egne børn og bonusbørn

Hej Charlotte,

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte, for jeg tror at der er mange små faktorer som gør at jeg har det som jeg har det i dag...

Jeg er en kvinde på 32 år, som lige har fået en søn for snart 4 måneder siden.

Min kæreste og jeg har virkelig fået et kærlighedsbarn, og han er bare en engel. Min kæreste har også 2 piger fra et tidligere forhold, som jeg har kendt snart et år og de er bare super søde...

Vi ser dem hver 14 dag, og det er jo ikke særligt meget, men nok for mig lige pt. Selvom jeg er rigtig glad for dem, så vil jeg også gerne have tid til "den anden" familie og lære vores lille søn at kende, men min kæreste synes jeg tænker helt forkert og at vi er én stor familie - og det ved jeg også godt vi er, men jeg kunne godt tænke mig f.eks. at kunne tage en lille ferie bare os 3 uden at skulle tænke 5 hver gang.. Men hver gang vi snakker om ferie så ved jeg at den kommer op, "det kunne nu også være hyggeligt at tage pigerne med" . Og selvfølgelig kunne det det, men det er bare ikke altid det samme - de kræver en del opmærksomhed og det kan til tider være stressende at være samlet alle sammen....

Men bortset fra det, så glæder jeg mig til de weekender hvor vi skal have dem! Inden vi fik vores lille søn, så var der aldrig nogle problemer med os/pigerne, men det er der kommet efter.. Og det skal siges at det er mig, og ikke nogen af de andre (hverken min kæreste eller pigerne) der er noget galt med, de kan ikke være bedre..

Men jeg kan godt føle nogle gange, at alt drejer sig om pigerne... Alt skal planlægges, som f.eks hvor vi skal bo i forhold til dem.
Jeg tror at når vi kommer tættere på dem, så vil meget af tiden gå med at hente dem, bringe dem, være sammen med dem og planlægge vores tid over hvad de kunne tænke sig - så vi måske kommer lidt til at glemme hinanden (min kæreste og jeg) og måske vores børn..

Ved godt at det lyder egoistisk og det er altså børn vi snakker om, men jeg synes jeg vier mit liv til 2 dejlige piger, som ikke er mine og som gør at min kæreste og jeg ikke kan gøre nogle ting som vi godt kunne tænke os at gøre sammen...

Jeg ved ikke om jeg ikke er klar til at tage denne store mundfuld, om jeg altid vil føle at det kun er pigerne det drejer sig om - eller om jeg bare er jaloux. Og jeg hader når kvinder er mutte og tavse, det er ikke til at holde ud - og jeg vil bare ikke blive sådan. Min kæreste elsker mig overalt på jorden og jeg får det dårligt overfor ham når jeg gør ham ked af det, fordi jeg er ked af det mht. pigerne og alt det der foregår.

Mvh.

En som elsker sin familie.

______________________________________________________

Hej

Tak for dit spørgsmål til mig her på Barneguiden.

Tillykke med din lille søn.
At få sit første barn med den mand man elsker, er jo helt fantastisk dejligt og noget helt specielt.
Det er en hel speciel følelse for dig, som bliver mor for første gang til dit eget barn. Din moderfølelse vil blomstre og vise sig på en helt anden måde end den følelse du har overfor dine mands piger.

Du vil helt naturligt føle en anden forbundenhed med jeres fælles barn, og det er følelser der er helt naturlige og ok. Moderfølelsen er en unik følelse og den er anderledes end den du føler til dine stedbørn, kærligheden er af en anden slags end til dine stedbørn. Det er vigtigt at du erkender dette og giver det plads til at være der og giver dig hen i denne kærlighed til jeres lille ny.

Det biologiske bånd til din egen lille søn betyder en anden kærlighed til ham, end til dine mands børn. Men det betyder ikke at du ikke elsker dem eller holder utrolig meget af dem. Kærligheden har mange ansigter, også når det handler om at elske og holde af dine og vores børn.

Også din mand gør sig formentlig mange tanker i forbindelse med at I nu har fået jeres lille søn. Hvordan kan han blive ved med at tilgodese pigerne, hvordan skal han gøre for at de ikke føler sig tilsidesat og mindre vigtige for ham. Han tænker måske også over, hvordan I tilgodeser børnene hver især og får givet dem den opmærksomhed og kærlighed, de har krav på og brug for.

Måske er han bekymret for om pigerne skal føle sig svigtet og overset. Og helt almindeligt kan man også som forældre anden og tredje gang været bekymret for, om man dog har kærlig nok til dem alle. Og hvordan vil du mon være over for pigerne, hvad vil du føle over for dem, nu hvor I har fået jeres fælles barn.

Ja, jeg tænker at I begge er helt naturligt fyldt af mange tanker og følelser, og det må I gerne være, for jeg tænker det også er en måde at komme overens med alt det nye der sker i jeres liv, og de mange dejlige og spændende udfordringer i står over for, og vil stå overfor i tiden frem med jeres dejlige børn.

Det er helt i orden at kærligheden ikke føles ens. Der er ikke på dette område, noget der er rigtig eller forkert, det vigtigste er at være åben og ærlig over for hinanden, om hvad det er for følelser og tanker der kommer i spil hos jer som forældre hver især.

Jeg kan læse, at du bekymrer dig for om du og din kæreste skal komme til at glemme hinanden og glemme at passe på jeres forhold. Det er en god ting at være opmærksom på, for når du er opmærksom, har du også en mulighed for at handle på det.

I skal tale sammen om hvordan I tænker jeres nye situation skal forme sig. Hvad har I af ønsker, forhåbninger og ikke mindst forventninger til hinanden. Hvordan vil I rent praktisk planlægge livet med at I nogle gange er fem i familien og andre gange er tre i familien.

Hvordan vil I gerne være familie sammen på de betingelser I har med både jeres fælles barn og din mands to dejlige piger.

Hvordan tænker I om børnenes forhold og relationer til hinanden, hvad vil I gerne arbejde på, og hvad er muligt og kan lade sig gøre.

Hvad tænker I om din rolle over for pigerne? Det tænker jeg også er rigtig vigtig for jer at få talt om.

Jeg kan også læse, at I har hul på snakkende om ovenstående, også i forhold til hvor I skal bo, hvorfor mm. men jeg kan også se, at det er svært for jer, fordi I bliver såret eller får en fornemmelse af at den anden part bliver såret.
Det er ikke ualmindeligt at samtalerne om disse ting er svære, fordi der er så mange forskellige følelser i spil hos jer.

Min erfaring er, at mange par i lignende situationer, har meget stor glæde af at snakke med en udenforstående, for at få hjælp til at se på situationen og komme til at lytte til hinanden og komme til at forstå og acceptere hinandens følelser. At få lavet nogle aftaler, som alle kan leve med og fungere i og dette både små som store.

Der er ingen tvivl om, at det for de allerfleste er en stor udfordring at leve sammen i en familie med fælles børn og delebørn. For at undgå at der skal komme til at ligge en masse usagte ting imellem jer, er det godt at stoppe op engang imellem, for at se på situationen, hvordan fungerer det for dig, for mig, for børnene hver især og for os alle sammen – sammen.

Nogle vælger at klare denne vigtige opgave selv, og andre vælger at få hjælp til at se på dette, f.eks. ved at tale med en psykolog engang imellem. Det er fantastik omsorg for sig selv, sit parforhold og sit familieliv.

Det er en udfordrende og til tider svær proces, at være familie på nye og anderledes præmisser.
Det er så vigtigt at I er ærlige over for hinanden, når det gælder jeres følelser omkring jeres børn og jeres forhold. Det er den allerbedste måde at passe godt på sig selv, hinanden og alle de dejlige børn.

At I nu har fået et fælles barn og dermed har fået en ”familieforøgelse” bringer jo en forandring med sig, og der kommer for jer alle, både din mand, hos pigerne og hos dig nye og måske ukendte følelser i spil.
Fortæl også din mand om dine tanker og følelser omkring dine svigerforældre.

Der ligger her i brevkassen andre gode spørgsmål omkring at være en sammenbragt familie, som du måske kan have glæde af at læse.

Jeg ønsker jer alt mulig held og lykke i tiden videre frem og vil da også ønske jer en glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår.
Håber du kan bruge mit svar, du er velkommen til at skrive igen

Venlig hilsen