gedigne guidelines
3. juni 2011

Titler: ”Guide til ... ”
Forfatter: Richard Templar
Forlag: Gads Forlag
Bestilling: Online>>
Kend spillets regler
Livet byder på mange forskellige aspekter, som vi skal mestre. Job, kærlighedsliv, forældregerningen og livet i al almindelighed. Richard Templars er forfatter til en række bestsellers, der på international plan har vakt beundring og succes med deres livsvisdom. Hver især handler de om at kende spillets regler, så vi kan gøre tingene rigtigt.
Enkle anvisninger
På KvindeGuiden.dk har jeg haft fornøjelsen af at læse tre af Richard Templars bøger om jobbet, livet og kærligheden: ”Guide til jobbet”, ”Guide til kærligheden” og ”Guide til livet” – i serien findes også ”Guide til forældre”.
Hver især har de givet anledning til beundring og anerkendelse med deres enkelhed og dog eftertænksomhed. Alle titler syder at engagement i forhold til, hvordan man bør gribe tilværelsen an. Det er ganske livsbekræftende at læse forfatterens kloge råd, der oser af holdning, livskraft og også humor. Richard Templar er på en gang fræk, fornuftig og fantasifuld. Ganske enkelt et pudsigt bekendtskab!
”Reglerne” – vejen til succes
Hver titel består af 100 råd, der omtales som ”Reglerne”. Med tjek på ”Reglerne” lover Richard Templar dig at komme lidt lettere gennem tilværelsen, og hvem har ikke lyst til det?! I hvert fald lyder det alt sammen meget tillokkende og ligetil. Måske lidt forsimplet nu og da, men generelt både fornuftigt, menneskeligt og varmhjertet. Om du er enig i det hele er måske tvivlsomt, men det er nok heller ikke nogen negativ sidegevinst, at reflektere over ens egne holdninger til de tematikker bøgerne beskæftiger sig med i al deres enkelhed.
Oplagt gaveidé
”Guide til forældre” må være den perfekte gave til nybagte forældre, mens ”Guide til jobbet” selvfølgelig skal foræres til vennen, der lige har fået nyt job. Med ønsket om al det bedste på lykkens vej, vil ”Guide til livet” blive den næste opmærksomhed fra mig til en 18 års fødselsdag! Jeg vil også overveje at købe et eksemplar mere af bogen om livet og have i baghånden, som en kærlig opmuntring og støtte til én der trænger til lidt solskin på sin vej. ”Guide til kærligheden” taler for sig selv! Den skal selvfølgelig gives til forlovelsesfester, og alle der savner lidt lys i kærlighedens planeter.
Sund fornuft – sjovt og godt!
Richard Templar skriver både enkelt og uhyre banalt om tilværelsens mangfoldighed. Vores egen Johannes Møllehave har som bekendt sagt, at ‘Det banale er det basale’. Mon ikke der er noget om snakken! Disse guidelines er lig med livsfortåelse af den simple, søde og sjove slags! Den underspillede typiske britiske humor gør bøgerne til oplagte WC-litteratur af den bedre slags. Indholdet er med forfatterens egne ord ”almindelig sund fornuft” og altså ikke på nogen måde teoretiske studier eller videnskabelige udtalelser. Men det gør måske kun bøgerne mere læsbare og populære, fordi de er så ærlige, åbne og ligetil. Alt i alt er de oplagte at fornøje sig med og suge nyttig erkendelser om livet til sig fra. Det er ikke altid vi behøver at gøre tingene så avancerede. Less is more. Det beviser Richard Templar!




































