Når du venter en pige, er maven mere rund…

Gravide ska spise for to. Der fødes flere børn ved fuldmåne. Kaffe er skadeligt under graviditeten. Der findes rigtigt mange myter om graviditet og fødsel. Men hvilke af disse myter er sande, og hvilke er – ja, bare myter. Læs med når vi bekræfter eller afliver syv af de mest udbredte. 

Fødsler og graviditet er i hele verden omgærdet af myter i hobetal. Og det er der ikke noget at sige til. I forbindelse med graviditet og fødsler er der så meget, som man ikke ved, hvorfor det sker, eller hvordan det sker. Og i forsøg på at skabe forståelse, sammenhænge og logik opstår mange af de velkendte myter. 

1 Gravide, der venter en pige har mere kvalme
Sandt. Det er almindeligt kendt, at kvinder oplever forskellige grader af kvalme, når de venter sig, og jo højere graviditetshormonet (hCG) er, desto mere kvalme får den gravide. Derfor vil f.eks. tvillingegravide ofte have graviditetskvalme. Ifølge en undersøgelse fra University of Washington giver pigefostre mest kvalme i graviditetens første tre måneder.

2 Hvis maven er kuglerund, er det en pige – er den sylespids, er det en dreng
Falsk. Myten om, at man på den runde mave og bløde bagdel kan se, at man venter en pige er og bliver en myte. Derimod influerer den gravides kropsbygning, højde, vægt, fysiske form og tidligere graviditeter på mavens form, ligesom barnets størrelse og mængden af fostervand. Så den gravide maves form hænger altså ikke sammen med barnets køn.

3 Gravide må ikke spise sushi
Falsk. Når man er gravid, er der mange restriktioner i forhold til sund levevis. Der er altid nogen, som har hørt et eller andet om mad, der skader fosteret, og her er sushi røget med. Men sandheden er, at sushi ikke skader fosteret – det er oveni købet en god måde at få fisk på under graviditeten. Undersøgelser viser faktisk, at fisk – pga. af deres høje indhold af omega-3 fedtsyrer – gavner hjernens udvikling og hæver fosterets intelligenskvotient.

4 Hver graviditet koster en tand
Falsk. Hormonbalancen ændres under graviditeten, og det betyder, at immunforsvaret reagerer anderledes, end det plejer på provokationer fra bakterier og virus. Det betyder blandt andet, at gravide lettere får tandkødsbetændelse, men myten er usand – man mister ikke en tand pr. graviditet.

5 Lakrids er skadeligt under graviditeten
Sandt. Det er en kendt sag, at lakrids i større mængder kan få blodtrykket til at stige og kropsvæske til at hobe sig op. Desuden kan lakrids forårsage små skader i moderkagen, da det blandt andet indeholder glycyrricinsyre – et stof, der påvirker de hormoner, der regulerer blodtrykket. Derfor anbefaler man, at gravide holder igen med lakridserne og maks. spiser 50 gram om dagen.

6 Fødderne vokser under graviditeten
Sandt. Ifølge en amerikansk undersøgelse af en gruppe gravide kvinder viste det sig, at i 60-70% af tilfældene var kvindernes fødder vokset med mellem to til ti millimeter. Svangen var således blevet lavere og fødderne længere – de var så at sige blevet fladet ud. Men mener, at det skyldes den øgede tyngde på grund af vægtøgning under graviditeten sammenholdt med graviditetshormoner, der gør ledbåndene mere eftergivelige, så knoglerne kan brede sig mere. Blødgørelsen af leddene sker dog heldigvis kun én gang – så der er altså ingen sandsynlighed for, at det sker ved hver graviditet.

7 Strækmærker kan forebygges med creme
Falsk. Strækmærker er skader, der opstår i kroppens underhud oftest på grund af hurtig ændring af kropsvolumen og fordi de elastiske fibre i huden overstrækkes. De fleste graviditetsgener forsvinder igen, men strækmærker er kommet for at blive. Talrige cremer og olier bryster sig med at forebygge eller fjerne strækmærkerne, men der er desværre ingen undersøgelser, der viser en effekt. Så det bedste man kan gøre for at slippe for strækmærker er at undgå overvægt generelt og for stor vægtøgning under graviditeten.

Kilde: 100 myter om graviditet og fødsel af Agnete Nørrelund-Madsen. FADL´s forlag.

Pernille Lewinsky Kofoed

Pernille er freelance journalist og sideløbende med skriveriet underviser hun i yoga. Hun brænder for sundhed i bred forstand og har derfor gennem mange år skrevet om kost, motion, psykologi, yoga og mental sundhed for en lang række ugeblade og magasiner.

Følg os