flyv med zeppeliner i pinsen

Modellen flyver efter samme princip som luftskibet Graf Zeppelin gjorde i 1931, da det fascinerende fartøj besøgte Danmark. Få et enestående indblik i, hvordan luftskibene fungerede og oplev ved selvsyn, hvor lang tid det tager at vende zeppelineren i luften, selvom den vejer få hundrede gram.

I museets forhal har vi opført en bane, hvor du kan teste dine evner som luftskibskaptajn. Gennemfører du banen, deltager du i lodtrækningen om en fjernstyret zeppeliner.

Benyt samtidig lejligheden til at se udstillingen ”Luftskibet kommer!” hvor vi viser enestående filmklip fra zeppelinernes storhedstid samt møbler og guldrandet porcelæn fra spisesalonen, den eneste bevarede seng fra en kahyt, zeppelinerpost, en scrapbog fra den dansker, der overlevede Hindenburgs forfærdelige styrt i 1937 og et af de sjældne breve, der blev reddet ud af det brændende luftskib.

Arrangementet finder sted i forhallen på Post & Tele Museum lørdag den 3. juni kl. 10-17 og søndag den 4. juni kl. 12-16. Det er gratis at deltage i arrangementet, når entréen til museet er betalt.