Børns seksuelle adfærd
19. maj 2008

Børns seksuelle adfærd
Hører numse- og doktorlege med til den normale udvikling? Leger børn kun seksuelle lege, hvis de bliver inspireret til det? Hvad er normal seksuel adfærd for børn fra fødsel?
Det er spørgsmål, som mange forældre har svært ved at svare på. I løbet af de seneste 10 år er vi blevet dårligere til at håndtere børns seksualitet. Det oplever flere eksperter ifølge 24timer. En af dem er psykolog John Halse, som i mange år har arbejdet med forholdet mellem børn og forældre.
"Pludselig er der kommet trusler og tanker om seksuel krænkelse ind over vores håndtering af børns seksualitet. Vi har stadig lettere ved at håndtere børns seksualitet, end vi havde for 40 år siden, men udviklingen er begyndt at gå i den gale retning. Vi er både blevet bange for, at de bliver krænket af voksne, og at de bliver krænket af andre børn," siger John Halse til 24timer.
Især fædre er usikre
John Halse holder foredrag om børn og seksualitet, og han oplever, at især fædre er blevet mere usikre. Mange fædre unlader f.eks. at være nøgne sammen med deres børn fordi de er i tvivl om det kan være grænseoverskridende eller forkert over for børnene. Og det er en skam, mener John Halse, for det er vigtigt for børn at lære, hvordan voksenkroppen ser ud.
Anna Louise Stevnhøj har, for Børns Vilkår, skrevet en pjece om børn og seksualitet. Hun oplever også at spørgsmål omkring børns seksuelle adfærd er noget der vækker meget bekymring hos forældrene.
"Det kommer rigtig meget bag på mange forældre, at børn kan finde på at undersøge hinanden og lege numselege. De bliver dybt, dybt forskrækkede, og så tænker de "Åh nej, har mit barn været udsat for noget fra en pædofil eller fra de andre børn"," siger Anna Louise Stevnhøj til 24timer.
Pjece om børns seksualitet
Pjecen "Børn og seksualitet" beskriver de mest almindelige dilemmaer og spørgsmål man som forældre kan stå med omkring børns seksualitet. Pjecen tager også fat i hvordan og hvornår man som professionel skal gribe ind, når man oplever børns seksualitet og der gives et bud på, hvordan en daginstitution laver en politik på området.
_______________________________
Pjecen "Børn og seksualitet" kan bestilles hos Børns Vilkår på telefon: 35 55 55 59. Pjecen koster kr. 125,-.
Mere om John Halses kurser på




































