fordobling af trampolinskader

Det er rigtig populært at have sin egen trampolin i hjemmet eller haven. Men selvom trampoliner er anledning til mange timers sjov leg og motion, så skal man være opmærksom på at de også er årsag til mange ulykker. Således viser nye tal fra Statens Institut for Folkesundhed at havetrampoliner igen i år er blandt højdespringerne når det gælder årsager til ulykker i hjemmet.
I løbet af de sidste 2 år er antallet af tilskadekomne mere end fordoblet. De hyppigste skader ved trampolinulykkerne er knoglebrud og forstuvninger, som hver for sig udgør ca. 1/3 af skaderne. Hver fjerde trampolinskade skyldes fald ned fra trampolinen, disse er de alvorligste, idet 16% af skaderne førte til indlæggelse.

Farlig leg på trampoliner
De farlige situationer opstår især, når flere personer hopper på trampolinen samtidigt og støder ind i hinanden. Hvis man laver kolbøtter eller lignende, kan man lande på hovedet eller nakken, slå sig på trampolinens kant eller fjedre eller falde ud over den og slå sig på jorden.

Før du køber en trampolin
Der er i dag krav om, at forbrugerprodukter solgt i Danmark skal have en brugsanvisning på dansk. Det er desværre ikke altid, at forhandleren overholder denne regel. Du skal derfor altid tjekke, om der følger en dansk brugsanvisning med, når du overvejer at købe en trampolin. Brugsanvisningen er en forudsætning for, at du kan opstille din trampolin trygt og sikkert. Desuden kan en manglende dansksproget brugsanvisning være tegn på, at importøren eller forhandleren ikke i øvrigt har sikret sig, at der er tale om et forsvarligt produkt. Tjek også, om trampolinen er CE-mærket. CE-mærket viser, at produktet overholder en række krav til sundhed, sikkerhed og miljø. Klik her for at læse mere om CE-mærket.

Sikker samling af trampolinen
Sørg for at samle trampolinen sikkert og forsvarligt efter brugsanvisningens anvisninger. Du skal især være opmærksom på at fæstne benene ordentligt. Det er en god idé at sikre sig, at benene er forsvarligt sat fast, inden du tager trampolinen i brug. Når der bliver flyttet rundt på trampolinen, kan benene løsne sig, så tjek trampolinen hver gang den er blevet flyttet. I værste fald kan man risikere, at trampolinen falder sammen, eller at benet gennemborer trampolinen.

Sikker opstilling af trampolinen
Stil altid trampolinen på et så blødt underlag som muligt, fx en græsmåtte. Hvis den stilles på asfalt, skal der lægges støddæmpende materiale omkring den. Der må ikke være fysiske hindringer i vejen, såsom vægge, grene eller andre legeredskaber tæt på trampolinen. Der må heller ikke være el-ledninger over, under eller i nærheden. Man kan eventuelt forebygge faldskader ved at opsætte et sikkerhedsnet omkring trampolinen.

Hold øje med børnene
Det er især børn mellem 5 og 14 år, som kommer til skade med trampoliner. Du skal derfor altid holde øje, når børn hopper på trampolin. Børn under seks år bør slet ikke lege med dem. Sørg for, at børnene lærer de forsvarlige grundhop og holder sig fra farlige kolbøtter og lignende. Uforsvarlig leg med trampoliner kan være dødsensfarlig. Når trampolinen ikke er i brug, skal den stilles væk, så børn ikke leger med den uden opsyn.