hun vil ikke være hos sin far

Kære Charlotte,

Jeg trænger til nogle indspark til at hjælpe min datter - og også hjælpe mig selv faktisk.

Min datter er 8 år - hendes far og jeg gik fra hinanden for 7 år siden, da hun var 1,5 år. Hun har aldrig været specielt glad for at skulle skifte mellem mor og far, men der har dog været perioder, hvor det er gået rimeligt.

Det seneste halve år er hun desværre blevet mere og mere ked af det. Hun græder stort set hver gang hun skal ud til sin far, og hvis hun ikke græder, så går hun med blanke øjne, dirrende underlæbe når vi siger farvel. Hun begynder allerede at hænge med næbbet 2-3 dage inden hun skal af sted. Giver tit udtryk for at hun ikke er klar til at skulle af sted . osv.

Jeg har det jo sådan, at det må være en god ting for børn at have en god kontakt til begge deres forældre. Derfor har jeg også bakket hende op omkring hendes samvær med sin far. Det har ikke altid været lige let, fordi tonen os forældre imellem er yderst anstrengt. Jeg forsøger at bøje af for at undgå konflikterne, men jeg føler at jeg skal give og give i forhold til ham, og hvis jeg en enkelt gang sætter hælene i, så bliver han frygtelig vred. Og desværre er det noget, han indvier vores lille datter i. Det har han alle dage gjort, men jeg tror at hun nu er blevet så stor, at hun begynder at forstå, hvad der foregår - og at det bl.a. er det, der gør hende ked af at skulle på samvær med sin far.

Hun siger at hun bliver ked af det, når han taler grimt om mig - og det kan jeg jo godt forstå. Jeg har forsøgt at forklare hende, at jeg altså er ligeglad med, hvad far mener og siger om mig - og at det skal hun ikke tage sig af. Men det påvirker hende altså åbenbart alligevel. Jeg vil gerne lige "pudse min egen glorie" og sige, at jeg aldrig nogensinde - uanset hvor vred jeg har været på hendes far - har sagt noget om det til hende og heller ikke til andre i hendes påhør. Og jeg har heller aldrig nævnt de konflikter hendes far og jeg har haft for hende, men har nogle gange været nødt til at snakke med hende om dem, når hun er kommet til mig for at snakke om det efter at hendes far har "sat hende ind i tingene".

Efterhånden har jeg svært ved at bevare de gode miner overfor min datter ift. hendes far. Jeg synes han behandler hende SÅ dårligt og jeg ved ikke mine levende råd om hvad jeg skal gøre for hende.

Nu har jeg lavet aftale til hende om deltagelse i en børnegruppe i Statsamtet, som jeg håber kan hjælpe hende til at blive den glade pige hun var før - men som helt er forsvundet nu. Men hvad kan jeg ellers gøre for at hjælpe hende? Alle forslag er velkomne, for jeg vil gøre alt! Hun er forholdsvis åben overfor mig, men samtidig kan jeg mærke at hun får lidt dårlig samvittighed når hun har fortalt noget ufordelagtigt om sin far - børn er jo så loyale. Og jeg ved jo egentlig heller ikke hvad jeg skal sige til hende, når hun betror sig. Jeg kan dårligt tilbyde at tage en snak med ham, for han kunne aldrig drømme om at lytte til mig. Så jeg føler mig så forfærdelig magtesløs.

Desværre påvirker det her også mig i en grad, så jeg hele tiden har det i maven som jeg skal til eksamen - og kan ikke sove om natten. Jeg har min dejlige kæreste, vores dejlige hus, gode venner og et godt arbejde - så jeg har så meget at være glad for. Men det her er ved at køre mig helt ned fordi hun betyder så meget for mig og jeg har jo netop brug for noget overskud til at være noget ekstra for hende nu. Kan man lære at prøve at fokusere på noget andet - eller lære at leve med at man ikke kan gøre noget ? Jeg prøver at tænke på noget andet, men det fylder så meget, at det hele tiden popper op igen.

Gode råd og tips efterlyses.
Kh. en bekymret Mor



Kære bekymrede mor

Mange tak for dit spørgsmål her i brevkassen.

Det lyder til at du og ikke mindst din datter står i en svær situation.
At blive og være skilt når man har et fælles barn kan være en svær situation, som kan belaste alle involverede på voldsom vis.

Man kan i en skilsmisse tænke, at efter en rum tid, vil jeg være fri af min partner, han vil være ude at mit liv, og jeg vil ikke være påvirket af ham mere. Men sådan er det ikke, man kan sige, at når man har børn sammen, så slipper man ikke for at have et varigt forhold til hinanden. Uanset hvordan der laves aftaler om børnene, er i forbundet til hinanden resten af livet, og den kendsgerning er i nødt til at forholde jer til. Skilsmisse i en familie med børn er aldrig et fuldstændigt brud. Den anden forældre er der altid, og man er nødt til at forholde sig til dette gennem resten af livet.

I har i en del år haft en sværværsordning, hvor din datter har været en uge hos far og en uge hos mor, og dette har fungeret rimeligt for din datter.
Du skriver også, at din datter i den seneste tid er ked af det og har det svært med de skift, som jeres ordning indebærer for hende.
Du skal være opmærksom på, at den samværsordning der indgås ved skilsmissen nødvendigvis ikke er den bedste løsning i hele barnets opvækst. Der er mange forældrepar, der må ændre på de aftaler der oprindeligt blev indgået omkring samvær, enten fordi barnet eller den øvrige familie viser sig at trives dårligt med den.
Der kan ske familieændringer, der gør det nødvendigt at ændre på eksisterende ordninger. Alle samværsordninger bør fra tid til anden tages op til overvejelse, eftersom barnets behov ændrer sig med tiden.
Din indstilling om at børn har brug for både far og mor efter skilsmisse er helt rigtig og også en vigtig betragtning at have med i de valg der træffes.
Men at have god kontakt med begge forældre behøver nødvendigvis ikke at indebærer at barnet rent fysisk er lige meget sammen med hver forældre.

Er det på nogen måde muligt, vil jeg anbefale dig og din eks-mand at få noget råd og vejledning, for at i sammen kan få tilrettelagt en samværsordning der er bedst for jeres datter.
Der er den mulighed at få rådgivning i statsamtet af en børnesagkyndig (psykolog). Her vil den hjælp og rådgivning i får, tage udgangspunkt i at klarlægge jeres datters behov, og på det grundlag finde frem til hvilken løsning der bedst imødekommer disse, og som også kan være acceptabel for begge forældre.
En børnesagkyndig rådgiver vil altid tale barnets sag, så man behøver derfor ikke frygte for at vedkommende tager parti for hverken mor eller far.
Det er også muligt at kontakte en privatpraktiserende psykolog, som vil kunne hjælpe jer.
I er nødt til at reagere på, at i ser jeres datter er ked af det og ikke har det godt sådan som det fungerer lige nu.
Så det betyder, at i må snakke om, hvad der skal til af ændringer for at det kan fungere bedre for hende.

Det er en god ide at du har tilmeldt din datter en samtalegruppe i Statsamtet. Dette giver hende mulighed for at få sat ord på tanker og følelser over for en udenforstående, hvilket er rigtig godt og kan virke lindrende for hende i den svære situation jeg fornemmer hun er i.
Lad hende have det for sig selv og lad værre med at presse hende til at fortælle hvad de har talt om. Jeg ved dette kan være ret svært, da man som forældre har meget stor lyst til at vide hvad hun har sagt og hvad andre har sagt til hende. Vær i stedet afventende og lyt til hende når og hvis hun vælger at fortælle dig om hvad de har talt om.
Det er vigtigt, at du er anerkendende over for hende i det hun fortæller hun tænker og føler. Hun har brug for at du kan rumme hun er ked af det og har det svært. Sig til hende at du godt kan forstå at hun er ked af det og at hun tænker meget på både mor og far.
Fortæl hende at du er ked af, at mor og far nogle gange taler grimt om og til hinanden og at du ville ønske i kunne tale bedre sammen.
Men fortæl hende også, at det ikke handler om hende, men det handler om at mor og far ikke kan finde ud af det, det er ikke hendes skyld og det er ikke fordi hun er ked af det eller gør ting på en bestemt måde.
Du skal på alle måder give hende en vished om at hun ikke har skyld i det, det er mor og fars skyld.

Du beskriver nogle eksempler, som jeg synes viser at du og din eks-mand er endt i skæv kommunikation. Det kan være svært at komme tilbage til at kommunikere på et plan der er konstruktivt for både jer selv og for jeres datter.

Jeg kan her i brevkassen ikke kommentere på alle de eksempler du skriver om, da det vil blive alt for omfattende, men situationen om forældresammenkomsten på skolen sætter nogle tanker i gang hos mig.
Jeg tænker på om det kunne være en løsning, at i ikke alle sammen deltager i forældresammenkomst på skolen. Det kan være rigtig svært som forældre ikke at skulle være med til det hele, men er også en af de ting der følger med en skilsmisse.
Kunne i mon blive enige om, at den din datter er hos når der er sådanne arrangementer er den der deltager sammen med hende, og ikke den anden?
Det er en umulig og belastende situation for din datter at skulle forholde sig til jer alle, når jeres kommunikation og samvær ikke foregår i en god og venlig tone og atmosfære.

Jeg tænker også på, at du skal passe godt på dig selv i denne situation du er i. Hvem støtter dig og giver dig noget omsorg, så du kan samle styrke og støtte din datter på bedste vis.
Den bedste omsorg du kan give din datter er også at passe godt på dig selv og tage dine egne følelser alvorligt. Jeg vil anbefale dig at søge noget hjælp, råd og vejledning til støtte for dig selv og hermed og igennem også til din datter.

Det er muligt at få noget støtte, råd og vejledning, som vi hjælpe dig til at takle situationen og til at få en forståelse af hvad det er der sker jeres relationer imellem.
Du skal ikke leve med en tanke om at der ikke kan gøres noget, for det kan der.

Det vil formentlig være svært også i tiden fremover, men det vil være en hjælp og støtte til dig og din datter at finde ud af, hvad du kan gøre for at det vil være mindst svært, så du kan få det bedre og også komme til at nyde dit liv med din datter og din nye partner.
Det kan være meget givende at tale med en udenforstående, som sammen med dig kan se på situationen og dine handlemuligheder.

Der findes en del psykologer der arbejder med disse ting og jeg vil anbefale dig at få noget hjælp.
Du er meget velkommen til at kontakte mig for en aftale om samtale, hvis det er noget du kunne have lyst til.

Du er også meget velkommen til at skrive igen her på Barneguiden

Forsat held og lykke til dig i tiden der kommer.

Venlig hilsen
Psykolog
Charlotte Clemmensen