Fødslens faser
13. september 2011
For en førstegangsfødende er det ikke ualmindeligt at gå en uges tid over tiden – husk i øvrigt, at den terminsdato du har fået er +/- 14 dage, da man jo som regel ikke kender undfangelsesdagen.
Men efter 40 ugers graviditet og venten føler de fleste - med spænding – at nu har de ventet længe nok.
Nogle kvinder kan fornemme, at fødslen snart går i gang. Fornemmelsen er lidt diffus, men nogle kvinder beskriver følelser som restløshed og en pludselig øget energi.
Her følger beskrivelse af andre tegn på at tiden nærmer sig. Husk at der er forskel på i hvilken rækkefølge tegnene viser sig..
Tegnblødning
Nogle kvinder bløder en lille smule op til fødslen. Så længe det bare er pletter i trusserne eller på bindet, er det normalt. Blodet kommer fra livmodermunden. Når den åbner sig, brister nogle små blodkar. Denne let slimede blødning kaldes tegnblødning.
Hvis du bløder så kraftigt, at det ligner en menstruation, skal du straks kontakte sygehuset. Det kan være et tegn på, at der er noget galt. Hvis du er i tvivl om noget eller måske føler dig utryg, kan du altid ringe til din fødeafdeling.
Diarré før fødslen
Nogle kvinder får diarré i dagene op til fødslen. Det er nok kroppens måde at sørge for, at der ikke er noget der sidder i vejen, når barnet skal passere.
Der er fordele ved at få tømt tarmindholdet før fødslen. Ved at fjerne den afføring der fylder op i bækkenet, gives der mere plads til barnet og man slipper for at skulle på toilettet lige efter man har født, hvilket kan være en ubehagelig følelse, hvis man f.eks. har fået foretaget klip i mellemkødet.
Mange oplever at trangen til et toiletbesøg lige op til fødslen, kommer helt af sig selv.
Har man ikke haft afføring umiddelbart før fødslen, vil man i nogle tilfælde blive tilrådet et lavement af jordemoderen. Det er ikke smertefuldt at få et lavement. Et lavement består af en væske, som sprøjtes op i endetarmen. 5-20 minutter efter det er givet, indtræder effekten, og man får tømt den nedre del af tarmen. Man bruger lavement under fødslen frem for almindelige afføringsmidler, da virkningen ved lavementet er mere hurtigt og effektivt.
Afgang af fostervand
Fostervandet kan begynde at løbe ret pludseligt, eller det kan sive ganske langsomt. Man kan godt føle sig i tvivl, om det er fostervand eller om det er urin. Men fostervandet er klart og har en karakteristisk ferskt lugt - ligesom sæd. Lugter bindet af urin, kan det være, at du ikke har kunnet holde på vandet. I slutningen af graviditeten er bækkenbundens muskler belastet af vægten fra livmoderen, og barnet trykker på blæren - og det gør, at en del gravide ikke kan holde på vandet.
Der er ingen nerver i fosterhinderne, så det gør ikke ondt, når der går hul på dem.
Ring til jordemoderen, hvis fostervandet begynder at sive derhjemme. Du bliver sikkert bedt om at komme ind på fødeafdelingen, hvis fostervandet er gået. Her undersøger jordemoderen dig. Hun føler dig på maven, undersøger dig indvendigt og tager din temperatur. Måske kører hun også en CTG-strimmel for at se, hvordan barnet har det.
Hvis alt er normalt, og du endnu ikke har veer, kan du tage hjem igen og slappe af, indtil du begynder at få veer. Du og jordemoderen aftaler, hvornår du skal komme tilbage på fødeafdelingen.
Skal man lægge sig ned, hvis fostervandet går?
I mange år, har man rådet gravide til at lægge sig ned, hvis vandet gik, og barnets hoved endnu ikke stod fast i bækkenet. Rådet blev givet ud fra en formodning om, at navlesnoren kunne komme i klemme mellem barnets hoved og bækkenet. Men man har gennemgået de undersøgelser, der er lavet om denne situation og er kommet til den konklusion, at der ikke er nogen reel risiko.
Kun i specielle situationer, skal man lægge sig ned:
● Hvis barnet ikke har hovedet nedad (hvis det f.eks. har numsen nedad, eller ligger på skrå eller på tværs)
● Hvis vandet går før 37 fulde uger
● Hvis det ved en undersøgelse på hospitalet er blevet konstateret, at der er for meget fostervand.
Slimprop
Hos de fleste kvinder sidder der en prop af slim i livmodermunden. Den beskytter mod bakteriers indtrængen i livmoderen. I slutningen af graviditeten åbner livmodermunden sig lidt, og slimproppen glider ud. Slimet er sejt og hvidligt. Slimet kan også være gullig, eventuelt med lidt blod i. Slimet kan komme ud fra skeden klatvis over flere dage op til fødslen.
Veer
Fødslen kan begynde med veer. Veer er sammentrækninger i livmoderen. Sammentrækningerne skal trække livmoderhalsen opad og åbne livmodermunden. Veer mærkes som ubehag eller smerter i livmoderen og måske over lænden og ned i lårene.
I begyndelsen af fødslen kan veerne være uregelmæssige. De kan komme med 5 til 10 til 15 minutters interval og have forskellig varighed. Nogle er små og korte på et halvt minut, andre længere – op til 1 minut.
Det er vigtigt, at du også slapper af, så du har kræfter til det arbejde, der venter.
Hjælper det at gå rundt?
Det er en skrøne at du fremmer veerne ved at gå rundt. Forsøg i stedet at bruge tiden på noget rart. Det er godt hvis du kan meditere, sove eller hvile. Hvis du er for rastløs så gå ud og få dig lidt frisk luft, pak din taske og tag et bad.
Det er forskelligt fra kvinde til kvinde, hvor hurtigt veerne bliver regelmæssige. Men efterhånden finder veerne et mønster, hvor veerne kommer nogenlunde regelmæssigt og varer nogenlunde lige længe.
Førstegangsfødende
Hvis du er førstegangs fødende, skal du kontakte sygehuset, når der er 4-5 minutter mellem veerne, og de er taget til i styrke og længde. En god ve varer i 45-60 sekunder. Hvis du har født før, skal du ringe til sygehuset, når der er 5-7 minutter mellem veerne.
Nogle oplever, at veerne i en periode er regelmæssige, men at de pludselig holder op. Det er helt normalt. Hvis veerne stopper på sygehuset, bør du indstille dig på at blive sendt hjem igen og se tiden an.
Hvis veerne udebliver
Ca. 65% får veer inden for det første døgn, efter at vandet er gået. Hvis veerne ikke er kommet efter ca. et døgn, vil man tilbyde dig at sætte fødslen i gang. Grunden er at der er en øget risiko for infektion, efterhånden som tiden går. Du vil da enten få lagt en stikpille i skeden eller få et ve-stimulerende drop.








































