født for tidligt

4000 børn fødes for tidligt
Et barn er ifølge WHO for tidligt født, hvis det er født før 36. svangerskabsuge. En normal graviditet varer ca. 40 uger.

I Danmark fødes der ca. 69.000 børn om året, af disse bliver ca. 4.000 børn født for tidligt. Heraf fødes ca. 200 børn ekstremt tidligt, det vil sige før 27. svangerskabsuge. I dag er overlevelseschancerne for disse ekstremt tidligt fødte børn ca. 50%.

Årsag
I langt de fleste tilfælde kender man ikke årsagerne til den for tidlige fødsel. Men i 1/3 del af tilfældene skyldes problemerne svangerskabsforgiftning, højt blodtryk, blødninger før fødslen eller at moderkagen ikke fungerer optimalt.
En anden årsag kan være, at flere får kunstig befrugtning, som øger risikoen for en for tidlig fødsel.

En svær start på livet
Livet for de for tidligt fødte starter meget anderledes end andre børn. De fleste er i akut medicinsk behandling, de adskilles fra forældrene og er i det hele taget udsat for så traumatiske oplevelser, at psykiske og følelsesmæssige senfølger næppe kan undgås.

Kuvøse
Et for tidligt født barn vil ofte være meget skrøbeligt, idet mange af dets vitale organer ikke er færdigudviklede. Barnet skal derfor have hjælp til at trække vejret, modtage føde og beskyttes mod bakterier, da dets immunforsvar ikke fungerer optimalt.
Barnet placeres efter fødslen i en kuvøse, hvor det holdes varmt og får iltberiget luft.
Barnet mades gennem en sonde, der føres gennem munden og spiserøret til mavesækken. Præmature børn plejes ofte på neonatalafdelinger, hvor man nøje barnets hjertefunktion, åndedræt og andre funktioner.

Udviklingsforsinkelser
De tidligt fødte børn risikerer at blive ramt af forskellige former for udviklingsforsinkelser og funktionshæmninger. Dette skyldes, at barnet ikke er fuldt udviklet, hvilket kan bevirke en øget risiko for hjerneskader, som kan føre til epilepsi, tale- og hørevanskeligheder og synsskader. Hjerneskader hos barnet kan desuden føre til adfærds- og indlæringsvanskeligheder.

Symbiosen mellem mor og barn
Det er almindeligt kendt, at den tidlige kontakt mellem mor og barn er utrolig vigtig for såvel barnet som moderen, og for barnets videre udvikling.
Symbiosen mellem mor og barn brydes når barnet lægges i kuvøse, og den nære kontakt til moderen er netop ekstra vigtig for det for tidligt fødte barn, der i høj grad mangler modstandskraft og er afhængig af sin mors nærhed.