akut brug for indsamlere
16. august 2006

Den 3. september har Red Barnet landsindsamling, og Red Barnet har lige nu brug for tusindvis af frivillige til at gå rundt med raslebøssen.
"Ferien er overstået, og vi håber, at rigtig mange vil melde sig som indsamlere. På 3 timer får en indsamler ca. 1.000 kr.. ind. Det er penge, som kan sikre skolegang til fire krigsramte børn i et år. Det kræver lidt af din tid, men det kan ændre alt for børnene", siger Mimi Jakobsen, generalsekretær i Red Barnet.
Red Barnet har allerede oplevet en massiv opbakning fra organisationens egne frivillige og fra erhvervsnetværket, der er tilknyttet Red Barnet.
"Vi har masser af koordinatorer og andre frivillige i hele landet, der er i fuld gang med at hverve og koordinere indsamlere. Hjælp dem og Red Barnet og tilmeld dig som indsamler på telefon 8024 2526, så vores ruter kan blive fyldt op", siger generelsekretær Mimi Jakobsen.
Første landsindsamling nogensinde
Det er første gang, at Red Barnet i lighed med andre store humanitære organisationer har fået tilladelse til at holde landsindsamling.
"Da det er første gang, har vi ikke et stort kartotek med indsamlere, vi kan trække på. Vi starter så at sige fra bunden. Omkring 1500 har meldt sig, men vi mangler 4.500 flere, hvis det skal batte noget", siger Mimi Jakobsen.
Børn i krig
Temaet for indsamlingen er børn i krig. En del af overskuddet går til at:
● hjælpe tidligere børnesoldater
● hjælpe piger, der er blevet seksuelt misbrugt i forbindelse med krigshandlinger
● sørge for uddannelse til børn i krig
Millioner af børn verden over er berørt af krig og væbnede konflikter. 300.000 er direkte involverede som børnesoldater eller ”hustruer” og fødemaskiner for soldater. Alene i Norduganda er 25.000 børn i de sidste 20 år blevet kidnappet af oprørshæren Lord´s Resistance Army til et liv som børnesoldater eller ”hustruer”.
"Jeg har selv lige været på besøg i det nordlige Uganda. Det var en rystende oplevelse. Jeg mødte børn, der har været kidnappet til et liv som soldater og andre børn, helt ned til 10-års-alderen, der dagligt er i fare for at blive kidnappet, voldtaget eller slået ihjel. Det er blandt andet de børn, pengene fra landsindsamlingen skal gå til", siger Mimi Jakobsen.
Pengene går til..
Siden 1994 har Red Barnet været med til at drive et center for de tidligere børnesoldater og ”hustruer” i byen Gulu i det nordlige Uganda. Her får børnene medicinsk behandling, terapi, undervisning og hjælp til at blive genforenet med deres familier. Red Barnet støtter også skoler i flygtningelejrene, ligesom Red Barnet støtter organisationer, der bekæmper hiv/aids blandt børn i flygtningelejrene.
De øvrige midler fra landsindsamlingen vil gå til Red Barnets arbejde med udsatte børn i Danmark, Grønland og resten af verden.
Meld dig som indsamler på telefon 80 24 25 26 eller




































