Smuk og velkørende MPV

Test: BMW 218i Gran Tourer
Fra 412.900 kr. Pris på testmodel: 574.961 kr.

Vi testede BMW’s forhjulstrukne Active Tourer sidste år og var ret begejstrede. Det var en BMW, som brød med den gængse opfattelse af, at en driver’s car altid skulle have træk på baghjulene. Vel var det ikke nogen sportsvogn, men den var rummelig, lydløs og overordentlig velkørende. 

BMW har nu udvidet den familievenlige linje med en storesøster til ovennævnte, nemlig Familieguidens testbil i denne måned, Gran Tourer. Og lad det være sagt med det samme, konceptet her er nøjagtig det samme: Meget velkørende, lydløs og yderst rummelig. Testbilen var med 7 sæder (den kan også få med kun 5), og her var anvendeligheden i top. Den bagerste stolerække er bestemt ikke for to voksne på en tur til Paris, men fungerer som bagsæde for mindre børn akkurat som de fleste andres bagsæder i denne bilklasse. I det hele taget skal man op i minibusser, før et sådan sæde ikke bliver lidt forkrampet, men på kortere ture som alternativ til bussen og som sagt til mindre  børn - ganske udmærket. En sådan 3. sæderække koster i ekstraudstyr godt 17.000 kroner. Sæderækken kan selvfølgelig, når man ikke bruger det, gemmes væk i gulvet og hermed give plads til mere bagage. En genial detalje i øvrigt: Midterste sæderække kan forskydes i længden som forsæderne. Hvorfor har man ikke tænkt på det før?

En MPV er sjældent nogen skønhedsåbenbaring, men altid praktisk. Her går BMW dog lige skridtet videre og har faktisk produceret en køn en af slagsen, som også er praktisk. Gran Tourer er strømlinet, ikke alt for klumpedumpe høj, og frem for alt prøver den ikke at ligne en sej firehjulstrækker, som mange andre konkurrenter prøver, uden at være det. Linjeføringen er smuk, og indvendigt bliver chaufføren forkælet med ægte BMW-feel. Gedigne og ergonomiske kontakter og greb, lækre sæder, og man sidder højt og har overblikket. 

Undervognen er stort set den samme som de populære og velkørende Mini’er (BMW ejer Mini), og det er nok bilens største force. Den er utrolig adræt og velkørende, og vel er en startpris på 400.000 kr. mange penge, men til gengæld kan man så glæde sig over, at brugtvognsprisen er en af de bedste i klassen. 

Motormæssigt kommer Gran Tourer med to benzinmotorer på hhv. 136 hk. og 192 hk. Ligeledes i to diselvarianter på hhv. 116 hk. og 150 hk. 
Og så er der lige til Lottovinderne en firehjulstrukket version med 192 hk.

HVORFOR ?

  • Fordi det ikke altid kun skal handle om pris og kedelig økonomi. Køreglæde kan ikke gøres op i et regneark.
  • En af de smukkeste MPV’er på gaden

HVORFOR IKKE ?

  • Lige så store og anvendelige MPV’er med 7 sæder fås for 150.000 kr. mindre.

 

Følg os