samme kan rumme og klare at have fysisk kontakt. Lad ham være lidt, sæt dig i nærheden, tal stille til ham og spørg om han ikke vil over og have et lille knus.
Det kan være han godt kan acceptere at du nusser ham stille og roligt på kroppen, men han ligger i sofaen eller på gulvet. Du viser ham at du er der for ham, men det ændrer ikke dit nej.
Samtidig er det i denne alder vigtigt at rose ham, når du oplever han gør noget sødt, sjovt og udfordrende.
Man kan som forældre blive forbavset over, med hvilken kraft den lille kan give sin mening til kende, og hvor vedvarende de kan være i deres krav.
Din lille dreng har brug for at lære at takle de frustrationer han mærker. Han skal lære hvad det betyder at være vred, sur og ked af det, og han er også på opdagelse i hvad det mon gør ved mor når jeg har det sådan.
Du skal øve dig i at være den der bestemmer på en rolig måde over for din dreng. Vise ham, at du tager ansvaret og du beskytter ham og passer på ham. Han er i gang med at lære om at der er normer og sociale spilleregler vi er nødt til at indrette os efter. Prøv som du gjorde i den første periode af hans liv, at sige til dig selv at sådan er det, og at du skal hjælpe ham til at finde ud af det. Accepter at det er en periode, som I er nødt til at komme igennem, og at det vil gå over når du tager ansvaret på dig og leder ham godt på vej.
Det er en balance du skal finde mellem at fortælle ham at nej er nej, når han vil have eller gør noget du ikke vil have og samtidig vise ham, at den reaktion det frembringer er i orden. Du kan godt klare og rumme at han bliver vred og har det som han har det.
Du kan ikke undgå at din dreng bliver frustreret og vred ind imellem, det hører med til udvikling. Han har brug for at lære at et nej er nej, og han skal lære at ”styre sit temperament” og det lærer han ved at du rummer hans frustrationer. Han skal jo på sigt lære, at man kan tale om tingene i stedet for at blive vred og smide sig på gulvet eller andet.
Nogle gange kan det også være en god ide at prøve at aflede ham fra det han gerne vil, ved at tilbyde ham noget andet spændende. Prøv lige at se der, er det ikke din racerbil der står derover, skal vi ikke lege lidt med den og se hvor stærkt den kan køre. Han vil så glemme ”slik-tanken” lidt og blive fri for konflikten med dig.
Der er for øvrigt rigtig mange forældre der synes det fungerer godt med kun at spise slik f.eks. om fredagen. Måske det kunne være en ide for jer at prøve, hvis du oplever jeres slikforbrug er blevet for stort.
Jeg håber du kan bruge mit svar. Jeg ønsker dig held og lykke og ved du skal igennem en anstrengende udviklingsperiode med din søn. Men samtidig en periode, ser byder på så mange sjove og pudsige oplevelser. Husk at nyde dem og læg mærke til dem, det er dem der gør at vi ”overlever” og elsker vores forældreskab trods alt det hårde arbejde vi også bliver udsat for.
Venlig hilsen,
