Lusene kommer i januar
22. januar 2015
Januar er højsæson for lus. Og alene i årets første måneder tager næsten 100.000 danske skole- og institutionsbørn ubudne gæster med hjem til familien. Hvis først lusene har taget bo i børnenes hovedbund, er det vigtigt at behandle med det samme for at mindske spredningen. Men nu er det faktisk også muligt at forebygge og helt undgå de uønskede gæster.

Hver 3. til 4. pige og godt hver 5. dreng fra 1. til 6. klasse får lus på et eller andet tidspunkt over en periode på 7 måneder. Det konstaterer tal fra Statens Institut for Folkesundhed. I forhold til antallet af børn i landets skoler og børnehaver betyder det, at langt mere end 100.000 skoleelever får lus i løbet af perioden frem til sommer. Og de fleste vil få ubudne gæster i de kommende uger, hvor lusespredningen eksploderer.
– Specielt efter børnene har været hjemme i de lidt længere ferier – som her efter juleferien – oplever vi en markant stigning i omfanget af lus. Så det er ikke uden grund, at den nationale lusedag ligger i januar, fortæller farmakonom, Marie Sejlund fra Budolfi Apotek i Aalborg, der har skrevet hovedopgave om lus.
Spray om morgenen og undgå luseangreb

For helt at undgå lusene kan man spraye sine børn med Linicin Prevent. Det er et forebyggende og giftfrit lusemiddel, som effektivt og sikkert mindsker risikoen for at blive smittet med lus. Det sprayes i håret om morgenen, og virker i mindst 7 timer.
– Har man først fået lus, gælder det om at komme i gang med en behandling med det samme. Det vil typisk være i form af en kombineret kur med en luseshampoo og en tættekam, hvor håret skal kæmmes fint i gennem. Og hvor ikke kun lusene, men også deres æg fjernes. Og vil man være på forkant, hvis først der er udbrud af lus i skole eller børnehave, er det en god ide at behandle med en forebyggende spray, så man helt undgår de kedelige gæster. Det gælder specielt for børn med langt og kraftigt hår, hvor opgaven med at kæmme kan være en både svær og ubehagelig opgave, fortæller Marie Sejlund.
Lus er blodsugende parasitter, som tiltrækkes af varme og mørke områder i hovedbunden som f.eks. langs håret, bag ørerne og i nakken. De varierer i størrelse fra 2-4 mm, og farven ændres, når de indtager næring/blod. De spredes hurtigt ved at lægge æg, der dermed også er vigtige at få fjernet. Luseæg er hvidlige og under 1 mm lange. De ligner skæl eller bittesmå sesamfrø, der klæber sig fast på de enkelte hårstrå helt nede ved hovedbunden.
Lus spredes ved direkte kontakt og har derfor let spil, når børn leger tæt sammen, deler børster, huer, hårpynt og lignende.
Luseradar
Vil forældre gerne følge med i, om der er mange luseangreb i deres lokalområde, kan man besøge www.luseradar.dk, hvor det er muligt at se, hvor mange luseangreb, der er i de forskellige kommuner – samt selv at bidrage til overblikket ved at indrapportere, hvis der er lus i området. På den måde ved man, om man skal være ekstra opmærksom på, om ungerne får lus.










































