mor for første gang – far for anden gang

Af Psykolog Charlotte Clemmensen

Jeg oplever i min praksis, hvor jeg taler med mange gravide og forældre, at det at vente barn med en partner der i forvejen har barn fra et tidligere forhold, ofte sætter følelser i gang, man ikke havde ventet. Mange kvinder fortæller også det er lidt tabu at tale om, det er lidt svært at fortælle om, fordi man jo selv har valgt og man jo ved hvad man er gået ind til. Men så enkelt kan det ikke bare siges, for man er jo ikke er herre over de følelser, man bliver fyldt af på forskellige tidspunkter i livet.

Det er ikke ualmindeligt, at du som kvinde inden graviditeten tænker, at du i hvert fald ved noget om, hvordan din partner er som far. Du kan se, at han elsker sit barn overalt på jorden og er en rigtig god far for sit barn. Det bekræfter dig måske i, at du har en anderledes viden om hvilken slags far din partner er og vil blive for jeres fælles barn. For nogle giver det en god og tryg følelse.
Du har måske også erfaring med, at I sammen kan få det til at fungere som familie, fordi det lykkes fint, når hans barn er hos jer. I har formået at tilpasse jer de roller, som er nødvendige i en sammenbragt familie, en biologisk far, en bonusmor og barnet. Den familiekonstellation fungerer godt for jer, og er måske blevet en naturlig del af jeres liv. Du tænker over disse ting og finder ro i måden, I sammen klarer det på, og ser frem til, at du skal være gravid og have barn med den du elsker.

Glæde og jalousi på én gang
For nogle kvinder bliver alt vendt på hovedet, når graviditetstesten er positiv, og nogle oplever pludselig andre tanker og følelser kommer i spil.
Graviditetstesten er positiv, du bobler af glæde og ser frem til at dele den med din partner, men pludselig slår det ned i dig, at han tidligere har prøvet det her sammen med en anden kvinde. Det er ikke nyt for ham!
Nogle kvinder fortæller, at de pludselig oplever en jalousi over at partneren har haft oplevelsen med en anden. En jalousi, der er svær at sætte ord på, og ikke rigtig kan bruges til noget – for faktum er, at det ikke står til at ændre.
Gravide kvinder fortæller, at de begynder at tænke over, hvordan det var for ham første gang. Nogle gør sig tanker om, hvordan han fik det at vide, hvordan ekskonen fortalte det, og hvordan han reagerede første gang på beskeden om at skulle være far. Var det et større øjeblik for ham dengang, end det er sammen med dig?

Han ved bedst
Efterhånden som maven vokser, tænker du måske over, hvad der vil ske i jeres forhold, når I får jeres barn. Måske tænker du på, om det vil ændre noget i forholdet mellem jer, og hvilken betydning det kan få for din partners biologiske barn, og om dit og barnets forhold vil ændre sig.
Det kan være svært at tale med sin partner om det, du er optaget af i graviditeten, fordi han hele tiden ved bedst – han har jo prøvet det før. Det kan for nogle give en forstærket følelse af at være nummer to.
Netop i graviditeten har du brug for meget omsorg og opmærksomhed fra din partner, og det bliver svært at acceptere, at han forsat bruger meget tid på barn eller børn fra det tidligere forhold. Du har så meget brug for, at din graviditet og jeres kommende barn er omdrejningspunktet i livet.

Nysgerrigheden tager til
Efterhånden som graviditeten skrider frem, bliver du mere og mere nysgerrige efter at høre om, hvordan det var for din partner første gang, han skulle være far, og mange spørgsmål melder sig.
Havde de mon planlagt at få barn? Hvor længe prøvede de, inden det lykkedes? Hvor boede de, og hvordan boede de? Hvor længe havde han mon barsel, og hvorfor ikke mere eller mindre?
Måske kan dit bonusbarn også stille spørgsmål til far om, hvordan det var da mor og far skulle have ham. Nogle af svarene kan måske berolige dig og give dig en ny og dejlig viden om din partner.
Hans beroligende svar på dine eventuelle bekymringer, om at det finder man ud af hen af vejen, kan også være irriterende. Du har en partner, der tidligere i livet har skullet gennemtænke de valgmuligheder, begrænsninger og udfordringer, der følger med at blive forældre. Måske er der noget, han vil gøre anderledes sammen med dig, ud fra de erfaringer han har.
Men måske bliver du også urolig. Han har jo et brudt forhold bag sig. Hvad var det der ikke fungerede. Hvad nu, hvis han heller ikke synes, det fungerer med mig? Gør jeg mon nogle af de samme ting som den tidligere partner, som har været medvirkende til, at det ikke fungerede? Vil han også forlade mig?
Det vil altid være en balancegang at finde ud af, hvor meget man skal være nysgerrig i forhold til tidligere forhold, fordi du på den ene side gerne vil høre om det, og på den anden side er det smertefuldt at høre om.
Nogle af de spørgsmål der melder sig, kan du måske med fordel dele med dine veninder i stedet for med din partner. Men samtidig er det vigtigt, du ikke prøver at fortrænge, at din partner har været i samme situation før – for det er jo realiteten, men dit fokus må også være på, at han ikke har prøvet det sammen med dig.

Efterhånden som graviditeten skrider frem kommer mange kvinder overens med de besværlige følelser og tanker der melder sig. Så når fødslen går i gang, opdager de en anden dimension: At fødslen er helt unik, en personlig oplevelse, og den er kun jeres!
De følelser og tanker du oplever, er naturlige og de må gerne være der, for de fleste er de uundgåelige. Giv dem plads og opmærksomhed, det hjælper at være åben om at de eksisterer

En anderledes moderfølelse
Efter fødslen er der igen nye tanker og følelser, der kan komme i spil og fylde i hverdagen for dig og din lille familie, som nu består af jer to voksne og dine og vores børn.
Jeg har tidligere modtaget et spørgsmål her i brevkassen fra en mor, som beskriver de følelser og tanker der kommer i spil på en meget rammende måde.
Læs mere om emnet i min bog: