Et uroligt lille barn
3. juli 2012

Jeg skriver til dig angående vores søn på 5 uger. Han trives fint og tager godt på. Han ammes udelukkende. Vores spørgsmål går på hans manglende søvn.
Som ugerne er gået, er hans søvn aftaget mere og mere. I de første uger, kunne han sove i barnevognen i et par timer af gangen. Nu sover han højst 20 min. hvis vi lægger ham og han vil kun sove hvis han ligger ved en af os.
Dette er begyndt at gøre sig gældende om natten også, hvor han ellers har sovet i sin vugge ved siden af min seng. Han er desuden meget urolig i løbet af dagen, og skal aktiveres hele tiden for at han ikke græder.
Det er ikke nemt at få indhentet søvn, når han ikke sover længere end 10 min. ad gangen i løbet af dagen. Han må jo også blive mere og mere træt.
Mit spørgsmål går på, om det er normalt at han ikke vil sove, og ikke kan ligge lidt for sig selv?
________________________________________
Hjertelig tillykke med din lille søn. Han trives, tager på i vægt og har det godt. Det er dejligt at høre.
Et lille barn på bare 5 uger er ofte vældig tilfreds med at være omsluttet i sine forældres favn. Det giver din lille dreng en tryghed at mærke dig. Når han falder i søvn hos dig, skal have sove et stykke tid hos dig inden du lægger ham, fordi der går et stykke tid i søvnen inden den er rigtig dyb.
Det kan være rigtig svært at gennemskue om og hvornår han har brug for at sove eller være vågen når han er så ny. Men jeg vil råde og henvise dig til at tale med din sundhedsplejerske om det, hun ved meget mere om små børns søvn end jeg gør. Hvis der er længe til hun kommer næste gang, kan du ringe til hende eller måske har I et sted hvor man selv kan henvende sig?
At du er træt og synes det er hårdt er der ikke noget at sige til. Det er meget hårdt ikke at få noget sammenhængende søvn. Du og din mand må hjælpe og støtte hinanden i denne periode. Det er vigtigt du får noget søvn, så du får samlet nogle nye kræfter. Kunne I evt. aftale, at han tager over et par timer når du har ammet og ved jeres lille dejlighed er mæt. Måske kunne han gå en tur med barnevognen, så du får rigtig ro til at få sovet et par timers sammenhængende søvn.
De allerfleste forældre oplever i perioder, at deres lille barn ikke sover, som man tænker ville være bedst både for barnet og for os som forældre. Dette er altid vældige hårde og opslidende perioder. Husk i disse perioder, at minde hinanden om alle de dejligheder der er i løbet af dagen. Hjælp hinanden med forsat at have dem for øje, for det er disse der giver os kræfter og overskud i vores forældreskab som i perioder er benhårdt arbejde. Tal med hinanden og andre om det, hør hvordan andre oplever deres forældreskab, hvad de gør osv.
Håber at du får en god snak med din sundhedsplejerske om emnet, hun har en stor viden og erfaring på lige netop dette område, så jeg tror det vil være en god støtte at tale med hende.
Rigtig meget held og lykke til dig og din lille familie fremover.
Med venlig hilsen,








































