han er utro

Hej Charlotte!

Jeg har i 15 år været gift med en ganske dejlig mand. Vi har to børn, hus og jeg følte at vi begge sad rigtig godt i sadlen, idet vi begge har et forhold bag os.

Min mand forlod for 25 år siden sin kone og 2 børn til fordel for en anden kvinde. De kunne ikke få det til at fungere så efter ca. 8 år gik de fra hinanden.

Derefter kommer jeg ind i billedet. Vi får barn, køber hus, bliver gift og fik for få år siden endnu et barn. Min mands seneste kone har altid eksisteret i min underbevidsthed, idet jeg mener, at hun var kvinden i min mands liv, og når man ikke kan få den bedste, ja så må man nøjes med den næstbedste. Altså mig. Hun har hele tiden været i vores forhold som et spøgelse, men jeg har levet med det, idet jeg mener vi har et godt ægteskab.

Vi har selvfølgelig haft vores ture som i et hvilket som helst andet ægteskab, og jeg indrømmer gerne, at jeg har været en ”bitch” engang imellem. Spillet med musklerne: Du kan bare skride..Du kan kun være kærlig når du skal opnå sex osv. Men alligevel følt mig sikker. Troede jeg...

Min tilværelse har de sidste 6 uger været et helvede, da jeg fandt ud af, at noget var under opsejling. Jeg har prøvet at forstå hvad det drejede sig om og for 14 dage siden fik jeg mit livs største chok.

Den kvinde som i mit hoved alle dage har været et spøgelse, var nu fysisk tilstede. Min mand erkendte, at han har haft jævnlig kontakt til hende pr. telefon (han har selv etableret kontakten). Derpå fulgte en masse løgne for at dække over forholdet, hvilket kulminerede da jeg følte jeg var nødt til at involvere vores datter ( 16 år) da hun helt klart fornemmede at noget var galt.

Hende og jeg brød helt sammen, og min mand lovede os begge, at han dagen efter ville ringe til sin x-kone og stoppe hvad de nu havde gang i. Jeg vil her nævne, at min man har udtalt, at han på intet tidspunkt havde tænkt sig at splitte vores familie ad.

Han kom hjem dagen efter og meddelte mig, at han havde snakket med hende, og at vi nu skulle komme videre. Det var så kun for at han 5 dage efter ringede til mig og sagde at han kom senere hjem. Det blev kl. 7.30 om morgenen. Jeg var klar over hvor han havde været, og han indrømmede at de havde været i seng sammen. Han forklarede mig at han skulle have nogle ting på plads, og havde meddelt hende, at han ikke ønskede at splitte vore hjem ad, så de måtte stoppe.

Jeg aner ikke hvor jeg står nu. Jeg går rundt med en knude i maven, er aggressiv, ked af det og uden tolerance. Min mand har fyldt mig med så megen løgn for hendes og sin egen skyld, og jeg aner ikke om jeg kan stole på ham.

Denne situation har fremkaldt nogle følelser i mig som jeg aldrig har haft. Jalousi, mistro og manglende tillid til det menneske jeg elsker overalt på jorden. Jeg har fået bekræftet, at mine intuitioner jeg har haft om at de aldrig blev helt færdige med hinanden holder stik. Jeg kan ikke begribe, at en kvinde der en gang har været medårsag til et brudt ægteskab, kan gøre det igen, og så med den samme mand!!!!

Jeg er så frustreret og aner ikke hvad jeg skal stille op med mig selv. Jeg vil frygtelig gerne dette ægteskab, men tanken om hvorvidt jeg fremover kan stole på min mand er ved at smadre min menneskelige sjæl. Jeg sætter spørgsmålstegn ved alt hvad han skal og ikke skal.

Underlig nok stoler jeg på ham når han siger, at det aldrig har været hans mening at splitte familien ad, så jeg kan måske udlede, at hans tanke havde været at dyrke sit livs store kærlighed, såfremt jeg ikke havde opdaget det!

Jeg har virkelig behov for at få sat tingene på plads og få oplyst alle de løgne han har fyldt mig med, men han siger at vi aldrig komme revidere hvis jeg ikke stoler på ham. Men hvordan gør jeg det?

Den morgen han kom hjem, bad jeg ham ringe til hende og gentage -i mit påhør - at det måtte stoppe. Det nægtede han, og jeg er derfor i tvivl om det er sandt han har sagt det.

Jeg har brug for, at han over for mig kan bevise, at han ikke vil hende. Han siger at jeg vader i tingene og selv bygger videre på historien, men jeg kan snart ikke andet. Jeg har foreslået at vi går i parterapi, men det vil han absolut ikke.

Jeg trænger virkelig til hjælp til at komme videre og til hvordan jeg håndterer dette. Jeg oplever mig selv som meget naiv og ydmyg pt. og det er barskt når jeg ellers er en kvinde med styr på tilværelsen og orden i sagerne. Lige nu er det mig der er naboen og hele min tilværelse er styrtet i grus. Som jeg siger til min mand: Solen skinner, men ikke på den rigtige måde.

Hilsen Anonym

__________________________________________________



Kære Anonym

Utroskab er for de allerfleste et meget stort svigt at blive udsat for.

At rumme den smerte og voldsomme skuffelse som du har oplevet i forhold til din mands utroskab, er meget svær at komme overens med.
Du er forståeligt nok meget rystet over situation og føler din verden er knust, hvilket er en forståelig følge af din oplevelse.
De fleste der er udsat for utroskab får en følelse af at alle løfter er brudt i forhold til hvad der var indgået af aftaler om parforholdet. Tilliden forsvinder, og følelser som raseri og jalousi kommer til overfladen med fuld kraft. Oplevelsen af tab og forladthed, blandes med en rædsel over at være forrådt, og med en følelse af stor frygt for fremtiden og en kæmpe afmagtsfølelse kommer til syne.

Mange spørgsmål melder sig: Hvordan kunne han gøre det mod mig? Er jeg selv skyld i det? Hvad er det hun (den anden) har som jeg ikke har? Hvorfor var jeg ikke opmærksom på signalerne og handlede på dem? Ønsker jeg forholdet stopper eller kan og vil jeg leve videre med min partner? Hvornår og hvor meget har de været sammen?

Når utroskab bliver afsløret kommer begge parter i forholdet i krise med en masse voldsomme følelser, tanker, spørgsmål og også en masse forsvar.

Der er mange par der tager den udfordring op, som det er at være i den situation som du og din mand er i lige nu, nemlig at gribe muligheden for at lære noget nyt om de store og forvirrende følelser som er dominerende for jer begge lige nu. For nogle kan de store og smertefulde følelser i oplever lige nu være medvirkende til at kærligheden på sigt igen kan komme til at vokse.

At være i en krise kan i nogle tilfælde være med til at skabe et vendepunkt i livet, og være medvirkende til at bringe noget godt med sig – hvis man tror på det og vil det.

Du skriver, at du meget gerne vil din mand og jeres ægteskab, og du skriver også at din mand på ingen måde har intentioner om at bryde jeres familie.

Jeg læser dette som, at I begge gerne vil prøve på og har mod til at indrømme over for hinanden, at I stadig har ønsket om, at få jeres forhold til at fungere, og begge har et ønske om at få genopbygget en tillid og intimitet til hinanden.

Det er ikke muligt i alle parforhold at skabe en genopbyggelse af forholdet efter utroskaben. For nogle bliver det det afgørende for at tage en beslutning om ikke at forsætte med at leve sammen mere. Men mit udgangspunkt for svaret her til dig, vil dog være at du gerne vil have der sker en forsættelse af jeres ægteskab.

Hvis I holder fast i dette ønske og vil gå vejen for at dette skal ske, kan det i bedste fald være at I når frem til at utroskaben kan betragtes som en alarm der har blinket og advaret jer om at I skal skabe et mere bevidst og mere modent forhold, hvor der skal nogle forandringer til, for at I igen kan få jeres forhold til at blomstre.

Du er meget rystet over situationen og det er din mand formodentlig også, men hvis i vil forholdet er det nødvendigt at betragte det som en mulighed for at afprøve og få bekræftet den styrke der er i jeres forhold.
I bliver nødt til at se smerten i øjnene og udfordre denne smerte sammen, og finde ud af hvad I to er i stand til at gøre sammen.
Når der er opdaget utroskab i et parforhold, er det ofte, at der opstår en meget stor uro over og omkring de følelser man nærer for hinanden.
At blive eller afsløre utroskab er en traumatisk oplevelse for både den der er utro og for den der er udsat for utroskaben.
Du er i denne situation den sårede part og du er ramt dybt og voldsomt af en oplevelse af svigt og også oplevelsen af et tab over noget du har følt dig sikker på i mange år.
Din mand er formentlig fyldt af ambivalente følelser og føler i det også en stor skyld over for dig. Han er måske også rystet over sin egen handling og hans forståelse af sig selv som en mand der ikke er utro over for dig er der rokket ved, hvilket gør at hans selvforståelse måske i en periode er ændret.

Det er nødvendigt, at I begge får skabt noget ro i jeres følelser, så I kan begynde at overveje hvordan I bedst kommer videre herfra i jeres ægteskab.
Den ro må I skabe i at I har taget en beslutning om, at I vil forsætte jeres samliv.
I må tale om hvordan og hvad der skal til for at I kan leve med oplevelsen begge to.

Når I har fået skabt noget ro i jeres følelser, vil I have lidt mere ro til at forsøge og begynde på at genopbygge jeres forhold.
Det vil være afgørende for jer at få talt om hvad der gik galt, og tale om hvad og hvordan I vil gøre for at få genopbygget jeres forhold.
Når I har besluttet at I vil forsætte jeres forhold er det meget vigtigt at I begge helhjertet går ind i dette arbejde der ligger forude for jer.

At skulle genopbygge sit forhold efter den oplevelse I har været ude i er der nogle ting der er meget vigtige:

● At I formår at kunne tale sammen på en måde, hvor I forsøger at forstå hinanden og hinandens følelser.
● At I, i jeres snakke forsøger at hjælpe og opmuntre hinanden til at være åbne over for hinanden og også tør være åbne om jeres forskellige sårbarheder.
● At I igen kan give hinanden tillid i forhold til at I tør og vil vælge at tro på det hinanden siger.
● At I på sigt kan være klar på at utroskaben ikke skal sabotere jeres forhold, den er nødt til at være der, da den er en del af jeres ægteskabshistorie, men den må ikke være dominerende og styrende for jeres fremtidige handlemåder i forholdet.

Du skriver du har brug for og har foreslået din mand at gå i parterapi, men det vil han under ingen omstændigheder.
Mit råd til dig, vil være, at du selv kontakter en psykolog, for at få samtaler om hvordan du har det og få hjælp til at takle situationen omkring dig selv.
Det er en måde du kan give dig selv en omsorg, som du har brug for til at rumme og komme overens med dine egne følelser.
Fortæl din mand at du har brug for at tale med en udenforstående for at få hjælp til at få styr på dine følelser. Og fortæl ham, at du gør det, fordi du gerne vil jeres ægteskab og meget gerne vil skabe nogle forandringer for at få det til at fungere på bedste vis.
Hos nogle psykologer arbejdes der med, at den der er til samtaler kan invitere sin partner med til f.eks. en enkelt (eller flere) samtaler som gæst, fordi man gerne vil have han hører hvad man selv gør sig af tanker. Dette er en metode jeg har erfaring for er rigtig god og virkningsfuld i mange parforhold, hvor der ikke er enighed om at gå til psykolog.
Det kunne måske være en ide I jeres situation?

Jeg håber du kan bruge mit svar. Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke fremover.
Du er velkommen til at skrive igen, hvis du har yderligere spørgsmål.
Du er også meget velkommen til at kontakte mig for en personlig samtale.

Med venlig hilsen,